Mellem hav og bjerg i et mobilehome

Søndag d. 20. maj 2012, Criques v Collure
Vi er landet et vidunderligt sted. Her er bjerge med vinmarker i baggrunden til den ene side og Middelhavet til den anden. Der er succulente planter, masser af blomster, kaktus, palmer, fyrretræer. Luften er klar og frisk. Vi vågnede i nat af tordenvejret, der kom og skyllede det hele rent og lækkert til os, så vi stod op i morges til den skønneste friske duft af skov, hav og bjerg.

Vi har lejet et mobilehome i en uge, det ligger yderst i en række, så vi føler, vi er lidt for os selv, når vi er her. Der er to soveværelser og to badeværelser, og en køkken-stue. En terrasse med masser af borde og stole og overdækket for regn og sol. Her er alt, hvad vi behøver - bortset fra en ovn, som vi er mere vant til end mikroovn. Men hvad pokker. Det er mega-luksus. Det er en såkaldt Premium MH, med håndklæder og sengetøj inkluderet, så det var meget let at flytte ind. Til trods for lidt småfejl, er her helt fint og vi kan sagtens anbefale folk at gøre noget tilsvarende.

Fransk softice
I går kørte vi forbi et af de der kæmpesupermarkeder for at købe ind til den kommende uge. Vi gjorde det, inden vi havde fundet et sted at bo, fordi vi var sikre på, at vi ville vælge noget, der lå seks kilometer væk. Da vi så kom derhen, lå MB så tæt, at de næsten rørte hinanden, og vi fik klaustrofobi bare af at se stedet. Så vi kørte igen, og kørte her til Collure, selvom de havde sagt, der ikke var noget ledigt.

Nå, men. Mens jeg købte ind med Fjord og Liv, ventede Jesper ved legestedet med de to S'er. Af sit hjertes godhed, og efter at have ventet i hundrede år (franske supermarkeder er meget meget store; vi går ca 2000 skridt, når vi køber ind), købte Jesper softice til de små. Han pegede og gestikulerede og forklarede, sagde både glace og les enfants (troede han), og lige midt i det hele, så han os andre komme og fik liiiiige bestilt en ekstra til Liv.

En dejlig, dejlig vaffel med sødet flødeskum (uden is) til hver af ungerne. Mmmmmm. Jesper fik lov at spise dem allesammen selv, mens jeg købte is til de skuffede og trætte børn, der her klokken to ikke havde fået andet end en nutellamad til morgenmad. De næste timer insisterede Jesper på, at tre vafler med sødet flødeskum, var lige hvad han trængte til og at han kun havde en lille-bitte smule kvalme.

Om at have en udmattet kemohjerne
Vi havde ellers svoret at lørdag ikke skulle være køredag. Fredag kørte vi langt over min grænse for hvad jeg orkede, og jeg fik det meget meget dårligt. Jeg håber meget, at det virker - gør mig rask igen i min ristede hjerne. For damn det var ikke sjovt. Søndag skulle have været hit and run: vi finder bare hurtigt et sted at være - men det lykkedes ikke. Jeg oplever en masse angst, som en næsten fysisk ting, noget der kører rundt i kroppen. Som sådan nogle kriser, jeg bare skal igennem. Lørdag eftermiddag og aften, samt det meste af søndag var virkelig virkelig hårde. Men der er jo ingen, der siger, jeg havde danset rundt hjemme, så vi tager det med, selvom det er synd for alle, når jeg brænder sammen.

Om at turde tro
En af de lektier, vi ønsker at lære på denne rejse, er den evige: Frygt ikke, tro kun. En lille, kort læresætning, vi alle har brug for at lære og genlære hele vejen gennem livet.

Lørdag aften havde vi ringet til Les Criques for at høre om de havde noget ledigt, og de havde faktisk sagt, at det havde de ikke før søndag eftermiddag. Alligevel valgte vi undervejs på rejsen i går at køre herned. At bare tro på det alligevel. Og selvom det officielt er mig, der tro på de højere magter, var det i sidste ende Jesper, der turde tro denne gang. 'Lad os nu bare køre derned'. Og han tror på at bede universet om noget - jeg tror på at bede Vorherre. Det er jo nok i sidste ende det samme.

Da vi ankom, tog vi alle ungerne med ind, og spurgte - denne gang heldigvis på engelsk - om der var noget ledigt. Det var der ikke. Vi holdt vejret..... og så: jo - alligevel. Der VAR noget ledigt. Et enkelt mobilehome, som hun ikke mente var stort nok. Vi mente at det var det sikkert, og Jesper og de tre store unger kørte med en mand hen for at se det. Tak Jesus, ikke mere pjat. Søg og du skal finde.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her