Er dit barns hår et visitkort?

For mange kvinder er deres børn som et visitkort. Dette skal ikke forstås som noget dårligt eller negativt. Med måde er det naturligt nok at kvinder oplever at kunne vise, hvem de er, ganske enkelt ved at vise deres børn frem. Mænd kender det godt i et omfang, men tendensen er ikke lige så tydelig. Man kan for eksempel se det på Facebook, hvor kvinde-profilbilleder ofte også indeholder et eller flere børn. Mænd uploader også billeder af deres børn, men ikke som profilbillede.

Det er sådan set også fornuftigt nok. Omsorgen for vores børn er et stort livsprojekt for alle forældre, og de beslutninger, vi træffer omkring dem og de fokuspunkter, vi har for livet med dem, giver da et billede af, hvem vi er. Man kan se det på stemningen, tøjet, selvværdet, man kan høre det på sproget, omgangstonen og støjniveauet. Bevares, det er fint nok i sig selv.

Silke ser ud over en bro

Det kan også kamme over. Det kan blive så meget et projekt, at tingene skrider ud.

Lad mig være konkret: Der kan opstå den virkelighed, eller selvprogrammering, at alle mulige forhold SKAL være i orden. Mange mener for eksempel, at børn skal have redt hår hver morgen (måske endda også hver aften), og at pigerne skal have elastikker og spænder i. Måske er man endda (desværre med god grund) bange for, hvad pædagoger og skolelærere dog ville tænke, hvis man lod være.

Ofte er det en sørgelig automatpilot, der kører med kvinderne og ødelægger mangen en god morgenstemning.

Ofte er det ikke et udtryk for en dyb værdi, noget moderen finder inderligt vigtigt, men snarere en huskeregel, en ambition, som er blevet et fængsel.

De fleste kender det. Scenen hvor børnene ikke vil have tøj på, ikke vil have ordnet hår, ikke vil have børstet tænder, ikke vil noget. To-årsalderen er slem, men det er treårsalderen egentlig også og fire, og fem ... hver har sine blomster. Og så står man der morgen efter morgen med hårbørsten og klik-spænderne og bestemmer over sit mere eller mindre skrigende barn.

Jo ældre barnet bliver, jo sværere er det at komme med et fornuftigt svar, på spørgsmålet: "Hvorfor skal jeg have redt hår, mor?"

Her er Liv, billedet er nogle år gammelt, håret er endnu længere nu

Og så er vi ikke engang begyndt at tale om hårvask. Hvilken rædsel, hvilken børnetortur, hvilket vanvittigt støjniveau - og hvilke utrolige muligheder for investeringer i bade-hætte-agtige dimser, vaskeklude med bamseansigter til at holde for øjnene, shampoo med Shrek og Fiona og Hello Kitty og Spiderman og hele gendarmeriet, med tyggegummiduft og sæbeboble-indsats. Endda Spray-Shampoo - vask hår helt uden vand - findes. Der laves gode penge på dette krav om skinnende blankt, vel-friseret og stylet børnehår.

Jeg har selv gjort det. Jeg har tre børn med hår (og en baby næsten uden), alle har langt hår, og de to store har ret meget af det. Jeg har børstet og børstet og børstet - tør ikke tænke på hvor mange timer, der er gået med det. Indtil for et års tid siden, børstede jeg ret konsekvent deres hår hver eneste dag.

Eller næsten. Jeg er ikke så tjekket af natur.

Storm har stadig ofte håret som en form for privatheds-skjold

Tør du lade være? Og hvad kommer der så ud af det?

Til en koncert en dag, mens jeg var galoperende højgravid med nummer fire så jeg lyset: Jeg så nogle virkelig lækre unger drøne rundt og nyde musikken, glade levende harmoniske børn med lys i øjenene og rytme i kroppene.

Og med kaotisk, rodet hår, der hverken var klippet sejt, sat, børstet eller vasket. Det var bare rodet. Der var lidt dreads, det faldt ned i øjnene, der havde tydeligt været lidt - måske chokoladeis, måske pastaret - i nogle af lokkerne.

For mig var disse unger og det at de IKKE havde fået redt hår et udtryk for livsglæde og overskud. Hvor vigtigt er det egentlig at have fine rottehaler?

Jeg har givet slip på det nu, indtil en vis grænse.

 
Her er noget af det der er vigtigt: at spæne mellem rosmarinbuske en sen aften

Håret kan naturligvis godt blive for klamt, og til tider er der arp, der skal ordnes, eller lus (det er dog meget meget sjældent nu de ikke går i institution) eller lidt spidser at klippe.

Men jeg har givet slip på den faste regel om at hår skal friseres dagligt. De får ikke engang krav om rottehaler, når vi skal til bryllup.

Det her handler ikke bare om hår, og det handler heller ikke bare om at ville slippe for daglige kampe om hårbørsten - ej heller om ikke at prioritere tid på børnenes pleje i form af frisering og hårvask.

Det handler om noget, der er langt vigtigere: Det handler om glæde og det handler om respekt. (Læs også gerne mit indlæg om Storm og hans lange hår)

Storm studerer en bille, håret har bevæget sig væk fra ansigtet

Respekt - Om et af de vigtigste forhold i dit liv

Se, det der er på spil her, er faktisk forholdet mellem dig og dit barn - et forhold der dybest set er langt vigtigere end forholdet mellem din store sociale scene og dit barns 'look'. Jo mindre 'skal' og 'jeg bestemmer over dig' der er, jo mindre en procentdel af jeres tid sammen, der går med det, jo mere kan du se dit barns personlighed folde sig ud, og jo mere sjov kan I have sammen, jo mere kan I få talt om det, der er på færde i jeres liv, jo mere kan I få sunget - ja fyld selv på med, hvad end der er værdifuldt og meningsfuldt for jer.

Metalaget på hår-styling af børn er jo i bund og grund noget med at man ikke er god nok som man er, når man slår dynen til side; at sociale normer betyder, man skal bruge en masse tid og en masse penge på at blankpolere overfladen, så verden kan tage imod en. Og her tror jeg, der skal sættes hårdt mod hårdt. Selvværd er en gave, og netop den ubetingede kærlighed fra forældrene skal der værnes om. Når du giver slip på den med håret og bare lader det gro og rode og være som ungen kan lide det (også når du selv synes det er meget grimt), giver du dit barn plads til at være sig selv, og sender ikke et dagligt morgen-budskab om at man skal pudse facaden, inden man kan gå ud af døren.

 
Jeg reder i øvrigt heller næsten aldig selv hår - ikke vigtigt nok

Der er altid en mellemvej

Man kan konkret skifte stil og spørge børnene - det ER jo deres hår: om de vil have det klippet, vasket, redt. Og respektere deres svar uden at manipulere med det. Eller man kan skære ned til en gang om ugen i stedet for en gang om dagen.

Mit budskab er blot dette: børn med kaotisk hår som er deres eget, har ofte forældre der har tid til at høre hvad de siger, forældre som har overskud til at holde fast i helt andre kerneværdier og som tør kende deres børn mere end de viser dem frem.

Forældre som tør være ligeglade med forestillinger om pædagogers eller kasse-damers domme på baggrund af look, fordi de har truffet et valg om at andre forhold er meget vigtigere.

 
Noget andet virkelig vigtigt: at turde være sig selv og lave fis - også UDEN hår

Hvad er meningen med det hele

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været meget tæt på at dø af kræft. Jeg kæmpede i et halvt for at overleve behandlingen af en sygdom, som havde ædt min knoglemarvs sundhed og dermed mit immunforsvar - jeg havde knoglemarvscancer. Sygdommen er nu 'i ro' og jeg håber at nå at dø af noget andet, inden den eventuelt får lyst til et mere aktivt liv. Vejen gennem dette sygdomsforløb har gjort det meget klart for mig, hvad der er vigtigt (for mig, og for os) - og op ad denne sammenhæng lægger sig dette

1. De timer vi har sammen, hvert eneste minut, er betydningsfuldt, enestående.

2. Jeg vil gerne lære mine børn at kende, det er nogle vidunderlige mennesker alle fire, og jeg glæder mig over hver eneste detalje i deres personligheder og nyder deres udvikling og udfoldelse.

3. Respekt. Det er vigtigt for mig at lære mine børn respekt for egen og andres integritet. Hvis jeg bestemmer for meget og for ulogisk over dem, har jeg ikke selv denne respekt, og det er meget værre end ugler i håret.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Her er en række kommentarer der var på artiklen da den oprindeligt blev publiceret på SpeltMor.dk - I dag er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk