Verdens bedste bager og vores første biluheld

12. maj om morgenen vågnede vi glade. Storm havde en lang opvågning om aftenen med lidt angst, mareridt, et eller andet. Men ellers havde alle sovet godt og var friske. Vi fik pakket sammen (og konstateret, at vi kan blive meget meget bedre til det der med een nat - rock hvor var der meget at pakke sammen. Og kom ned og spiste morgenmad, som var dejlig fransk i lav prisklasse. Men der var, hvad der skulle være: Mor fik kaffe, alle fik yoghurt, og ungerne fik lært forskellen på en croissant og et pain au chokolat. Så er vi klar til La France.

Ude på parkeringspladsen var der pludselig en hare. Sjovt.

Vi kørte klokken halv ti, og havde første stop ved le clerc, kæmpe supermarked, hvor jeg løb alene ind og fandt alt hvad vi manglede: Jordbær, brød, vandflasker (vandet smager for meget af klor allerede!), en potte (lilla!), en sutteflaske med glasflaske (så plastic-afsmitnings-paranoiaen kan begrænse sig til selve sutten) til vand til Fjord, kiks og chips. De der fanske kæmpesupermarkeder er nok helt almindelige Bilka-agtige for bilfolket, men for os begyndere er det helt vanvittigt. Kæmpe kæmpe kæmpe stort. Man mister totalt overblikket. Men fedt at have det hele med i bilen nu, hvor vi drøner sydpå. Planen er at køre til det ikke går længere og så løse det ved at køre fra vejen og finde et dejligt sted at holde pause. Evt til at køre mere senere på dagen, evt for at sove et sted. Vi får se. Lige nu sover Liv og de to yngste, Storm spiller på iphone, så det kører med Guds fred af sted sydpå. Og det går stærkt: Ingen bilkøer, lange lige veje, bare derudaf. Vi er kommet helt ud af side 100 på vores væg-atlas (som Jesper sjovt nok fik vores vej-atlas på svensk til at hedde, da vi fik det til dåben) og over på side 112.

Processen: Og sker der så det der skal. ER vi ude i det blå? Finder os selv og hinanden i skiftende kontekster, finder nærværet og kærligheden til livet? Brygger lim der holder vores kernefamilie og vores livs fundament sammen?

Oh yes!

Jeg var med liv i forlystelsespark, bare hende og mig, mens vi var i Duinrell. Fantastisk at have tid med sin store pige, bare til at lege. Og da vi havde prøvet forlystelsen SPLASH, hvor man kører i en vogn ned i en masse vand, sagde liv: Du er i live mor! henførende alene til at jeg overlevede forlystelsen, men jeg kan godt afsløre, at det for mig stak langt dybere og gjorde mig meget akut lykkelig. Ja. Jeg er i live. Det er vi alle. Og vi er det sammen. Vi elsker at være sammen, og vi er det på skønne måder her. Der er også langt mere klar skelnen mellem legetid og praktisk tid. I går spillede vi mini-golf hele banden, selvom vi skulle have køredag efter frokosttid. Totalt afslappet og sjovt. Efter at have pakket hus. Mærkeligt.

Og det med at lære ungerne at kaste sig ud i livet, turde lidt mere og føle sig trygge overalt, blot vi er sammen og stoler på Vorherre. Ja. Det sker. Lige så stille. De sover alle steder, Storm vågner nogle gange og er bange (men det gør han jo altså også hjemme), de spiser mange ting de ikke har prøvet før (og også meget sukker må man sige), og Liv har godt nok ikke talt så meget engelsk endnu, men hun tænker hele tiden på engelsk, på hvad hun ville sige, hvis hun ikkelige fik sceneskræk - og det er jo også at lære det.

Jeg er i gang med at lære at slukke for tankerne. Jeg gør mig alle mulige tanker hele tiden, forberedende tanker, strategiske tanker, alle mulige tanker. De fleste er spild. Men en god bid er nu også meget gode at have med i pressede situationer. Nu vil jeg holde og nyde landskabet og freden så længe det varer.

Tillykke til dem der klarede at læse hele vejen. Imponerende. Hvis nogen overhovedet.

12. Maj kl. 19. Region Centre.

Vi har haft skønne ud i det blå oplevelser! Kørt fra et tilfældigt sted, uden at ane hvor i verden, vi var. Og fandt en helt skøn lille by, meget fransk, meget lille gammel kirke, blåmalede skodder, brune huse, skrå smalle skæve veje, underlige parkeringer, smalle fortorve. Først var mor ganske angst, og den allerførste parkering på skrå blev annuleret, da jeg helt ulogisk var bange for at bilen skulle vælte. Næste parkering var i anledning af en sundere og mere flad parkeringsplads og en restaurent. Vi skulle tisse. Det var så en trestjernet Michelein restaurent, så der orkede vi ikke sidde og spille fine og spise. Men tisse kunne vi godt. Hele banden. Og Fjord blev ammet, og jeg faldt lidt til ro.

Næste stop var meget bedre. En solskinsrig græs-parkeringsplads ved et lille hus langs vejen. Jeg havde al den angst i mig, fordi vi blev påkørt ved betalingsstationen v motorvejen (kun med 30-40 km i timen, og der skete ikke særligt meget med bilen - eller med Franskmandens bil), men alle fik et chok og skreg og vågnede og stakkels Fjord blev så bange at han lavede så meget lort at det stod op og ned af ryg og ben. Så jeg skiftede lorteble, trøstede børn, steg ud og kunne tale fransk (med en rar mand, der ingen problemer var med), hjalp med at finde billetten til betaling, mens F skreg og skreg og håndterede at J havde brug for bare at køre og køre for at slippe af med sin angst. Så da bilen endelig holdt i den her idylliske lille by var det, at jeg reagerede og al min skræk lige slap ud.

Anyway. Storm formulerede det rigtig fint: Lad os stoppe bilen og spise al maden. Klokken var henad tre og vi var pænt sultne; havde kun fået kørekiks og juice hele dagen. Så vi spiste det hele. Lidt skræmmende spiste Silke faktisk ingenting: Hun drak bare to-tre glas juice og det var det. Men sådan har Silke det åbentbart i disse dage. Vi kom i snak med dem i huset, fordi Jesper ville låne internettet, og efter maden lånte vi toiletter og fik kogt vand i thermokrus og sådan. Smed affald ud. Og lånte deres lille gyngestativ, og legede i græsset og ved bækken. Meget meget romantisk.

Da vi skulle gå, fortalte moderen i huset (det var lidt en spejlfamilie med fire unger og forældre i slutningen af trediverne) at verdens bedste bager lå deroppe i byen. Det var jo ikke til at stå for, så vi nappede mei-taien og løbecyklerne og gik en tur til bageren. Dét var for det første en virkelig dejlig gåtur, og for det andet en utrolig hyggelig lille bager, og for det tredje nogle helt fantastiske kager! Se billederne... Mand, det var godt.

Så når hver dag skal være en god dag, ja så er det her stop nok til at fylde denne dag med lykke. Ungerne er trætte af at køre og vi kører og kører igen nu. Klokken er snart halv otte, så det er noget over sengetid. Især Storm der ikke sover i bilen må være ved at være godt brugt. Han trænger til en legeplads. Jeg vil tjekke min Lonely Planet og se om jeg kan finde et eller andet fedt.

Vil du selv smage de lækre kager, så tast denne adresse ind i din GPS og start  bilen: 38 Rue Guy le Rouge, 78730 Rochefort-en-Yvelines, Frankrig,

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her