iPad spil til hjemmeskolen
Her er en stribe spil af den type, de voksne kan forstå, børnene lærer noget af. Det er helt sikkert, at de lærer noget af alle spil, men disse spil kan man let argumentere for, udvikler den type viden og tænkning, som de voksne tror, de ved, børnene har brug for. Det er med andre ord nogle meget sikre spil at begynde med, hvis man stadig mærker lidt gammel frygt for, om det nu er godt eller skidt at spille computerspil. Listen ligger i forlængelse af min seneste artikel om gaming.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, man skal ”lære noget” af at spille. Jeg synes, det er fint at spille, bare fordi man har lyst, bare fordi det er sjovt, bare fordi man er sammen om det. Men det her med ”at lære noget” er et argument, de voksne ofte har brug for at have i ærmet, både for sig selv og til at kunne bruge overfor bekymrede signifikante andre. Så fint nok.
Tre spil, de voksne elsker.
Monument Valley.
Dette spil har vundet adskillige priser og anbefales alle steder. Nu gør jeg det også. Det er simpelthen et dragende og smukt, mystisk og eventyrligt spil. Det leger med vores logik og rumlige forståelse på en måde, som er overraskende og vidunderlig. På den ene side, skal man tænke logisk, og på den anden side må man finde vej i dette twistede univers som bryder med både fysikkens og geometriens love.
Og på educationese: Når man får udfordret sine kategorier, opdager man hvordan fysikkens og geometriens love normalt ligger til grund for vores oplevelse af verden omkring os, og det bliver derfor oplagt at forstå disse bedre. At kategorier og antagelser kan udfordres er sundt for menneskesjælen, og der er ingen tvivl om at netop denne måde at udfordre dem på stiller skarpt på matematikken, mens det åbner os for at tænke i muligheder, se udenfor vores egen horisont, tænke udenfor boksen. Altid godt.
Osmos
Osmos er et overraskende og utrolig smukt spil, som arbejder både på biologiens og fysikkens lov-grundlag. Basis er, at man smelter sammen med (osmose) andre elementer i spillet for at vokse, og at man bevæger sig rundt ved at skyde masse bagud (som i sådan noget jet-fysik). Banerne er retså forskelligartede, hvad er er meget sjovt, og efter relativt kort tid, bevæger man sig ud i astro-fysikken og begynder at arbejde med tyngdekraft også – så at man ikke længere bevæger sig rundt i rette linier, baseret på den kraft, man har skudt bagud – men også bliver påvirket af massen på de omkringliggende objekter.
Dette spil har været en fantastisk oplevelse, er det fortsat faktisk, da vi slet ikke er færdige med det endnu (der er rigtig meget indhold), og det har givet en intuitiv forståelse for de ting, vi har arbejdet med at forstå både i fysik, biologi og astro-fysik.
Åh det er så sindssygt smukt, det spil. Og fodrer intuitiv forståelse både for astrofysik og biologi. Hvor sejt er dét lige?
Kami
Lige nu er kami en dille herhjemme. Spillet er et puzzle-spil, hvor man skal tænke logisk, se sammenhænge, prøve sig frem. Der er lidt IQ test over det, og så alligevel er det lækkert.
Kami er stille og roligt og vildt irriterende svært, når man når et stykke ind i det. Vores datter på seks er dygtigst. Det er helt vildt, hvad hun kan gennemskue! Til gengæld er det undertegnede og en af mine allerbedste venner, der er mest optagede af det.
Find KAMI her
Rigtig gode spil til de alleryngste – måske fra 2 til 5 år.
Montessori - Things that go Together
Det, Speltmor egentlig mener: Spillet er på engelsk, og alle mine børn – også den yngste på tre – er optagede af at lære sprog, særlig engelsk, som man hurtigt udvikler et behov for. Farverne er smukke, og om end illustrationerne er computer-tegnede og en anelse for stiliserede til vores smag, er de dog detaljerede og som sagt er farverne fine. Det betyder meget for os. Pangfarver og overdrevne plasticillustrationer får os til at stå af. Men her er det fint. Opgaverne er simple og arbejder med sammenhænge og kategorier på ægte montessori manér, og vi hygger os med dem. Der er noget stille og enkelt over spillet.
Og oversat til educationese:
Montessori pædagogikken er en gennemprøvet og blid pædagogisk strategi, som tager højde for de almindeligste udviklings-trin, og spillet er derfor ikke bare et kategori-spil, men er fint opbygget til at stimulere den proces, barnet er i gang med. Der er en intelligent algoritme bag, så opgaverne følger barnets udvikling, hvad der jo er meget fint. Danske børn lærer engelsk af det, da det ikke kommer på dansk, men det er sådan set et udmærket engelsk-spil, da det i hovedsagen siger enkle gloser. Alle opgaver kan løses, uden man forstår engelsk, så man kan sige, at sprogudviklingen er et biprodukt.
Her er spillet i app store
Toca Boca Nature
Spillet er lidt sandkasseagtigt. Man bygger en verden med vand, skov og bjerge, og oplever, hvilke typer natur, der tiltrækker hvilken type dyr. Man sår frø og studerer dyrene. Det er simpelt, måske lidt for simpelt – men på den anden side meget smukt i farverne, tydeligt tegnet, så der ikke opstår forvirring om realiteterne og hyggeligt at rode rundt i. Mine børn har dog være frustrerede over, at man ikke kan gemme sin verden. Så man skal slette det, man har skabt for at prøve noget nyt. Men – det overlever man. Det er et fint spil.
Find det her
Tre rigtig gode spil til de lidt ældre – omkring indskolingsalder – 5-8 år.
DragonBox
Det jeg egentlig mener er det samme som educationese i det her tilfælde: Vi elsker matematik i vores familie, nok mest fordi JEG elsker matematik. Så et spil, som leger med logiske sammenhænge helt systematisk er mægtig lækkert. Med Dragon Box kommer børnene i gang med at tænke systematisk og forstå afbalanceringen i algebraen, så ligninger bliver indlysende lette at forstå, når de når til at begynde at løse dem med tal.
Dragon Box er et genialt spil, og det har en skæv og skør grafisk side, som er mægtig motiverende. Man har et lille dyr, som bliver lidt større, hver gang, man klarer en opgave. Leg med Dragon Box sammen med dit barn og opdag, at du kunne have elsket algebra, hvis der havde været ipads, da du var barn.
Montessori Geometry
Igen: I familien Spelt er vi matematiknørder, og elsker derfor spil, som leger med matematikken. Her er det geometri for begyndere, og det her spil er detaljeret og sjovt. Man kaster rundt med figurer og får styr på alle kategorierne, og man tænker i systemer og sammenhænge. Grafikken er fin, farverne smukke og udkommet helt klart ren matematik, der er ikke noget fis: Man bliver bare bedre til geometri af at spille det her. Det begynder med begyndelsen, alle kan være med også de yngste. Men det er også sjovt for de lidt større – ærlig talt synes selv undertegnede, det er lidt hyggeligt at pusle med.
Du finder spillet her
Lolas Alfabettog
Det eneste, der er virkelig galt med det her spil er, at man ved afsltuningen af en bane, ikke kommer frem til den fest, det hele handlede om fra starten. Lola kører et tog og samler venner op (en for hver klaret opgave), fordi hun skal til fest. Når man har klaret en bane, ser man ikke festen. En kort animation her havde givet Lolas Alfabettog guldstjerne i min bog. Men den mangler altså. Så er I forberedte.
Til gengæld holder spillet fint som et af de mange alfabetspil, det er simpelt og virker. Man gider spille det, fordi der er variation i opgaverne, og der er noget hyggeligt over det. For os københavnere er det jo sjovt at lydsiden har en jysk tone, helt eksotisk. Men det er også lækkert, at spillet kommer på en masse sprog, så man kan bruge det til at lære alfabetet og en bunke gloser på de andre sprog, man er i gang med at lære (hos os er det engelsk og fransk). Alle sprogvarianter er med i prisen.
Vi har haft spillet i et par år, og vi bliver ved at vende tilbage til det. Illustrationerne er ikke de aller-lækreste, men de holder, og er fængende nok til at spillet er værd at spille, mens man er optaget af bogstaver Nu er det jo heller ikke ret dyrt.
Så der er ingen undskyldninger længere: Game On og God weekend!
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment