Ingefærhonning med gojibær og citron
Jeg har opfundet noget fantastisk. Måske ikke nyt, måske er det opfundet tusind gange før, og måske kunne jeg bare have googlet. Men jeg opfandt det altså selv. På min egen måde. Jeg swayede det, fornemmede det, vidste lige at det var det rigtige at gøre.
Jeg drikker hver dag hjemmebrygget Ginger Beer, men da jeg virkelig hader øl, og Ginger Beer på ingen måde smager af øl, kalder jeg det bare Ginger. Følg linket og læs, hvad det er. Det er i hvert fald tusindfold fantastisk, både i gastronomien og helbredet. Men det er en anden sag. Min produktion af Ginger er på ca 3 liter hver 10. dag, hvor jeg river 150-200g ingefær, blender det med sukker og vand, og sier trevlerne fra. Jeg brygger ginger på væsken, og står så med en hel håndfuld revet ingefær, som stadig har masser af smæk på.
Sagen er, at jeg jo i forvejen drikker Ginger, så det giver ikke rigtig mening at koge the på resterne. Den bliver i øvrigt også sindssygt stærk. Så de seneste måneder, er det røget i komposten - selvom det egentlig er et enormt spild.
Som nu er løst. Og her er genialiteten til alle andre urtehelsetyper, som elsker ingefær.
Kog revet ingefær, eventuelt overskud fra Ginger Beer produktion med gojibær og citronskal, i vand tilsat lidt rå sukker. Kog tre minutter. Lad det trække et døgn. Si væsken fra, og brug den i vand, evt danskvand. Det smager rigtig godt, også børn kan lide det. Men det bedste er ingefær-citron-goji-tingen, som man rører i honning, ca lige dele volumenmæssigt. Mix og guf. Eller lad det trække lidt, og så er det endnu bedre.
Spis det som det er, med ske. Nam. Kom det på en klatkage eller pandekage eller majs-galet eller brød. Bland det i din vaniljeis, din smoothie. Helt fantastisk blandet med hakkede mandler, også for helbredet.
Aldrig mere skal jeg smide ingefær ud, nu. Og aldrig mere kommer jeg til at mange en værtindegave (for det kan godt være, at to hele glas-fuld hver tiende dag bliver en anelse i overkanten, selv for mig).
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Oprindeligt publiceret på SpeltMor.dk - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment