Tankerne bag at rejse ud i det blå

I år har vi muligheden for at gennemføre en længere rejse hele familien. Baggrunden er både barsk, mirakuløs og utrolig. Og en anden historie. Men vi har muligheden, og vi har besluttet at gribe den. Her vil vi fortælle hvorfor.

At trække stikket ud af sit liv i tre måneder, for at leve On The Road, er en meget speciel mental øvelse. Jo længere, vi bevæger os i processen, jo mere omfattende viser det sig at være. At give slip på hverdagen er kompliceret og arbejdskrævende.

Vi gør det for at opleve Europa om sommeren. Skiftende landskaber, planter, sprog, gastronomier, insekter, vejrforhold, butikker, stemninger, dufte og lyde vil berige vores forståelse for vores eget kontinent, vores klode; den utrolige virkelighed, vi lever i. Men vi gør det også af mange andre grunde:

Vi gør det, fordi vi elsker at være sammen. Og væk fra hverdagen, er man sammen på en helt anden måde. Der er så utrolig meget nærvær i et stop på en parkeringsplads, foralediget af et køresygt barn eller tørst eller noget andet. Vi leger en løbe-leg, ser på en græstot, en gammel mand, et skilt, en sky og glemmer det aldrig. Vi ser hinanden dybt i øjnene, taler sammen og forstår os selv og hinanden i nye horisonter, i berigende og inspirerende detaljer. Det er Nuets Kraft, Mindfullness, Nærvær på højt plan. Og ganske gratis.

Vi gør det, fordi vi ønsker en mental udluftning. Vi ønsker at af-lære en masse vane-adfærd og vane-tænkning, forestillinger og luftkasteller - skøre konstruktioner af nødvendighed, man spinder sig selv dybere og dybere ind i. Behøver vi tallerkener, sofaer, espressokaffe? Behøver vi rugbrød, samtalekøkken, tv? Hvad er nødvendigt, hvad er nok, hvad er dejligt, hvad er muligt? Rejsen skal ikke være en rejse i det muliges kunst, for vi har en helt fast regel efter mor her overlevede en kræftsygdom: Hver eneste dag skal være en god dag. Så snarere: Det skønnes kunst.

Vi gør det for at pleje vores bånd, for at brygge en masse af den lim, der binder en kernefamilie sammen: Fælles tid, fælles historier, fælles oplevelser, fælles løsninger. Vi er skøre og skæve barfodshippier herhjemme og vi æææælsker fællesskaber af alle mulige slags - og vi tror på, at vores kernefamiliefællesskab er en meget væsentlig klippegrund, vi alle seks skal bygge vores tilværelses slotte på. Derfor er det af afgørende betydning for os at være sammen og at pleje det at være sammen. Rejsen vil hjælpe os til dette. Især nu, hvor vores ældste barn er blevet teenager, og begynder at have et dybt engagement i en tilværelse, resten af familien ikke er del af.

Vi gør det for at lære at leve. Vi tror på, at der er utrolig mange erkendelser, vi ikke engang kan forestille os, som vil komme til os på det eksistentielle plan, mens vi bevæger os rundt i denne fantastiske og udfordrende verden.

Vi gør det for sjov, fordi forandring fryder. Fordi vi helt sikkert nok skal nå alt det andet, hvis vi får lov at leve godt og længe: Vi skal nok nå at se Disneysjov, at sidde i sofaen, slå søm i væggen, gå på arbejde og gå i skole, at cykle ind til city og se på springvand, at øve os i at kaste og gribe en bold. Men at køre rundt i Pyreneerne i vild varme med fire unger og se bjerge og lede efter brød; det kræver at vi kaster os ud i det og kører ud i det blå. 

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her