Har du kræsne børn? Her er vores bedste råd!

'Hvad gør I med kræsne børn?' spurgte en veninde, just inden vi rejste på vores 90 dage i Europa. 'Giver dem noget, de kan lide' svarede min mand. Men senere sagde han, at jeg skulle skrive noget om det på bloggen, for selvom det er simpelt, er det naturligvis også vældig kompliceret.

Jeg vil forsøge mig med listeform så det ikke bliver langt, kompliceret, sludrende og vævende. Listen er ikke prioriteret. Derefter kommer en kort fokuseret analyse-inspirations-version af en løsningsmodel, og til sidst den helt simple, helt korte version (så scroll endelig ned, hvis du ikke gider læse en masse).

Hvert punkt i listen vil ved direkte forespørgsel, eller når jeg får tid, blive uddybet som selvstændig artikel for dem, der har det modsat: Dem der gider læse en hel bunke om, hvordan vi forholder os til temaet: Børn spiser. Min meget kloge mand mener, at mange mennesker gerne vil læse en hel masse.

Fjord er begyndt at spise og drikke andet end modermælk

Fjorten gode råd fra hoften:

1. Giv dem noget de kan lide.

2. Lad være med at give dem udelukkende desserter

Får de udelukkende sukker, bliver de fejlernærede. Hvis det endelig skal være en fase med mange desserter, så kan man vælge dem der består af mad + sukker - altså kage, is, pandekager, syltetøj, frugtgrød, flødeskum, kakaomælk, kiks, småkager, milk shake/smoothie. Og ikke kemikalier + sukker, som i min bog er no-go og skal begrænses kraftigt.

3. Hvis der er noget, du ikke vil have de spiser (for meget af) så lad være med at købe det

4. Børn mellem ca halvandet og syv er ikke kræsne, men konservative.

De spiser helst de, de kender og det de forstår. (Det er du sikkert i virkeligheden også selv: Hvor magne forskellige middagsretter sætter du på bordet i løbet af en måned, og hvor ofte køber du noget i supermarkedet, som du aldrig har købt før, aldrig har smagt?)

5. Anorexi

Det er en ekstremt sjælden sygdom blandt børn under 9 år. Giv dem mad, så spiser de.

Storm og Silke tegner henover morgenmaden på et fint slotshotel i Spanien

6. Ingen bebrejdelser,

Ingen sultne børn i Afrika, ingen trusler, ingen skældud (det kan vi naturligvis ikke selv leve op til, men vi forsøger). God stemning giver god appetit, kærlighed, sult og salt er de tre bedste krydderier.

7. Det fælles måltid

Måltidet om det veldækkede bord er et tilknytningsritual, der understøtter jeres fællesskab som familie og samler jer efter en adskilt arbejdsdag. Måske er det ikke på dette tidspunkt barnet rent faktisk spiser. Det er ok. Så er der havregryn og barbapapa senere (eller før).

Vores børn sidder ofte på skødet og spiser, også de større.

8. Der findes spisedage.

På disse dage spiser børnene seks-syv gange det, de plejer, hvis de får lov. Der er også de dage, hvor de drikker to glas juice og spiser en riskiks.

9. Og det generelle guldkorn:

Den bedste løsning på et problem er ofte at holde op med at opfatte det som et problem. (En stor del af verdens befolkning vokser op på en kost bestående af enten majsmel ELLER hvide ris ELLER yamsgrød - de bliver også voksne).

10. Og et andet generelt guldkorn:

Det perfekte er det godes værste fjende.

11. Og så håbet:

Der er ikke mange på 25 der udelukkende spiser pasta med ketchup og harvregryn med rosiner og mælk. Kræsenhed er en forbigående fase, en tid i livet - som snarere handler om, at børnene ikke har overskud til at lukke nyt ind på dette område. Og hvorfor skal de så det? Hvad har vi så travlt med?

12. Drop begrænsninger omkring mad

Hvis du gerne vil have børnene spiser. Lad dem spise med fingrene. Lad dem spise pålæg uden brød, brød uden pålæg, yoghurt til frokost, varm mad tidligt og sent, syv æg om dagen, hvad som helst blot det er mad, blot det er sanseligt og med glæde. Dæk fint op, fint i børnehøjde: glimmer, flotte tallerkener, servietter, fade, piratflag, lys. Hvis du gider. Eller lav pique nique på stuegulvet på et flot tørklæde. Vi har lavet mange mad-sole, og havregrødsportioner der lignede figurer, 'soldater' af rugbrød, tårne - ja mange mærkelige opstillinger. Og vi har spist alle mulige steder i vores hus. Ikke på badeværelset hele flokken, men det er kun fordi det er så lille. De fleste af ungerne har prøvet at få serveret mad, mens de var i karbad.

Uhmmm - vandmelon

13. Lær dem måske at takke for maden

I vores familie takker vi Gud / universet for at vi får mad. FØR vi spiser. Om end vi ikke går ind for den der: "Spis din mad op, børnene i Afrika dør af sult", går vi bestemt ind for at vores børn lærer at sætte pris på, at de tilhører den del af verdens befolkning, der kan regne med at få mad hver dag. De skal takke for tilbuddet om mad, for at det står på bordet foran dem. Om de spiser det, er op til dem selv. Og det er ikke hver eneste gang, vi spiser, vi gør det - det er når der er tid og ro og overskud til det.

14. Overvej hvad problemet egentlig er?

Hvad er det for en forandring hos dit barn, du ønsker dig? Og kan du tænke, at den måske kommer af sig selv, hvis du giver slip og lader barnet udvikle sig stille og roligt? Det er måske for meget du forlanger af dig selv og dit barn lige nu.

Og den korte version

Hvorfor er det et problem? Kræsenhed er vel uvilje til at spise noget, man ikke kan lide eller uvilje til at spise noget, man ikke kender. Hvor ofte gør du det selv? Kræsenhed er ofte et problem, der kun eksisterer, fordi forældre har nogle helt urealistiske forventninger til barnets tilpasningsevne omkring spisning, særlig set i forhold til forældrenes egen indsats mht at lære barnet at spise forskellige ting i forskellige situationer. Nogle gange er problemet i realiteten et spørgsmål om diskurs: Altså hvis barnet bare kunne sige det på en pæn og respektfuld måde, ville problemet ikke være der. Men har du taget dig tid til at lære dit barn det?

VI prøver at blive siddende alle sammen så længe som muligt.

Den korte version er altså: Prøv lige at overveje igen

1. Om der i virkeligheden er et problem?

2. Om du har taget dig tid til at løse det?

3. Om du egentlig ved, hvad problemet handler om? (handler det om, hvilke fødevarer dit barn indtager eller hastigheden, hvormed de indtages? Handler det om hvordan man opfører sig, når man bliver budt mad ude eller måske om hvordan man taler om mad, handler det om en uvilje til at spise bestemte fødevarer og er der måske en fornuftig årsag til dette?)

4. Hvem er det egentlig der synes, der er et problem (min erfaring er, at det ofte ikke er mødrene / fædrene selv, men børnehaven, svigermoderen, veninderne, sundhedsplejersken - ja sågar aviserne, der definerer at der er et problem)

Og hvis du ikke gider analysen, er der stadig håb

A. Giv slip: Det eneste, du kan regne med omkring børn er, at de udvikler sig. Der skal virkelig alvorlige omsorgssvigt og overgreb til for at få børn til at lade være med at udvikle sig. Så hvis du nu giver slip, og lader stå til i en måned eller to (bare følger råd nr.1.), så kan du være helt sikker på, at dit barn har udviklet sig og tingene dermed har forandret sig.

B. Flyt fokus: Drop at problemet er et problem, hold op med at fokusere på det, tale om det, forsøge at ændre det og løse det. Lav noget andet. Koncentrer dig om noget andet. Brug dit krudt på noget andet, glem det, drop det. Find på noget der er vigtigere, sjovere, større at arbejde med. Og lur mig om ikke kræsenheden holder op med at være et problem. Sæt evt en reminder i din telefon to-tre måneder fremme, og se om ikke det totalt har forandret sig både for dig og i praksis, når du får den.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Tak fordi du læser med

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her