Stilhed
Søndag d. 27. maj klokken ti minutter i fem om morgenen.
SIdder lige og venter og ser om der er flere myg. Ved endnu ikke om det vækker Fjord, at jeg skriver. Håber det ikke. Lå vågen (kemohjerne) da myggene fandt vej gennem myggenettet, og drev mig ud af sengen. Har jagtet og lukket vindue og spist lidt brød, da sult jo heller ikke hjælper på søvnløshed.
Ingen kender dagen, før solen går ned.
Et af mine yndlings-mundheld. Svarer vel egentlig til Jesu fantastiske anbefaling: 'Derfor skal du ikke bekymre dig om dagen i morgen, for dagen i morgen skal nok bekymre sig om det, der hører den til' (sikkert ikke helt korrekt citeret, vi håber en, der er klogere end mig, lige kan hjælpe). For her er vi: Vi flyttede 12 meter i går.
Vi stod tidligt op og var stressede (lidt) og pakkede alt ned, og seje Jesper gjorde hele huset rent efter os (ikke småting efter en uge, heraf tre regnvejrsdage), nåede det og sad i solen og spiste morgenmad (yoghurtbægre m havregryn), i bil-siden og på nogle sten. Ren idyl. Og så kom rengørings-tjek-damerne og tjekkede, og da alt var ok og de skulle gå, fortalte de, at der havde været et opkald sent i nat, som endte med et afbud sent i morges - og vi kunne få genbo-mobilehomet en uge, hvis vi ville.
Jespers krav
Jesper ville ikke. Han ville helst køre, havde bare lyst til at køre bil hele dagen. Eller i hvert fald opleve noget andet. Men alle andre ville gerne. Liv ville gerne i kreahus hos Sophie, Storm og Silke ville gerne mere af den samme pool, den samme strand. Og jeg synes bare her er fantastisk. Især havet. Men også kreaværkstedet, poolen, omgivelserne som er så yndige at køre ud og besøge - og så det superlette ved at ikke skulle begynde forfra på at kende et sted.
Så Jesper kørte sin forhandling hårdt, og kærligt: Først forklarede han Storm, at når man er gift og ved, man faktisk ikke bestemmer over et eller andet, kan man lade som om man gør, og så sørge for at få noget ud af det selv. Når der alligevel ikke er noget at stille op. Så her er kravene:
- Vi skulle spise pandekager samme dag
- Vi skal på posthuset mandag morgen og poste kefir
- Vi skal på flere udflugter og se blandt andet:
- En mand der serverer mad med baskerhue på (gerne oppe i bjergene)
- En borg
- Meget franske cafeer med dejlig mad og stærk kaffe til fruen
- Fjerde krav: Cecilie laver en stor kande the hver dag
Vi er mere tjekkede til at komme af sted næste lørdag, så der ikke går så meget stress i det
Stærke unger
Ungerne orker meget mere end man tror. Men min sted-fader Tommy har også altid sagt: Du kan dobbelt så meget som du selv tror, og ti gange så meget som din mor tror. Nu er det så mig, der har børn, som kan ti gange så meget, som jeg tror.
Seje Silke for eksempel: Fredag aften var vi på stranden i les Criques for at sige farvel til den (troede vi), og hun løb og kastede sten i vandet. Da hun løb hen for at spørge, om jeg ville være med, faldt hun og skrabede de ledeste sår på det ene knæ. Klokken otte, halv ni (langt over træthedsgrænse, egentlig). Det blødte noget, og jeg måtte lige bruge min kjole til lægge lidt pres på, mens Liv var sød at finde plaster frem. Tre plastre på, en kæmpe krammer, og så var den lille pige klar til kamp: Vi humpede hen og smed flere sten i vandet.
Desværre kom en franskmand og snakkede helt vildt meget, så jeg havde lidt svært ved at koncentrere mig om det. Men det gik. Vi hyggede os. Han havde en stor hund med, som var vild med vand, og det var ret sjovt.
Og lidt det samme i går, lørdag: Vi tog til Le Racou for at spise is og pandekager, tog bilen - klokken var alligevel ret sent på dagen (samme dag som begyndte tidligt med rengøring). Og efter pandekager og strandtur med solnedgang og leg og det hele, fik Storm det mærkeligt i maven, og begyndte at blive lidt overtræthedsbange. Og den seje unge, håndterede det bare helt cool, da han fik at vide, at det bare var træthed, og vi passede på ham, og han ville få en Albert-historie (det er historierne om grisen) når vi kom hjem.
Stilhed
Jeg ville ønske der var stille inde i mit hovede. Men det er der bare ikke. Jeg gør mig alle mulige tanker og småbekymringer hele tiden. Rejsen her er egentlig et forsøg på at lære det. Komme tilbage i beatet, hvor jeg stoler på at tilværelsen bare udvikler sig som den skal, og jeg ikke behøver kæmpe så meget, tænke så meget, planlægge så meget. Det har at gøre med kræfterne; det der med at jeg egentlig løber tør for batteri, før ungerne gør om aftenen, og jeg ønsker at være forberedt på det, så jeg ikke bliver sur og umulig. Jeg tror stilhed inde i hovedet ville hjælpe, egentlig. Det bruger en masse batteri i sig selv.
Jesper er helt vildt sej til det. Bare jeg ku lære det.
Lige nu er det i hvert fald stille nat. Alle sover. Og der er vist ikke flere myg. Der er i hvert fald ikke dukket nogen op, mens jeg nu har skrevet. Så jeg vil se om jeg kan sove lidt. Og lade være med at bekymre mig for dagen i morgen.
Tak fordi du læser med.
Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment