Sådan undslipper du skolesystemets "Death Valley" - TED Talk af Sir Ken Robinson

"De fleste børn med ADHD fejler ikke noget. Altså ikke andet end, at de er børn."

- frit oversat, er dette en af Robinsons provokerende pointer i denne hårdslående kritik af det amerikanske skolesystem (i praksis af hele den vestlige verdens skolesystemer). Heldigvis peger han ikke bare fingre, han peger også fremad mod muligheder og udvikling; mod alt det, der skal til.

Robinson bygger sin kritik på tre principper, ved hvilke menneskelivet blomstrer - og som også i den grad ikke er repræsenterede i konstruktionen af den vestlige verdens skole. Se selv de 19 minutters gribende TED, eller nøjs med mine highlights nedenfor. Jeg synes, manden siger mange ting spot-on, om end jeg er mere glad for den første TED med Robinson, forvandet til RSA-Animate, hvor han gennemgår hele den vestlige skoles genpulje og hvorfor og hvordan, der er brug for et paradigmeskifte.

Denne tale har i virkeligheden titlen: How to escape death valley in education. Eller noget. Men jeg har valgt at fokusere på det positive: Hvad der skal til for at mennesker blomstrer, for at vi lever og lærer og trives og udfolder os.

De tre principper ved hvilke menneskelivet blomstrer, og dermed også børn udvikler sig og lærer - i min fortolkning.

1. Alle børn er forskellige.

Han laver en masse fis med, at man jo aldrig aldrig har blandet sine børn sammen og været i tvivl om, hvem der er hvem og siger alvorlige ord om, at det er vanvittigt at konstruere et skolesystem og et undervisningskrav, der skal være ens for alle. Denne pointe er vand på min mølle, en af mine allervigtigste kritikker af mine (psykolog- og forælder-) kollegers forsøg på at konstruere en model for barndommen. Fejlen ser altid ud til at bestå i, at modellen skal gælde alle børn.

Når først, vi anerkender, at alle børn er forskellige og har forskellige personligheder, behov, udviklingspotentialer, motivationer, interesser, grænser, trigger-points, udmatningsterskler, foretrukne ostemadder og søvnbehov (mao - you name it), bliver der plads til at lukke øjnene op og se, hvad der er på spil for dem, hvor de er, hvad de har brug for og hvordan vi bedst, mest respektfuldt og blidest hjælper dem på sporet af det her jordiske liv.

2. Mennesker (herunder børn) er nysgerrige af natur. "If you can light the spark of curiosity in a child, they will learn without further assistance (very often)."

Se, her har vi også en af mine kæpheste. Alle mennesker, mest af alle de unge, de energiske, de skøre, de kreative, lærer hele livet. Nysgerrighed, interesse, motivation driver værket, det er læringens motor, som Robinson fint formulerer det.

Når vi svarer vores børn på alle de mange tænksomme spørgsmål, de stiller; deltager i alt det, der optager dem og engagerer os i deres talenter - så får vi først og fremmest meget travlt, bliver meget meget klogere, dygtigere, stærkere selv - men kommer samtidig tæt på dem, får en egentlig menneskelig relation, som bygger på respekt og fælles oplevelser, snarere end denne opdragende, formynder-rolle, projektforælderskabet (eller Fælles Mål -lærerrollen) har indbygget.

Min indre parole er: Giv slip og lad børnene finde deres uddannelse selv, alting kommer til den der venter. Lidt ligesom jeg heller ikke har trænet mine børn i at gå; blot ventet og set, hvad der skete - laver jeg ikke et pensum for at lære dem at læse, tale flere sprog, skrive historier, løse ligninger, forstå blåmuslinger, fotosyntese, rennaisancekunst, sy bukser, bage brød, køre på cykel - ja som sagt. Der er ingen bucket list, intet pensum - bare livet, som det leves: forlæns og med glæde!

Dette betyder på ingen måde, at jeg er ligeglad eller udviser ligegyldighed. Jeg har naturligvis nogle tanker om, hvad der er godt (eller nødvendigt) for dem, og køber relevant udstyr (bøger, cykler, tegnesager, computere) nogle gange med henblik på, at en eller anden færdighed kan udvikles. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg presser endog på for at komme i mål med at lære det ene og det andet (det kræver for eksempel nogle gange stor voksenstøtte at lære at køre på cykel), men jeg gør det ikke ud fra et færdigt pensum, jeg gør det ikke på baggrund af barnets cpr-nummer; jeg gør det, når jeg finder det rigtigt i barnets liv og i vores families liv. Og fænger det ikke an, er der ingen tvang. Dette er nok det vigtigste.

"In stead of curiosity, we get compliance", siger Robinson, og det er netop det, jeg frygter. Jeg ønsker for mine børn, at de kan bevare nysgerrigheden, og aldrig opgiver denne for i stedet at adlyde. Og jeg tror på, at det er muligt at bygge et skolesystem, der også kan dette. Det kræver en del re-tænkning, men jeg mener bestemt ikke, at det er nødvendigt at hjemmeskole for at opnå denne ønskværdige udvikling, tilstand. Se Freinetskolerne, eksempelvis. De kan. Så længe forældrene ikke forventer, at de underviser i Fælles Mål. Men det er en anden sag, forstås.

3. Mennesker er kreative, menneskelivet er en kreation, en evig fremadrettet skabelse af tilværelsen.

Det er derfor, menneskers kultur er så forskellig, så meget i forandring, så interessant, så meget i bevægelse.

"We all create our lives in this restless proces of imagination and alternatives". Uddannelse burde vække og udvikle og forfine disse evner til kreativitet, men i stedet har vi standardiseringen. Standardisering dræber kreativitet, standardisering er håbløst fordummende, når det kommer til kreativtet. Vi kan bruge standardiserede test, hvis de letter uddannelsen, forbedrer den, fokuserer den - men istedet har vi fået uddannelser, der fokuserer på resultaterne i standardiserede test, som underviser efter standardiserede pensa, som arbejder med standardiserede metoder. Det er - siger og skriver - U-menneskeligt. Fri os fra det.

Vi har brug for 'de kreative fag', for kunsten - fordi kunsten rører ved menneskesjælen, men vi har også brug for, at de traditionelt akademiske fag, endog de naturvidenskabelige fag, kan læres, fortolkes, formidles kreativt, impulsivt, intuitivt, med engagement og hjerte og nysgerrighed - ikke efter klasser, systemer, cpr-numre og standardiserede test.

En anden fin liste, Robinson har med i denne TED, er det, man kan se er integreret i de skolesytemer, som ikke har problemer med 'drop out', og som rent faktisk forstår at skabe et miljø, hvor børn og unge lærer noget, mens de er der (af en eller anden grund, er det altid Finland, de har med, som idealet)

1. Børn opfattes som individer, og undervisiningen er derfor individualiseret

I DK ser man i praksis kun dette på visse friskoler og hos enkelte mere eller mindre anarkistiske lærere - på Freinetskolerne er det grundstenen for hele undervisningen, at den er individualiseret. Alle andre steder, mener jeg, at individualiseringen af undervisningen, forsøges proppet ovenpå en ekstrem ensretning. Et skolesystem, som virker, børn engagere børnenes individualiet, deres kreativitet og deres nysgerrighed.

2. Lærer-gerningen har høj social status.

Alle er med på, at lærerens job er betydningsfuldt, kreativt, afsindig vigtigt, en kunstart. Der er altså respekt om alle parter i skolen. Sejt.

3. Skolen får selv lov at klare opgaven.

Der er ikke en stat, der bestemmer hvad og hvordan skole skal konstrueres; systemet bygger ikke på kontrol og kommandoer. Uha. Yes! Præcis! Læring og uddannelse er noget, der sker i klasserværelser i samarbejde mellem lærere og elever; eller i livet som det leves i samarbejde mellem mennesker i det hele taget. Det er ikke noget, der kan besluttes og syres fra offentlig administration.

Jeg må sige med Robinson, at der ganske givet foregår masser af skøn læring og uddanelse rundt omkring i skolerne, men at det sker på trods af vores skolesystem.

Death Valley

Livet sker hele tiden; og kommer de rigtige omstændigheder, vil livet blomstre. Som Death Valley gjorde den eneste gang, det regnede dér. Jeg synes, det er et vældig fint billede, Robinson bruger her, og jeg synes let, det kan oversættes også til livet som forældre hjemme i privatlivet: Husk på at dine børn (og du selv) er organiske, levende, sjælfulde mennesker, som er blomstrer og tives, når de bliver set som individer, bevarer og dyrker deres nysgerrighed, kultiverer og udfordrer og udfolder deres kreativitet på alle livets områder og ikke kontrolstyres og irettesættes, måles, vejes og vurderes.

"I wanna make a revolution."

Shubidua-hit fra firserne, da jeg var barn, runger nu i mit baghovede, og jeg vil loyalt slutte denne artikel af med ønsket om revolution, ligesom Robinson slutter sin tale. Mit manifest, mit ønske om revolution er dog mere omfattende, end skole-system-revolution: Jeg ønsker, og jeg arbejder målrettet for, en revolution i opfattelsen af barndommen og forælderlivet, en fritstillelse, frisættelse, frigørelse om man vil for forældre og især, mest af alt: børn - så vi alle kan få lov at leve som de individuelle, nysgerrige, kreative og kærlighedsfulde væsener, vi allesammen altid har været. Så vi kan flytte os fra "at gøre" til "at være". Dét er helt afgørende.

Tak for kaffe. Megalang sætning, der skulle helt simpelt pege på et klart fokus.

Where to begin?

Jow - start med denne TED. Se den. Grin af den. Se dernæst den anden, RSA-ted-fortolkning med Robinson. Så har du brugt en halv time. Beslut dig så for et, bare et område af dit liv med dine børn, hvor du kan give slip, skabe frihed, stilhed, plads til nysgerrighed og kreativitet, hvor du før - måske - var lidt for kontrollerende og voksenagtig. Giv det et skud en uge eller to, og se om ikke det smitter; blomstrer, vokser. Det tror jeg bestemt, det gør.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på SpeltMor.dk - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på FamilienConrad.dk