Ægte spansk idyl, Velez Blanco

6. juni, motorvej i nærheden af granada
Så har vi overnattet i Velez Blanco - nok et af verdens smukkeste steder: Blev bestemt i kke færdig med det i løbet af en enkelt nat. Det var virkelig himmelsk. VI boede på et trestjernet hotel allerførst i byen, med udsigt over dalen og til bjergene, der fortonede sig i disen, der sådan set bestod af afstand, ikke luftfugtighed. Fuldkomment fantastisk. Oplevede både aftenlyset med jagende svaler, en utrolig orange fuldmåne, der steg op bag sorte natbjerge, og en solopgang bag en helt spids morgengrå bjergtop - så uendeligt lys og fuld af kraft, som var det Verdens Allerførste. Et i sandhed Guddommeligt sted.

Heldigvis havde vi kørt rundt i byen for at finde et supermarked, inden vi installerede os. Vi havde besøgt legepladsen, der lå skyggefuldt under syv gamle oliventræer - rutchet, gynget, set på et enkelt spansk barn og hendes mor, spillet Mejer, kastet med sten, ammet, drukket det allersidste vand. Og vi havde tanket op ved byens vand-forsyning, en smuk fontæne med tre rør ud af klippesiden og vand der fossede, koldt og klart og lækkert. Det smagte af bjerg, og vi tror på det. Det var utroligt. Der var en fotograf, ung og sandsynligvis ikke spansk, med alt udstyret, og det var også en virkelig fotogen scene. Gamle mænd med vandflasker og uldtrøjer (ja, ULDtrøjer i 30 graders varme) og vandet, lyset og de grønne små kakler i mosaik-mønster i væggen og bassinet, som vandet strømmede ud i. Man skulle være fuldkomment talentløs for ikke at få utrolige billeder ud af blot et kvarter her. 

Jeg fyldte tre flasker, og da jeg var færdig, gen-fyldte jeg den ene, der i mellemtiden var blevet tømt af de tørstende horder i min bil. Alene denne oplevelse kunne have fyldt min dag, som allerede var helt utrolig og klokken var da også ved at være syv. Vores ur er sat til Andalusien, om end vi de sidste dage har holdt Siesta i bilen (en varm fornøjelse). 

På højre side af hovedvejen ind i Velez Blanco løber en promenade med et stærkt, nyt og meget sikkert (også børnesikkert) hegn - for udenfor det, ligger skrænten ned til dalen, og de ovennævnte bjerge. Der er ufatteligt smukt. Vores hotel lå lige først på denne strækning (naturligvis på venstre side af gaden, ellers havde man intet kunnet se), og vores aftentur gik ad promenaden til den første cafe/bar på ruten. Var man uden børn, kunne man let have vandret ned i byen til de smukke, hyggeligt, skæve bjerg-gader og de mange forskellige tavernaer, restaurenter, tapas-barer og cafeer. Det er ikke for meget i Velez Blanco, og heller ikke for lidt. Et dejligt sted at være turist.

Vi valgte den første Pub 17 hed den. Og vi fik det til dato aboslut mest himmelske måltid på vores tur. Jesper taler meget lidt spansk (På niveau med mit tyske). Han fik bestilt noget han ikke vidste hvad var, mens han smilede høfligt. Og vi fik denne skønne syd-landske oplevelse, vi virkelig trængte til: Bare et rodet fællesskab af ting og sager på tallerkener, alle spiste af med glæde og taknemmelighed. Konkret var det chorizo pikante og chorizo mucho pikante (tør siges), tomater, tunfisk fra dåse, ansjoser (fra ikke-dåse), skinke (som han havde to af stående på ben), grillet ost med syltetøj, brød med olivenolie og tomatsnask. SKAL man endelig være lidt kritisk, var brødet kedeligt. Men altså. Vi spiste det jo alligevel ikke, for alt det andet var så uendelig meget mere interessant. Nårh ja - også lidt stegt bacon agtigt noget. Virkelig lex. Og vand til. Og masser af oliven naturligvis. 

Liv vidste ikke engang, at vi (især jeg) kan lide rødvin. Så meget afholdsfolk er vi blevet. Kan nemlig godt lide smagen, men ikke længere virkningen. Det er mærkeligt. Men sådan er det blevet. Men drikker man alkohol, havde et glas kold rødvin (ja, jeg mener kold rødvin, det var lige præcis hvad jeg helt proletarisk havde lyst til) været godt. 

Storm og Silke fik is, der smagte af tyggegummi og som havde krymmel udenpå. Storm spiste halvdelen, selvom han ikke kunne lide den. Han spiste sådan set heller ikke noget af maden. Til gengæld skrev han sit eget navn ganske smukt på en serviet.

På turen tilbage gav Silke den gas på løbecykel ad promenaden op mod hotellet, og i baggrunden gik Jesper og Storm og delte en Alberthistorie. Vi mødte en kattekilling og dens mor, inden vi nåede tilbage på hotellet og puttede unger. Da Drengene sov, gik Silke og Liv ud på altanen for at spise chips (Silke var sulten), og Silke sagde: "Hjemme i vores hus i Danmark, hvor vi også har Coco, der er månen altså gul. Her er den orange" Og ganske rigtigt: Månen var orange, da den steg op bag bjerget, og vi - der var vågne - delte den mest utrolige måneoplevelse længe. Senere på natten, da den var godt oppe i højden, var farven så normal som månelys nu engang er. Helt utrolig også, men ikke på højde med det orange lys over hele dalen i begyndelsen af natten. Hvor flagermus i øvrigt havde taget over, hvor svalerne slap. Den ene gave efter den anden, bød denne dag på. Grundlovsdag i Danmark, min svogers fødselsdag, og et af mine forældre-holds bryllupsdag. 

Nok for nu? Måske. Vi er en time fra Alhaurin de la Torre. Vi har set advarselstavler med tyre på, men ingen tyre. Det var mega sejt. Og vi har set uendelig mange oliventræer og appelsintræer og citrontræer og marker med hvede. Og bjerge. Fantastiske bjerge. Andalusien er med rette ofte kaldet et af verdens smukkeste steder. Hvis man kan lide bjerge. Og lys.

Jeg kørte et par timer i dag til at begynde med. Ellers har Jesper jo kørt, men nu er jeg oppe på hesten. Har bare ikke hans kræfter, så det er godt nok at bytte lidt. Har dog lovet at køre hjem (håber ikke han hænger mig op på det).

I dag er Fjord 5 måender. NU skal jeg have noget vand. 

Ps. Om Velez Blancho skrev Jesper på facebook: "Er 3 timer fra Málaga (hvor vi skal bo i Alhaurin De La Torre i 3 uger). Kørte fra motorvejen for at finde et hotel. Første by bød på skummelt hotel og salg af verdens ældste handelsvare på den anden side af gaden. Næste by (kun 7km væk) bød på denne udsigt fra hotelværelset. Tak, tror vi kører til 2 by efter motorvejen fremover :0)"

Tak fordi du læser med.

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her