Bencasim udenfor Castello

Vi sov i Bencasim udenfor Castello i nat. Havde den skønne ud i det blå oplevelse, hvor vi igen lærte, at planerne kan vi droppe, det er bedre at søge og finde. Først troede vi, at motorvejshotel var sagen; bare videre i morgen, men til sidst kørte vi bare fra, mod vandet, og fandt et hotel - det første og bedste. Fik et værelse med to senge og to opredninger, altan, badeværelse. Gik ikke engang derop (andet end med et par tasker), inden vi gik på stranden og ud for at finde noget at spise. Storm og jeg blev overtrætte, inden vi nåede tilbage, men det var en vidunderlig tur, sandet var rigtig sand, lidt brunt og klistret, vandet lunt men ikke varmt - altså dejligt. Der var strandbruser og promenade. Storm og Silke var ude i vandet med alt tøjet på, inden vi overhovedet var ude i sandet - men det var også en ægte ufarlig blød lækker strand. 

Vi var alle ude at svømme. Silke var totalt frygtløs, kastede sig ud i bølgerne, og skulle helt klart passes på. Hun havde også sovet nogle timer i bilen, og havde dermed en del mere overskud end Storm. Han drønede nu også skønt nøgen rundt, byggede og plaskede. Liv og jeg kom under samtidig, hurtigt og lykkeligt - om end Fjord lige samtidig fik en tur under bruseren, som ikke helt passede ham, og jeg måtte skynde mig op på stranden og tage over - Jesper har jo ikke trøste-babs. Og så drønede Jesper og Liv i bølgen blå, mens Storm og Silke legede i vandkanten, og jeg sad på kanten af promenaden under en palme og ammede min lille baby. Mand det var idyl, så det drev af os.

Jeg må fortælle om vores ankomst til hotellet med det samme, for det var sjovt. Det var jo så efter, vi havde badet, skyllet os og gået tur, fundet et sted at spise og det hele. Det var blevet mørkt, og især Storm var virkelig træt. Han har det ligesom undertegnede: Når han bliver meget træt, begynder han at blive bange. Skyggerne, bilerne, husene - det hele forekom ham lidt uhyggeligt, og vi passede godt på ham hele vejen. Fjord i Mei Tai, Silke i klapvogn, Liv til fods med løbecykel under armen. Det tog sin tid. Storm kom først til hotellet, og satte sig (ret cool) på sin løbecykel ved trappen, med kasketten godt ned foran ansigtet, og hænderne samme sted som ekstra skjold mod alting. Det var også sent. Så jeg fik nøglen, og gik i forvejen med drengene, mens Jesper pakkede barnevognen ind i bilen med pigerne. Lovede Storm højt og helligt, at han bare skulle gå ind, direkte hen til elevatoren, og så ville han komme ind på sit hotelværelse og være i fred, uden at behøve at forholde sig til noget, og især ikke til nogen. Han kunne blot se ned i gulvet, og skulle ikke tale med nogen. 

Og så sker der hverken værre eller bedre end, at vi i lobbyen møder en hel flok venlige spanske damer, som ser Storms lange lyse hår og blå øjne, og som en flok yndige racehøns om en håndfuld kæmpedurum-korn, myldrer hen for at se på ham, klappe ham på håret, tale til ham, byde ham bolcher. Og elevatoren var der ikke, vi måtte vente på den, og Storm gemte sig bag min nye franske flagrende sommerkjole, som heldigvis er stor nok til at gemme hele min flok af unger, hvis det skulle være. Og som våben havde jeg en lyshåret baby at vise frem, mens elevatoren langsom kørte ned, så vi kunne flygte ind i den. Det var ret sjovt. Faktisk kunne Storm grine af det allerede da døren var lukket, og vi var på vej op.

Hele oplevelsen af Bencacim var meget syret. Vi så nærmest ingen mennesker på under 60 år (og det er skønt at man kan være over 60 og på ferie, det er ikke det - det var bare mærkeligt), der var kæmpe hoteller og ferielejlighedsbygninger overalt, og campingpladsen, der først forekom tiltalende, var skræmmende, da vi havde siddet der en time for at spise det virkelig snaskede og dårlige mad. Man gør sit bedste. Men man finder bare ikke noget godt ved at spørge tilfældige mennesker. Man er nødt til at spørge Vorherre, Universet, Hvad I end Kalder Det, for at finde det, man har brug for. Men sjovt var det. At glo på alle disse mennesker, der sad på plasticstole og spiste til musik fra starten af firserne, i denne ramme af Intet Virkeligt.

Det er jo også virkeligt. At der findes steder som dette, hvor den eneste virkelighed er turisterne, og deres behov for billig eller dyr ferie - her: Klart mest billig. Eller det var, hvad vi fandt. Men vi bad heller ikke om andet. Et hotel med pool ved en strand, noget at spise, en god nats søvnt. Og det var, hvad vi fik. Helt nøjagtigt.

I dag har jeg bedt om sund og nærende mad til os alle hele dagen, ikke mere pjat. Eller gerne pjat, men dejlig pjat, ikke klam pjat. OG et skønt sted at sove i nat, med lys og luft, kølighed, myggefrit, budget der er ok. Hvis pool, så en sund en - gerne saltvand så man kan tage Fjord med med god samvittighed. Først og fremmest har jeg bedt om Guds fred på turen, om englevagt både i, foran og bagved bilen. Om at vi finder den vej, der er lagt ud foran os, lærer den lektie, der er til i dag med åbenhed og lys, ikke med smerte og vanskelighed. Om at der fra os må udgå omsorg og kærlighed og inspiration go godt humør, så vi danner et kølvand af noget der er lyst og kærligt omkring os, efter os. 

Ja. Hermed fik I lidt af det konkrete, lidt af det praktiske, lidt fra opleveren, lidt fra turen, og lidt fra mit private indre. Officielt har jeg jo ingen hemmeligheder, hverken for Gud eller for mennesker. 

Nu vil jeg nyde freden og roen, de mindste børn sover, der er masser at se på langs motorvejen: Bjerge, blomster, appelsinplantager, borge, huse, mennesker. Surt jeg skal tisse. Ellers er alt ro. Tør næsten ikke standse, nu de mindste sover. 

P.S. 6:31 timer til Malaga

Tak fordi du læser med.

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her