Kost og kunsten at lytte til sin krop
Læs artiklen: ”Kan du finde vej i helse-junglen?” for at få baggrunden. Her er en håndfuld gode råd og lidt bonus-argumenter for at du – og dine børn – skal lære at spise efter det, der føles rigtigt.
Optimal sundhed er at lære at lytte til sig selv, til sin krop, til sit hjerte, til samtlige sanser, samtlige celler og give sig selv (og sine) den omsorg at – så vidt muligt – levere præcis dét, der er brug for. Der er ingen eviggyldige sandheder om sundhed, frihed, lykke, kærlighed. Vi lever alle unikke liv, unikke processer – og hvis det skal gå godt, være helsebringende og opløftende, må vi lære at lytte til nu&her og stole på det, vi hører.
Derfor.
I denne artikel kommer metoder, der kan gøre det lettere at lytte til sig selv. Det lyder let, men faktisk er det ret kompliceret, fordi der er så meget støj på linien. Der kommer også en hel bunke eksempler på, hvorfor umiddelbart usunde cravings kan være gode nok, omend de skal oversættes lidt. Der er lidt praktiske tips og triks, og måske er det hele lidt rodet. Sådan lidt fra hoften. Men ærlig talt. Det må det godt være.
Rens dit hoved for støj.
Undgå unødvendige påvirkninger – i hvert fald i en periode. Undgå avisartikler, tv-udsendelser, brochurer, samtaler om sundhed. Der er en grund til at der postes så mange milliarder i reklamer osv; det er fordi det virker. Det påvirker vores oplevelser, beslutninger, processer så meget, at andre mennesker kan leve af det. Derfor er det en rigtig god strategi at undgå unødvendige påvirkninger, når man vil i gang med at lytte til sig selv. Tænk det som en pause, ikke som et evighedsprojekt.
Hvorfor så lytte til mig? Fordi jeg siger noget andet. Og fordi jeg ikke sælger et one size fits all program.
Lær at oversætte cravings.
Vi begynder med sukker, fordi sukker har en særlig plads. Egentlig står sukker ikke alene her, men alligevel. Det *er* specielt.
Sukkercraving kan være en vis afhængighed, ustabilt blodsukker – men er som regel bare gammeldags sult. Lyst til sukker 'betyder' som regel, at du har fået for lidt at spise gennem længere tid. Det er sandsynligt, at du har fået kalorier nok, men ikke mad nok. Altså at centrale olier, proteiner, vitamier, mineraler mangler og højt forarbejdede overproducerede fødevarer har dækket det basale kaloriebehov.
Så sukkercraving skal forebygges, det nytter ikke rigtig at lytte til sukkercravings. Det er dog en virkelig god idé at 'behandle' sukkercravings med grønsags-shakes (opskrifter følger til inspiration), fordi de giver et meget bredt spektrum af næringsstoffer og dermed både mætter og forebygger næste sukkercraving.
Grønsags-shakes for begyndere.
Byg den gerne på vandkefir og/eller gulerodsjuice, som indeholder nogle sukkerstoffer, der går meget hurtigt i blodbanen. Og husk at proppe nogle nødder/frø, lidt essentiel olie og nogle grøntsager i. Man må måske eksperimentere en del, før man finder en, man elsker – men det får være. Tænk alle dine mindre heldige eksperimenter som medicin undervejs i din rejse. Jeg kan godt lide spinat, og det er praktisk at have i fryseren i små kugler, lige til at smide i blenderen. Gulerodsjuice kan man jo også købe færdigt. Men der er ingen sandheder her. Det gælder om at lytte til sin egen krop. Det kan være, det er jordskokker og rødbedesaft med anisfrø og hasselnødder, der er Sandheden for din krop. I dag. Dette er blot til inspiration.
Men giv den gas med blenderen, eller shop rundt på nettet (hvis du kan undgå for megen påvirkning) for at finde gode shake opskrifter - bare for at komme igang. Opskrifter er lidt imod det her med at lytte.
Cravings er gode nok. Husk, at de ofte er craving efter søvn, som undertrykkes og 'forvandles' til mad-craving. Søvn er godt. Søvn er sundt. Start med søvn, så går alt lettere.
Cravings efter salt og fedt, som flæskesvær og chips kan faktisk være helt legale. Man kan godt komme i saltunderskud, og man kan meget let komme i underskud af de sunde fedtstoffer. Vi spiser mange chips hos os. Og bacon. I perioder, hvor der er brug for det, forstås.
Sult og salt.
Salt og fedt craving kan også være ren sult. As simple as that. Har du craving efter salt og fedt, så mærk lidt efter om der er andet, du egentlig har lyst til. Nogle gange gemmer der sig en trang til blåbær omme bag den rene sult. Nogle gange skal du bare flyve ned og købe en økologisk kylling og drysse godt med ægte salt på.
Fuldkornssalt.
Craving efter salt er nemlig ofte ikke bare natrium-chlorid-behov. Ægte salt fra bjerge eller fra havet indeholder nemlig mange andre mineraler, herunder eksempelvis magnesium, som i helsekredse for tiden er det store hit. Organismen forbruger nemlig disse mineraler, når vi nedbryder de overraffinerede fødevarer som hvidt-hvidt sukker og hvid-hvid hvede. Og da mineralerne også er drænet fra almindeligt billigt køkkensalt, vil mange af os være i underskud af disse 'små' mineraler – og craving efter salt, kan være craving efter saltets øvrige indholdsstoffer.
Urtekram har en god og billig middlehavssalt med mange gode mineraler. Himmalaya-saltet er også saliggørende. Køb begge og bland dem eller skift i mellem dem. Variation er godt. Hvis du er den mere systematiske type, kan du jo overvåge dit eget salt-behov afhængig af, hvad du har indtaget. Den slags gider jeg ikke. Ikke på systematisk manér i hvert fald.
Hvis man føler sig helt sikker på, at det ikke kan være salt behov, kan man vælge at tage fodbad med salt. Man optager mange gode mineraler gennem huden, og så vidt jeg ved, ikke rigtig natrium-chlorid. Altså kan man ikke få for meget salt af et fodbad, men let få en bedre mineralbalance. Bland epsomsalt (som er magnesium) med salt fra det døde hav, fra himmalaya eller fra middelhavet. Drys gerne dejlige olier og urter i også, hvis det skal være fint.
Fedt.
Uha. Fedt er en kompliceret sag. Men fedtforskrækkelse er i hvert fald ikke godt. Hvis vi tør mærke efter, og kan lære at nøjs med at spise det, vi har brug for, er det ikke fedt, det feder.
Det, man bliver fed af, er at være langt fra kontakten til sig selv.
Jeg kan ikke skrive ud i alle kroge af fedt. Fortolkningen af fedt-trang kan let være sult. Sult efter rigtig nærende mad. Som er lavet af gode råvarer. Her vil jeg kort sige to ting.
Nummer et. Fedt fra græsfodrede dyr (og det er kun de økologiske, man kan være sikker på er græsfodrede) og også fedt fra mælken fra græsfodrede dyr indeholder mange meget sunde fedtsyrer, og sunde vitaminer og vitamin-lignende stoffer. Der er et a-vitamin-lignende stof, som kaldes activator X i bogen ”Cure tooth decay”, og som angiveligt fungerer som motor for optagelsen af centrale mineraler.
Nummer to. Sørg for at få de essentielle olier. Fra fisk, frø og nødder. Dette er kompliceret stof og kræver sin egen artikel - helt kort er sagen, at disse olier er afgørende for produktion af nerveceller, og for visse hormoner (altså kroppens egen kommunikation). Derfor er en balance i olierne afgørende for at vi trives. Især børn skal absolut have alle de vigtige olier, hold øje med GLA som ofte ikke er i olie-tilskud. Sørg for at de får det. Og hvis de ikke kan/vil spise det, kan man smøre det på kroppen, steder hvor huden er tynd (underarme, maveskind) og proppe det i kar- og fodbad. Afgørende for trivsel.
Og så lige en ekstra. Undgå al forarbejdet fedt, undgå fedt fra dyr, der ikke har haft det godt, undgå fedt fra over-producerede olier. Hvis olie sælges i klare flasker, tager producenten ikke holdbarheden alvorligt. Vegetabilske olier tåler ikke lys, og skal helst ikke have varme og holder ikke ret længe. Hvis de er i klare flasker og har lang holdbarhed, har de sandsynligvis været gennem en kemisk proces, som gør, at de ikke bliver harske, når de bliver for gamle. Det betyder ikke, at de ikke bliver for gamle. Kun at vi ikke kan smage det. Det er det forkerte sted at spare.
Fedt er et virkelig godt område at lære at mærke efter på. Sørg for at fedtet har god kvalitet og mærk, hvad det gør ved dig.
Mellemspil og afslutning
Jeg håber, at disse eksempler og informationer kan inspirere til fortolkning af dine cravings. Prøv at tænke i råvarer og fuldkorn. Har du trang til appelsinvand, spis da nogle appelsiner. Ikke bare saften, men hele balladen. Har du trang til marcipanbrød, spis da nogle mandler med skal. Og noget mørk chokolade. Gerne af mærket Mulu (som er rå, økochokolade). Mandlerne må meget gerne være økologiske, fordi økologiske mandel-lunde plantes med frø, og dermed udvikler stor diversitet. Konventionelle mandler kommer fra plantager, hvor man formerer træerne ved skud og kviste for at sikre ensartethed, og dermed får vi meget ens-smagende mandler. Som givetvis også er meget ens i kemisk sammensætning, og dermed sandsynligvis mindre helsebringende på den lange bane.
I processen med at skrive denne artikel, har jeg lært, at der er uendelig mange detaljer i dette tema. Og at også denne simple vej, ikke er så enkel endda. Derfor vil jeg afslutningsvis koge lyt-til-dig-selv-kosten ned til tre punkter:
1. Fuldkorn, øko, groft, råt. Gå altid efter det. Din krop ved godt, hvad den har brug for, men du kan kun 'høre' kategorien. Som eksemplet med forholdet mellem salt og mineraler.
2. Få vand og søvn nok.
3. Foretag analyser af cravings. Hvilken grund-fødevare er det, din krop kalder på. Læg mærke til, hvad mad gør ved dig. Bliver du vågen, træt, glad, energisk, sløv. Gå på opdagelse i dine cravings, og vid at dine behov forandrer sig hele tiden. Så Sandheden om Sundheden kan få lov at opstå hver eneste dag.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Tak fordi du læser med
Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Update 2023: Vegansk og Glutenfri
Livet er langt og vi er i en konstant udvikling som mennesker - vi har de sidste mange år levet vegansk og glutenfrit men har valgt at lade alle vores gamle opskrifter være online så de kan komme andre til glæde - Man kan ikke redigere sin fortid :)
Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment