Slow. Om at rode med HAMA-perler i timevis

HAMA - en masse timer og en masse plasticperler. 

Nogle gange er det bare det, man trænger til: En lille idé, og et par gode grunde til at starte netop i et eller andet hjørne, når det kommer til regnvejrsdagenes indendørs sysler. Der knytter der sig mangen et perspektiv og en enkelt røverhistorie eller to til hele HAMA-temaet. Læs med, hvis du vil vide, hvorfor du godt gider købe de der hvide stiftplader og alle de små plasticperler til støvsugeren, hvordan du får det til at være fantastisk hyggeligt og opbyggeligt at rode med dem, og ikke mindst hvad du skal bruge alle de multifarvede resultater til.

Perler er pige-dimseri. Så hvad med drengene?

Vi fandt supermand på pinterest i en karikeret version. Det var sjovt at lave.

HAMA er perler og perler er notorisk mest for piger. Sådan er det bare. Det er de færreste drenge, der er glade for finmotoriske udfordringer. Men man behøver ikke give op. Man behøver heller ikke kræve af dem, at de laver perleplader og perlekæder. I vores køkken er det ofte pigerne og undertegnede, der laver perleplader, mens Storm fortæller røverhistorier, viser ninjatricks og spiser peanuts. Men det er jo heller ikke en resultatorienteret barndom, vi er ude efter. Det er et skønt fælles nærvær, en tid, hvor der er tid, hvor vi er sammen om et eller andet. Så perleplader er et hit her, selvom jeg har en baby på ni måneder, som sådan set sagtens kunne sluge nogle hamaperler, og en seksårig søn, der ikke ret længe ad gangen er motiveret for at dimse med de små genstridige plasticrør. 

Dog ser jeg lys for enden af tunnelen: Min søn er meget begejstret for at sortere ting, særlig i farveorden - så jeg ser et samarbejde åbne sig i mit mulighedsrum: Storm finder perler i gode farver, og pigerne og jeg bygger heste, giraffer, prinsesser, hjerter og stjerner. 

Fra Hama-hader til Hama-hygge-direktør.

Bemærk sidde-stillingen. Vi andre burde dyrke dén også. Skønt stræk.

Min personlige hama-histore: Indtil for nogle få år siden, nærede jeg et dybt had til perleplader. Min store datter gik i sin tid i en skøn lille kommunal børnehave på Nørrebro, og når jeg hentede hende henad klokken tre, sad hun som regel og lavede perleplader.

Og der stod man så med alle sine talenter, al sin sukkerkoldhed og træthed og kaffetrang, med blå futter ud over støvlerne og en kæmpe uldtrøje på, og ventede meget utålmodigt på at endnu et plastic-kunstværk blev afsluttet.

Hvorefter man ventede på at en pædagog havde tid til at stryge, blot for halvdelen af gangene at opleve perlerne ryge af ved et uheld forårsaget af nogle løbende børn, og deraf følgende gråd og tænders gnidsel hele vejen hjem og ikke mindst hele vejen op på tredje sal. Ikke at hun tudede hele vejen, men ærgelsen fulgte med, som et spøgelse gennem vores eftermiddag.

Trick med klud. Banalt og meget virksomt

Den anden halvdel af gangene måtte jeg så slæbe denne perleplade med hjem i min taske, dybt stresset over, at jeg sandsynligvis ville få knækket den mellem bøgerne og alt det øvrige rod. HVIS den kom hel hjem - hvad skal man så med en perleplade? Jeg havde en hel skuffe fuld, havde opbygget så meget irritation på dem, at de absolut ikke skulle frem i dagens lys. Mand, hvor jeg ikke brød mig om HAMA!

(Og nu vi er ved det: Meld jer ind i alle styrende organer i jeres børns institutioner og tag som hjertesag at børnene skal være ude, når de bliver hentet. Hvor man dog kunne spare mangen en konflikt, mange timers ventetid for forældre og børn, hvis ungerne bare var fixt klar til afhentning, når man kom. Sådan var det i mine ungers Steinerbørnehave, hvad der var en af de største lettelser i hverdagslivet).

Så, hvis HAMA skal være en fornøjelse, er der først og fremmest være tale om en slow kvalitet. Der er tale om at man har masser af tid, og kan hygge sig med at bruge en time sammen om at sætte perler klar på en stiftplade. Derfor hører det til hjemme, på gode regnvejrsdage.

Her er en kreation, hvor Storm har valgt farver og også fundet dem i mylderet.

Sådan bygger du dit HAMA-imperie. Kom glad i gang, og endnu gladere i mål. 

Indkøb: 

Vælg nogle fine former i overskuelig størrelse. Hjerte, stjerne, cirkel er klassikere. Men søhest, mus og kat er faktisk endnu mindre. Det gælder om at kunne lave noget fint; kunne blive færdig med det. Vi har også eksempelvis hesten, giraffen og det store hjerte - de tager for evigt at få færdige.

Køb nogle perler i farver, du kan lide og som passer sammen. Den store bøtte med mix danner nogle utrolig grimme farvekombinationer, og dermed ofte nogle meget grimme resultater. I begyndelsen er udfordringen blot at få perlerne på, så da vil mix blive særlig grimt. Med mindre man kan finde et smukt mix. Perler med selvlyseeffekt kan i en vis grad fange drengenes opmærksomhed. To farver kan i princippet gøre det til at begynde med. Måske barnets yndlingsfarver, måske dine egne?

Jeg synes, de der kæmpe-hama-perler er noget pjat; selv børn på to år kan ramme med de 'almindelige' og der er ikke rigtig noget smukt over nummeret større. Jeg synes de bitte-små hama mini er stress, men det er en smagssag. Jeg kan godt se de lidt sjove i den der minimodel, og min teenagedatter synes det er ret sjovt at rode med. 

En hest (faktisk ovenstående) blev del af et fint lille sted.

Køb dem i øvrigt helst på nettet, i hvert fald hvis du passer dine børn selv. Det er megastress at være i eksempelvis Panduro med tre små børn. Alt for meget ballade, alt for meget reklame alle steder, alt for meget glimmer. Meget federe at shoppe på nettet om natten, finde dét man virkelig tror på er godt for ungerne, æstetikken og alt det. Jeg betaler med glæde 40 kroner for at bruge halvanden time på noget andet, og for at slippe for al den stress.

Legen med perlerne:

Når I hygger om perler, er det fint at lægge perlerne på en tallerken og samarbejde om at få et enkelt projekt færdig. I begyndelsen handler det bare om at ramme, senere kan man lege med mønstre og farver. Læg en fugtig klud under stiftpladen, så den ikke hele tiden skubber sig omkring. Det gør det meget lettere at ramme, og sværere at komme til at skubbe (og vælte halvdelen af igen). 

Vær ligeglad med at der falder perler på gulvet. Du støvsuger bare bagefter. Det er totalt nederen at sidde og sige 'pas på' hele tiden. Der må også være plads til sanselighed og kaos!

Dårligt illustreret, men de ER fine sammen med planter og lys. Som alt andet.

Strygning:

Flyt ikke perlepladen når den skal stryges. Flyt hellere strygejernet og barnet (udenfor farezoenen). 

Stryg så snart, der er en plade klar. Det er så surt, når man får skubbet til den.

Læg et stykke bagepapir dobbelt og stryg med selvtillid. Det er ærgeligt at skubbe det ud af facon på halvvejen. Stryg dog ikke så meget at du smelter stiftpladen, pas på med at jernet ikke er for varmt. Vent med at tage perlerne af, til de er kølet af, og stryg så den anden side. Så holder det fint sammen.

Færdig arbejde:

Brug dem til noget. Vi hænger perleplader op på væggen og får en fin effekt. Man bruger det der 'elefantsnot'. Aner altså ikke hvad det rigtig hedder. Det er også hyggeligt at lave en uro af perleplader. Eller sætte dem sammen under hinanden med sytråd, og hænge dem i vinduerne. Giv dem også gerne som gaver (med sytråd, klar til vinduet) fra børnene. 

ER der mon nogen grund til at lege med HAMA?

Det her er dybest set ikke raketvidenskab. I hvert fald ikke for en garvet storsøster, psykolog og mor til fire. Alligevel har jeg lyst til at sætte ord på de gode argumenter, de gode svar der faktisk findes, når nogen spørger, hvorfor i alverden, vi gider bruge vores tid på perleplader. 

Motorisk

For det første, indlysende, er der det motoriske. Det kræver faktisk en del af finmotorikken at sætte perler på, undlade at vælte de der er der i forvejen, undlade at vælte hele pladen, ramme de rigtige stifter (hvis man arbejder med mønster) og så videre. Fange de rigtige farver i bøtten med perler, også. 

Tålmodigheden

Åbenlyst igen. Det kræver nogen tid at komme i mål, og jeg synes faktisk det er fint også for små børn at lære at sætte sig et lille mål og nå det. Og nogle gange ikke nå det, men tage en beslutning om at det er vigtigere at lave noget andet. Man kan godt finde et sted at placere en stiftplade, til man næste gang har tid og lyst. 

Æstetikken?!

Jeg ved ikke rigtig, om man kan sige, at HAMA perlerplader er æstetiske. Det ER unægteligt svært! Dog - jeg synes, vi har fået noget fint ud af dem, efter jeg købte afstemte farver, jeg selv OG pigerne kan lide. Og jeg synes de selvlysende er notorisk sjove. Min store datter har lavet nogle vældig fine hippie-versioner med fredstegn og sådan, som også er ... ja, måske ikke stor kunst, så alligevel udtryk for en vis opfindsomhed, og som jeg bliver glad af at se på. Hun har også fundet diverse instruktioner på nettet og lavet ugler og engle til undertegnedes, og svigermors (hhv) store begrejstring.

Ja, jeg elsker også engle, men har ikke været heldig nok til at få nogen endnu.

Jeg synes, HAMA i hvert fald giver god mulighed for at rode med - og tale om farvevalg, og hvordan farver spiller med og mod hinanden, hvordan form og farve spiller sammen - og om yndlingsfarver og andres yndlings og alt det. På den måde er der vel en vis æstetisk udvikling om ikke andet, i at lege med HAMAperler.

Vi fandt batman på Pinterest i en karikeret version. Det var sjovt.

Slow: 

Det tager jo bare vanvittigt laaaaaaang tid at lave perleplader, især i begyndelsen. Man bliver vanvittig! Husk det der trick med en klud under stiftpladen (klip en af de billige i stykker, så det ikke er noget kæmpe snasket noget, bare et lille fint kvadrat. Jeg formoder alle har råd til at klippe i en 'altmuligklud' eller hvad de hedder.

Nå, men ting, der tager lang tid at lave, laver man jo ikke for resultatets skyld. Man roder med hamaperler for processen, for det, der sker imens. Og fordi netop dét at det går langsomt, er en kvalitet. Det er at skrue ned for tempoet, finde en indre ro, lytte til stilheden og alt det der hippie-pjat, som jo bare ER smadderfornuftigt at fylde sit liv med, så der er plads til sjælen, plads til den rolige samtale, plads til at finde en stilhed, plads til at mærke sig selv, tænke sine egne tanker, lytte til sine børns ditto: at have en langvarig, løbende samtale om små og store tanker, fænomener, fantasier, drømme, steder, minder, historier. Slow. Slow er en trend, det har jeg har selv set i So F***ing Special.

Værdien i at skabe kunst selv. 

Det sidste, jeg vil slå et slag for her, er det med at skabe kunst selv. Lave noget med sine hænder, sine talenter, sin tid og udsmykke sine omgivelser med det. Det er dybt tilfredsstillende, og det giver en følelse af at gøre en forskel, at kunne skabe og deltage og forvandle sin verden til noget smukt, som gør alle glade og som skaber harmoni. Det er en stor værdi. 

Jeg er godt klar over, at det her ikke er noget nyt og banebrydende. Men der findes mennesker, som synes deres hjem er for fine til børnetegninger på køleskabet, og som slet ikke kan forestille sig børnetegninger over sofaen. Derfor skriver jeg det alligevel, til trods for at jeg tvivler på at disse mennesker er de samme som har lyst til at læse mine artikler. Anyway. Man kommer langt med paspartout, fine rammer, yndlingsfarver, hylder, planter, lyskæder. Tid. Tid igen. Slow. Brug en masse tid på at få noget fantastisk ud af de produkter, børnene leverer.

Og her igen kommer det der med hjemmelivet. Jeg hadede af et godt hjerte perlepladerne, min datter kom hjem med fra børnehaven - fordi jeg havde så ambivalent et forhold til dem, fordi de faktisk ikke var alt for smukke allesammen (tydeligt at børnehaven bare havde en bøtte 'mixede glade farver' - som blandt andet altid indeholder en virkelig hæslig gul nuance!), og ikke mindst fordi de IKKE repræsenterede at dejlig stund, vi sammen havde haft. Jeg kan sagtens forstå, man ikke gider hænge alting op på væggen. Men det her er syntetiseret livskvalitet, nærvær og frihed til at give sig tid til hinananden. Dét er kunst. Også over sofaen.

God fornøjelse med HAMA. De burde simpelthen give mig en medalje for den er gratis reklame.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her