Sig nej til teknisk og maskinelt børnesyn

Et meta-udbrud om, hvordan børn kategoriseres og instrumentaliseres som små maskiner. For en gangs skyld ikke specielt konstruktivt - blot et udbrud i håbet om, at det kan påvirke diskurserne lidt.

Til kamp mod voksenmagt og strukturel vold, mod konsekvensopdragelse og belønningspædagogik og et råb om hjælp, når sproget drukner mig med diskurser, som fastholder dette uendeligt usunde barnesyn. Bare fordi, jeg kom til at se lidt tv. 

Godnat og sov godt

For nylig faldt jeg på internettet over en såkaldt børneekspert, som mente noget om børns søvn, og blev decideret bange. Det har ført til at jeg vil skrive noget, som jeg synes er inderligt vigtigt. Det var naturligvis en repræsentant for den der ubehagelige 'metode', der siger at børn skal i seng inden klokken otte, sove i egen seng, optimalt i eget værelse og hvis de ikke vil, skal de græde sig i søvn til de lærer at lade være med at græde sig i søvn. Og de skal have små belønninger, og må ikke tages op og nusses, og man må endelig aldrig aldrig 'give sig'. Jeg er på det hold, der mener, at bogen "Godnat og sov godt" burde både brændes og forbydes, og at alle, som er kommet til at læse den, burde tvinges til at modtage hjernevask i form af et mod-kursus i den virkelige virkelighed. For nu at sige det meget skarpt. 

(Jeg vil afholde mig fra at linke til nævnte ekspert-udsagn, da jeg helst ikke vil pege fingre. Og jeg skriver både om internet og tv, fordi jeg læste en artikel på internettet, som hørte til en tv-udsendelse, jeg så fast-forwardede da jeg bogstavelig talt ikke kunne holde ud at se den)

Hvornår er man stor nok til at være et menneske?

Det handler naturligvis om, at det er det glade og rendyrkede, rå vanvid at behandle små mennesker på den måde. Men det handler endnu mere om, at det menneskesyn, der ligger bag en sådan tankegang, er inderligt ubehageligt. I mine øjne decideret farligt. For virkeligheden er (det tør jeg faktisk godt mene), som Dr. Seuss skrev for mange år siden: ".... after all, a person is a person, no matter how small".

Citatet blev verdensberømt, da Horton blev filmatiseret - og det med god grund. 

Min artikel kunne stoppe her, hvis ikke det var fordi den anden indstilling er så vanvittigt udbredt i vores samfund, at jeg tror den har brug for mere modstand.

Den indstilling, der gør børn til slaver, børn til maskiner, børn til problemer og projekter. Jeg kan ikke sige det pænt, for det er i sit fundament meget, meget grimt. Jeg tror egentlig ikke, der er mange (andre end visse professionelle typer, som tilsyneladende faktisk tror på dette mekaniske børnesyn og mener, at magtanvendelse in spe er i orden), som i deres hjerters dyb mener de her ting, men der er en sørgelig diskurs, som gør den til en realitet i den rådgivning, mennesker giver hinanden og dermed i den virkelighed, mange børn kommer til at leve. 

Sproget kan være farligt. Pas på, hvad du siger. 

Voksne taler meget om metoder og teknikker. Hvilken teknik bruger du til at få dit barn til at sove? Hvordan styrer du deres tv-forbrug? er almindelige åbningsspørgsmål i forældersamtaler. Jeg møder dem ofte selv, bliver - egentlig respektfuldt nok - spurgt, fordi jeg har mange børn og mange års erfaring og en videregående uddannelse på børneområdet. Problemet er, at præmissen er helt forkert. Mine børn er ikke maskiner, som jeg kan bruge teknikker for at få til at virke, og som jeg skal styre. Og det er der heller ikke nogen andre børn, der er. Derfor er det heller ikke i orden, at jeg anvender magt for at udleve nogle principper, der er inde i mit hovede. 

Der bliver skrevet bøger, lavet tv og radio og internetsider og ført tusindvis af samtaler om disse emner på denne helt helt vanvittige præmis. Og denne artikel skal i al ydmyghed forsøge at slå dette fundament for børne-debatten i stykker.

Så tilbage til dr. Seuss: " ... a person is a person ... "

I min artikel om sofaopdragelse har jeg allerede sagt det: I sproget kan man høre denne disrespekt for børnene, som ikke optræder i forholdet til nogen andre mennesker. Eller det kan man ind i mellem, men så er der tale om racisme eller anden grimhed i forhold til mindretal eller anderledeshed, og det er lidt noget andet. Og problemerne er mangfoldige. Jeg tager dem lige fra den mere praktiske, common sense agtige vinkel - for man kan naturligvis også tage det fra en mere filosofisk, biologisk, religiøs, psykologisk eller pædagogisk vinkel. 

1. For det første er 'børn' ikke en homogen gruppe. Det er lige så forkert at påstå, at alle børn er på en bestemt måde, som at mene at alle rødhårede eller kvinder eller hollændere eller mennesker i 50'erne er på en bestemt måde. 

2. For det andet er børn ikke maskiner. Det er ikke vores opgave at justere dem, proppe systemer ind i dem, styre dem.

3. For det tredje er det ret så usympatisk (for nu at sige det mildt) at i så høj grad manipulere med børn (og alle andre) som disse diskurser opfordrer til. 

Her kan jeg lynhurtigt af overfladen skrabe fænomener som:

At give børn belønninger for at gøre noget, de virkelig ikke har lyst til/er bange for/har modstand imod. Det er jo dybest set at købe deres underdanighed - eller forsøge på det, for børn er klogere end det (alle mennesker, som kan mærke deres egne følelser, er klogere end det): De ved udemærket godt at systemet er, at det er meningen, de skal gøre noget, der byder dem imod og så lade som om de bliver glade for belønningen, fordi belønningen skal forestille at være symbol på kærligheden. Måske er den faktisk symbol på kærligheden. Men det er det, der er det afsporede ved belønningssystemet in spe.

At bilde børn ind, at voksenprojektet er børnenes behov for eksempel ved at sige: Nu er du en stor dreng, du er da ALT for stor til at bruge sut, det er jo kun for pattebørn. Og dermed både tale nedladende om børn som er yngre, indføre det som værdi at være større (i alder) end andre, bilde barnet ind at det ikke elsker noget, som det faktisk elsker og manipulere en virkelighed frem, som ikke vækker genklang i barnets oplevelser og følelser. Det sidste er nok det værste, selvom det hele er ret så rædselsfuldt.

Om at flytte sig fra den negative energi.

Nå. Nu har jeg jo egentlig en politik om at sige noget om det, jeg finder godt og sandt i stedet for at kritisere det, jeg finder elendigt og uskønt. I denne sammenhæng har jeg blot fundet det nødvendigt at (forsøge på) at pege på den præmis, jeg mener, alle forældre bør tage afstand fra.

Så igen: " ... a person is a person .... "

Sagen er, at vi er blevet spillet disse børn i hænde, vi er moralsk, relationelt og juridisk forpligtet til at passe på dem og vi gør det efter bedste evne og overbevisning. Jeg er ikke i tvivl om at alle - alle - forældre gør deres bedste og hovedparten gør det, de gør, fordi de i sandhed tror på at det er af det gode. 

Vanskeligheden er, at vi befinder os i en kulturel situation, hvor en meget meget stor del af diskursen rundt om livet med børn, bygger på denne instrumentaliserede præmis: At barnet er et projekt, som skal projektstyres af de voksne. En maskine, som skal udvikles og justeres og kontrolleres i den 'rigtige' retning, og at forældrenes succes kan måles på denne maskines præstationer i form af for eksempel evnen til at sove hele natten i en seng i et rum alene, præstationer til forskellige test (f.x. i skolesammenhæng), mængden af grøntsager der fortæres, hastighed hvormed motoriske og kognitive færdigheder opnås, tidspunkt for læsning og videre i den dur. Altså test af, hvad barnet kan, ikke opmærksomhed på hvem barnet er.

TV programmer som Supernanny er et meget tydeligt symptom på den type tankegang og både tankegangen og kommunikationsformen breder sig som virus over den vestlige verden. Åh - hvordan skal jeg dog sige det her, uden det bliver en agression? Det tror jeg faktisk ikke, jeg kan. Jeg tror, jeg vil klappe i nu - og sige det igen:

" ..... for after all, a person is a person, no matter how small...." 

Det, jeg har lært og som jeg vil anbefale er:  

1. Læg mærke til, hvordan sproget rundt om livet med børn let bliver instrumentaliserende, mekanisk, styrende; kommer til at handle om projektstyring, magt, kontrol, metoder, teknikker, strategier. Alene opmærksomheden skaber den metaposition, der sætter forældre i stand til at tage afstand fra den usunde præmis, og vende tilbage til respekten, friheden og kærligheden.

2. Prøv at sige lidt fra. Jeg bliver ofte spurgt om søvn, og må svare at jeg får ikke mine børn til at sove. Jeg hjælper dem til at komme i seng, når de er trætte, indtil de er modne nok til at gøre det selv. Det er noget helt andet. Mine fire børn har meget forskellige behov, når de er trætte, meget forskellige måder at sove på, fordi de er forskellige mennesker. Det eneste, jeg tillader mig at bestemme er, at vi som familie forsøger at synkronisere døgnrytmer, så vi sover nogenlunde i det samme tidsrum. For ellers bliver der for lidt plads til at de voksne kan få søvn nok. Det er et praktisk hensyn, som skal til for at få voksenkræfterne til at slå til, ikke noget vi bilder børnene ind, er deres individuelle behov. 

3. Indfør den anerkendende, lyttende position. I alle situationer, også dem du tror du forstår, uden at lytte først. Vær tilgivende og fuld af kærlighed, og flyt dig fra negativ energi. Magt, råberi, skældud, konflikt - giver meget grimme genklange, spreder sig i ens liv på en utrolig måde. Det gælder om at give slip på alt det, og stole på at livet som forældre er en gave. Ikke en opgave. Og at alle medlemmer af familien har lige ret. Om end ikke lige ansvar og overblik, forstås. 

4. Vær insisterende på det, du tror på. Det er centralt at finde kerneværdier og holde fast i dem. Når man stoler på det, man selv er, bliver det langt lettere at fastholde fokus og at fortælle, forklare, tiltrække andre familiemedlemmer mod sunde, stærke værdier som eksempelvis: respekt, motion, lys, nærvær, kærlighed, opmærksomhed, fokus, naturoplevelser .... ja. Det er nogle af mine. Men jeg mener oprigtigt, at alle bør finde deres egne. 

Lad mig høre, hvad I tænker?

Hvordan med jer? Har det instrumentaliserede forælderforhold ramt jeres familie? Har I nogen sinde fået at vide at alt er ødelagt, hvis man dropper at børste tænder bare en enkelt gang? At børn skal det ene og det andet alle sammen, eller at et eller andet manipulerende fix virker? Jeg bliver virkelig bange, når jeg ser eksperter af den type udtale sig i ramme alvor i massemedier. Tænk på, hvor mange mennesker, der rent faktisk tror på dem. Og hvor mange stakkels børn, der skal græde sig i søvn, lære at adlyde, tro at kærlighed er små plastic-belønninger, lære at de ikke bliver hørt med mindre de adlyder (og da bliver de faktisk heller ikke rigtig hørt). Jeg håber, der er noget, vi kan gøre. Nogen forslag?