En bro, mange storke, tyk idyl - Alba de Tormes

Alba de Tormes, 7. juli

Her er lidt om vores oplevelse af byen; et kort indlæg skrevet lørdag aften, hvor vi ankom og et lidt længere skrevet søndag aften, hvor vi var på vej af sted igen - en enkelt dag i Alba var nok til os. For no paticular reason.

Lørdag aften, ankomst eller partycrash

Vi landede i Alba de Tormes d. 7. juli om aftenen;  en by ved en flod, op ad en bakke. Der er storke overalt, storkereder på alle mulige tage og gamle bygninger. Vi har ikke set en eneste flamingo på den her tur, men efterhånden så mange storke, at det er lige så overvældende. Thomas tog en masse fede billeder, det var lidt svært med mit lille kamera. 

Byen er yndig, gammel, lille. Der var fest i går for en eller anden helgen, som de bar gennem byen mens alle bedsteborgerne kørte bagefter i deres biler og dyttede. Vi så det desværre ikke, for det var lige mens vi pakkede ud. 

Sent om aftenen gik vi ud og oplevede byen i feststemning, med fyrværkeri, solnedgang og så alle disse flagrende storke. Det var meget stemningsfuldt og smukt. 

Søndag d. 8. juli 2012, sen sen aften i Alba de Tormes

Der har været mange vidunderlige øjeblikke i dag i Alba de Tormes. Jeg kan ikke skrive poetisk og livsklogt om dem alle, men jeg kan fortælle lidt sludrende om en søndag i en lille spansk provinsby relativt nær Madrid. 

Scoopet i denne by er floden, Rio Tormes, og broerne over den. Der er den store bro med to spor asfalteret vej over, fortorv og gadebelysning, og så er der den lille træbro ud til et sted, hvor man kan hænge ud og spille bordfodbold, drikke kaffe og leje kanoer. Vi hang ud og sludrede, legede, drak kaffe og stenede i nogle timer på nogle loungeagtige senge - virkelig nice.

Her er vand i floden i modsætning til alle de udtørrede floder, vi mødte i Andalusien og her er utrolig frodigt. Smukt som i en drøm eller på en plakat, lidt afhængig af tidspunktet på døgnet. 

Vi bor på Hostal America - et egentlig ret nederen sted - men med masser af senge i samme rum til hele familien her, udsigt til broen (den store), rene håndklæder og badekar. Fint nok. Der er kaffe og internet i stueetagen, og ret hyggeligt på sin egen lidt trashede måde. Meget stor kontrast til slottet må man sige.

På broen fandt vi en fin detalje. I smedejernsgitteret sidder 15 - nu 17 - hængelåse med navne og datoer. Vi regner med at byens ungdom sætter en lås der, når de officielt er kærester. Som en slags meget lokal facebookopdatering - nu i parforohold. Det var vældig hyggeligt, og min søde mand som jo elsker kærligheden, ønskede sig sådan at sætte en hængelås med vores navne i på denne bro.

Da vi spiste aftensmad lige over broen og til venstre på en lille lokal bar her for nogle timer siden, viste det sig, at Thomas faktisk gik rundt med to helt ubrugte hængelåse i sin taske, og et større indgraveringsprojekt fandt sted under indtagelsen af kaffen. Imens legede Storm og Silke en yndig fangeleg med hinanden og nogle fjer. 

Det var også netop på den tid, solen sank ned bag bjergene på den anden side af broen og lyset blev smukt på den der helt særlige solnedgangsmåde, som bare gør alting dejligere. 

Byen har også en anden meget stor attraktion, og det er storkene. Der er storkereder på alle gamle bygninger, som er høje. Kirketårne og andre ruinagtige bygningsrester som rager højt op. Dog ikke på det helt store tårn fra 14hundrede-og-hvidkål. Om aftenen, netop som solen synker, vender alle storkene tilbage til byen efter at de antagelig har jaget hele dagen. Det betyder, at i går, da vi kom, så vi dette mylder af disse enorme og meget smukke fugle, flakse rundt i luften, lande på tage og i reder - og vi hørte dem knepre højlydt og længe. I morges, da vi stod op, var de så væk hele banden. Elvis has left the building. Det var så underligt; først alle disse helt utrolig mange storke, og så pludselig ikke en eneste.

Nå - men her til aften vendte de så tilbage, og hvilket syn. Enorme vinger der flakser lidt, og så den glidende bevægelse ind over byen mod landingspladserne - den temmelig klodsede landing, som alligevel er dybt imponerende præcis på kanter og hjørner alle mulige steder. Jeg aner ikke, hvorfor vi har stækkede storke i zoo - de er på ingen måde ved at uddø her; der er mindst 30 par i denne lille by. Og det er da sygt at klippe vingerne over på så fantastisk en flyver!

Vi satte hængelås på, filmede og fotograferede og kastede nøglerne i floden i dyb kærlighed og sentimentalitet, og med et anstrøg af latter, både for latterens egen og den komiske distances skyld. 

Samtidig jagede svalerne i hundredevis over floden, der stod dis op i horisonten i den ene retning over vandet, og forandringerne i lyset på himlen var uendelig smukke. Idyllen er så stor og tyk at den lidt minder om julemanden. Og vi nyder det i dybe drag, det er uendelig skønt med sådan en aften.

Flagermus kom frem og tog del i gildet, mens vi langsomt bevægede os over broen for at vende tilbage og komme i seng. Fine brune flagermus; nogle af dem jagede lige i vandoverfladen - det så fantastisk ud. Myggene var imponerende som tyrene i dette land , enorme og i store flokke, så det gjaldt om at holde sig i bevægelse.

Og hvad mere? Vi har grinet mange gange i dag. Over tankespind der opstod, da Thomas fotograferede en mærkelig bille. Billen spiste fuglelort. Så gik den sig en tur. I græsset kom en fugl og spiste billen. Og hvem ler nu egentlig sidst? Fuglen spiser billen der lige har tygget på dens egen afføring .... hmmm: Det bør man huske, hvis man en dag ser en kannibal komme ud fra et toilet med et lettet og dog sultent udtryk i øjnene. Som med så meget andet, skulle man have været der. Og det var vi så, og vi tog med latterens brusende tog af sted mange gange lang langt væk fra turistens imponerede åbne mund, fra kameraklikkeriet og fra den stenede fornemmelse af bare at have oplevet helt enormt meget de sidste måneder, og sovet egentlig temmelig lidt de seneste døgn.

Ellers noget nævneværdigt? Tårnet, som man kan besøge var helt uregelmenteret lukket da vi kom i åbningstiden som Thomas havde tjekket. Han havde også læst et skilt, som vistnok sagde, at hvis man rørte ved stenene fik man en bøde på 700.000 euro! (her var også en lattervækkende tankerække der udspillede sig, da vi teoretiserede over, hvad er mon egentlig stod på det skilt og hvad der kunne ske for os i det tårn). Men turen derop var imponerende, da vi alle var meget trætte, og Jesper skubbede en barnevogn med Storm og Silke, mens han bar Fjord - jeg var bare for træt og har et dumt sår på knæet, som er lidt betændt og som gjorde mega naller lige på det tidspunkt. Hvad skal man med de muskler, hvis man ikke skal bruge dem til noget?

Og jo - vi fik nogle helt utrolig velsmagende æg til morgenmaden, og til gengæld noget meget meget klamt som tapas til aftensmad lørdag aften. Vi ønsker ikke engang at vide, hvad det var. Spiste det heller ikke op; holdt os til brød og pommes frites - det ved man hvad er.

Nu er jeg så træt, at jeg ikke kan se - så må det være tid at stoppe for i dag. 

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk