Tangier i 7 trin

At besøge Tangier var lidt ligesom at komme tilbage til Tyrkiet, hvor jeg rejste rundt i nogle uger som teenager sammen med to af mine forældre og tre af mine søskende. Det var overvældende, nærmest lammende.  Jeg har jo det, at jeg kan have svært ved at sove og jeg havde den nat kun sover tre-fire timer (først to, da jeg gik i seng og så to igen ud på morgenen efter at have været vågen mange timer om natten).

Det tog for evigt at komme gennem køerne, og fred med det. Der var aircon. Og færgen var en stor oplevelse af lys og bølger og mennesker: Jeg så et fint japansk ægtepar, noget oppe i årene med smukke rynkede øjenomgivelser og megen kærlighed. Og en flok unge spanske mænd, der så utrolig bøvede ud, mens de sad i en gruppe i bare maver og forsøgte at være cool, så de unge spanske kvinder skulle se dem. Men kvinderne var optaget af deres mobiltelefoner og deres hår, som i vinden kom helt ud af kurs. Det er imponerende, hvad spanske kvinder kan lykkes med i højhælede espadriller. Jeg kunne knapt holde balancen siddende!

I Tangier var der taxichauffører og guider all over us i samme sekund, vi kom ud af færgen. Liv blev meget overvældet og lidt bange for det, for de er jo retså insisterende. Vi gik lidt op i den gamle by, men hurtigt ned igen jo - det var for meget.

Og så indtog vi Tangier i 7 steps

Step 1: En kiosk leverede

Valuta, cola, vand, bleer, kiks, chokolade, friskbagt brød (rigtig godt brød).

Step 2: Café

Meget sød myntethe bestående af en hel busk mynte, så meget sukker at glasset sad fast i underkoppen og varmt vand. To kopper stærk kaffe med varm, sur mælk. Udsigt til forbipasserende i et område der viste sig at være Maria Kirkeplads agtigt. Der sad en gruppe mænd, der var tydeligt meget skæve og havde stor-grineren på, mens de drak the og røg flere joints, og da en kvinde de åbenbart kendte kom og fortalte at en anden mand generede hende, blev der lige flashet en kniv. Det var lige omkring dér, vi forlod området.

Inden da havde vi nået at opleve en meget cool mand med velplejet skæg, armybukser og afslappet stil gå forbi fem-seks gange; en lille bod blive sat op mellem denne og den næste cafe; udelukkende med 9 pakker lomme-servietter; et meget gammelt cola-reklame-skilt med colaflasker og grøntsager i pilefletkurv, og nogle vældig søde men meget tynde katte med killinger, som gik omkring og faktisk blev håndfodret af lokale forbipasserende. Samt en meget velklædt dame, der talte i telefon i en gammeldags telefonboks, som jo for os europæere er et oldtidslevn, men som her i Tangier var alle steder.

Step 3: Op gennem handelsgaden

Små bitte specialiserede boder med grøntsager, bønner, tørret frugt, plasticvarer, rasoul, henna, nødder, perler, tørklæder, sko. Og kvinder der sad på gaden og solgte ydmyge landbrugsvarer: 7 peberfrugter, 5 løg og 10 æg for eksempel. Affald i store mængder, meget klam rendesten.

Her lærte vi, at kvinderne ikke vil fotograferes og at mange faktisk følte sig provokerede af vores tilstedeværelse. Men andre fandt en vej at møde os på: En slesk mand solgte Jesper dadler til en pris svarende til på Nørrebro, og en kvinde faldt lidt i snak med undertegnede om det at have mange børn (på fransk).

Step 4: Afrika i munden.

Vi lod os fiske på en åben plads, da Storm skulle tisse. De havde et toilet, sagde de. I virkeligheden var det et meget klamt pedal-lokum på et loft, hvor man ikke kunne stå op inde i rummet. Meget nederen at vi ikke havde sprit med, da der nu ikke var nogen mulighed for at vaske hænder. Men vi fik tisset, og ok. Vi overlevede jo også. Har heldigvis masser af gode hvide blodceller.

Og maden var fantastisk. En kylling og noget kebab, brød, salat og en ret til babyen – gratis fra kvinden der gemte sig i køkkenet; bønner og kogte grøntsager som smagte så englene sang. Dét spiste jeg; dét og den hjemmelavede ketchup og brødet.

Imens så vi boder blive skubbet rundt på ombyggede gamle barnevogne, og simple kærrer, vi så en rig, marrokansk dværg hoppe ind i en taxi og vi så en palme blive hugget til. Da støvet fra den landede i vores mad, fik tjeneren manden i palmen til at holde pause med sit arbejde til vi havde spist.

Step 5: Mere handelsgade.

Her gik vi videre, nu med penge på lommen. Vi havde betalt maden i euro og fået penge retur i marrokansk mønt. Men det viste sig snart, at det eneste, man egentlig gad at købe var gademad – alt andet var så elendig kvalitet, kregleriet var så voldsomt, at vi bare ikke orkede.

Så vi shoppede ikke. Men vi fotograferede og oplevede, sansede og så. Og det var stort.

Step 6: Lokale gader, find vej til havnen.

Vi gik op ad en laaaaang bakke, forbi en mand der syede madrasser. Heller ikke her var kameraet velkomment. Jesper havde Storm på ryggen i mei-tai. Hvorfor skulle man ellers have store muskler, hvis ikke det var for at bruge dem ind i mellem. Gaderne blev på vejen ned mindre og mindre, og til sidst meget stejle med trapper. Vi var ekstremt trætte og skulle finde havnen. Fandt en utrolig udsigt, da vi pludselig kunne komme gennem muren og se ud af byen, kunne se hele vejen til Tarifa og kunne se havnen.

Step 7: Find båden.

Køen til båden var megalang, tidsforskellen var en redning. Andre havde været der siden klokken fem, og vi kom klokken otte – og nåede alligevel færgen. Det var også en stor oplevelse at stå i kø. Men kø-kulturoplevelsen, og oplevelsen af tidsforskellen, af det at vente og af at være heldig - samt hele historien om at have et rødbedefarvet pas og fire lyshårede børn og træde hen over porten til Fort Europa må simpelthen have sit eget blogindlæg (når tid er)

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk