Outsider. Når hjemmeskolevalget kradser, kaptiel 1

Denne artikel handler om de voksnes sociale liv, børnenes har jeg skrevet om i artiklen: Hjemmebørn og socialisering – et mærkeligt tema.

Se, pointen i denne artikel er, på ægte Disney-maner at noget af det, der gør virkelig ondt, kan vise sig at være den største gave i livet.

Det, der kradser allermest er andre menneskers utrolige fordomme. Det kradser, fordi det bliver ved og ved; det kradser fordi også de allernærmeste slet ikke tænker sig om, det kradser fordi det handler om vigtige livsvalg og om vores børn. Så der er sandt, at det sociale kan gøre ondt, når man vælger hjemmeskole. Det gør i hvert fald ondt på mig.

Det gør ondt, når jeg igen og igen skal høre (endda velmenende) mennesker sige noget i retning af: ”Jeg går da totalt ind for hjemmeskole”, som regel fulgt af et eller andet ”men”. Ikke at det der ”men” i sig selv gør ondt, men jeg bliver fløjtende irriteret, rasende og frustreret af at få andre menneskers tilladelse til at leve mit liv, som jeg vil. Jeg har aldrig spurgt om lov, og jeg har aldrig nogen sinde bedt andre mennesker spørge mig om lov til at aflevere deres børn i vuggestue, børnehave og skole. Hvem tror folk, egentlig de er at sådan give mig deres tilladelse?

Men det, som gør endnu mere ondt er, at man mister folk. At man forklarer det samme igen og igen i familie og netværk, og så alligevel ikke får den velsigelse, tilladelse, billigelse, der faktisk er brug for. Hvor fremmede, eller nær-fremmede (du ved – venners venner, kolleger, folk til rytmik og så videre) er vildt irriterende og invaderende, når de allernådigst giver deres velsignelse, så sulter i hvert fald jeg efter accept, anerkendelse og kærlighed fra mine allernærmeste familiemedlemmer og venner. De fleste af vennerne er der, men det er svært med familien. Og der er også venner, som er røget i svinget. Den del af det er svært. Meget svært, synes jeg.

Men nu er jeg jo ikke typen, som tuder. Jeg skriver den her artikel som svar på en række spørgsmål, jeg har fået. Jeg skriver den med blottet strube og åbent hjerte, for ikke at fortælle om hjemmeskolen på en lalleglad og ensidig måde. Jeg fortæller, hvor det kradser – for det gør det, uden tvivl.

Samtidig har jeg allerede her tidligt i artikelserien brug for at sige: Jeg mener, at det er absolut afgørende at vælge sit positive og kærlige og livgivende fokus i enhver situation i dette jordiske liv. Så også dette frustrerende emne har jeg vendt til noget godt i mit liv.

Jeg glæder mig over folks åbenhjertighed, glæder mig over at de dog siger noget om mit radikale livsvalg, og at det endda er positivt. Jeg glæder mig over muligheden for at tale med dem, om det som er vigtigt for mig. Når jeg orker, griber jeg chancen for at prikke lidt til deres virkelighed, prikke lidt til boksen. Jeg vælger at vende mig træthed til styrke og tænker, jeg er med i en bevægelse, som vil ændre verden. Og at mit arbejde er at håndtere dette.

Ja, man bliver på sin vis isoleret af at træde udenfor. Men på den anden side, har hjemmeskolevalget åbnet nogle porte til en verden, jeg ikke anede eksisterede. Jeg har mødt de mest utrolige mennesker, som fra alle mulige steder i livet har valgt at hjemmeskole. Jeg har fået fantastiske veninder og venner, er blevet inspireret dybt ind i min ånd, og bliver det fortsat. Jeg bliver skarpere og skarpere hele tiden på, hvad denne jordiske tid betyder for mig, hvad der er vigigt og hvem jeg er.

Jeg var ultraflipper i forvejen. Troede jeg. Men det her har åbnet døre, jeg ikke vidste fandtes, og hjulpet mig til at blive helt skarp. Jeg er også kommet tættere på min elskede mand, og vores ægteskab og kærlighed har taget et kvantespring ind i …. ja, lad mig nu tale flippersprog: Ind i en ny dimension.

Så selvom det kradser og er besværligt og nogle gange (ofte) får mig til at se rødt og sige nogle ting meget højt bag mine fire vægge herhjemme, vil jeg dog tage imod min position i det sociale felt som en outsider, en type man bliver nødt til at have en mening om.

Sådan lidt med det poppede flipper-slogan in mente: ”I am sorry about the inconvenience, but we are trying to change the world”.  

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på SpeltMor.dk - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk