Kvinde på randen, eller i hvert fald i kløften

I dag har jeg lært nogle lektier, jeg troede jeg havde lært for længe siden - igen. De kommer her i overskrifter, og mine trofaste læsere vil kunne se, at det jo tydeligt er noget, jeg har skrevet om masser af gange før. Dernæst den utrolig mærkelige historie om en dag, der både var stenet, voldsom, vidunderlig og smuk på solnedgangsmåden.

1. Livet er det, der sker

2. Jeg er altid det rigtige sted, fordi det er der, jeg er

3. Less is more

4. Flyt dig fra den negative energi

5. Alt klarlagt er lys

6. Der er altid en gave

Det, der sker

Her til formiddag sov Jesper og Thomas, fordi de havde svært ved at sove i nat, og jeg var ferie-lavpraktisk: Vaskede tøj i håndvasken, ryddede lidt op i nogle tasker, badede et enkelt barn, smurte creme på tørre steder, lavede mavebøjninger, legede med skylanders og dukker og bamser og rangler, ammede. Det er ret stenet at tilbringe mange timer på et hotelværelse med fire børn og en sovende mand. Heldigvis er dette en hotellejlighed, så han havde sit eget rum at sove i - og det skal siges, at min mand virkelig fortjener sin skønhedssøvn, når han en sjælden gang har brug for en ekstra portion: Han går som regel sidst i seng, og tager altid over, når mine batterier pludselig dør ud; han er en velsignelse i mit liv, og bærer i meget høj grad 'hinandens byrder'.

Og det er såmænd også meget hyggeligt, efter tres dage på farten bare at være 'hjemme' og ikke lave en s**d. 

Don't push me

Hen på eftermiddagen, da drengene var kommet på benene, kørte vi hen for at sejle på floden.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige om den tur, for jeg fik en virkelig voldsom nedsmeltning, da den var overstået - meget dårlig oplevelse. Kvinden der var guide havde været temmelig meget efter mig under turen, som jeg på visse måder oplevede som en turistfælde, selvom der var meget smukt i kløften - til trods for at alle de dyr, de annoncerede med havde forladt bygningen. Der var reder og vandhuller og huler, men ingen sorte storke, ørne (som vi jo ellers har set hundredevis af), frøer, oddere, bjørne, hjorte. Fred med det, klipperne, lyset og vandet var jo ret pænt i sig selv, også selvom vi skulle se det ud af en lukket plasticbåd med tag og meget støvede vinduer.

Men hendes evige tyssen i mikrofonen og det at hun hele tiden fortalte mig hvad jeg måtte og ikke måtte og skulle og hvor jeg skulle gå hen, det var lige provokerende nok. Det holdt mine forældre op med, før jeg blev to i en erkendelse af, at jeg ikke kan holde til for megen autoritet, det sætter ild i mit pis for hårdt meget! Kan slet ikke klare det, kortslutter, flipper ud. Jeg vil faktisk gerne være sød og venlig, jeg vil bare ikke bestemmes over og kostes rundt med og skubbes til. Og der ER da ingen grund til at fortælle mig at jeg skal gå ned ad en trappe, mens der er atten andre mennesker på trappen og syv i kø bag den. Hvad vil hun have? At jeg skubber dem alle i vandet, flyver eller laver en baglæns salto over kanten og ind gennem vinduet med et barn i hånden og et andet i slynge? Så kan man da tale om mission impossible. 

Ovennævnte var blot et eksempel på de mange gange, hun lige var henne og fortælle mig, hvad jeg skulle og at jeg skulle skynde mig at gøre det. Jeg holdt ikke til det, til sidst blev det for meget.

Og det gik så ud over denne guide-dame (og hele min familie og alle de andre turister). Da vi kom i land, var der fugleshow også (hvad vi ikke anede), og denne koste-rundt-med-folk-dame havde meget travlt med at få os til at sætte os på de allersidste pladser i brændende sol, og talte retså uvenligt på engelsk (ærlig talt nok mest fordi hun var dårlig til engelsk). Faktisk var vi ikke langsomme, vi kom bare sidst af båden og skulle lige skifte en enkelt ble. Anyway - da de havde kostet tilstrækkeligt meget med mig, kortsluttede jeg og råbte meget højt, først til den enerverende dame, og bagefter til hendes forskrækkede kollega som havde en fin uniform og kunne tale engelsk. Jeg havde sagt det pænt et par gange, at de lige måtte slappe lidt af med at skynde på mig.

Jeg tror egentlig at det meste af forklaringen lå i, at vores almindelige indtryk var lidt forvirrende for den ny-udklækkede unge guide, og desuden at de var lidt bange for deres egne dresserede fugle (som de ikke havde helt godt styr på).Vi havde rigtig mange børn med, og vi var de eneste ikke-portugisere så vidt jeg lige kunne overskue. Desuden kom vi jo i vanligt kaos, Thomas med sin rock-star attitude: Meget stort garn, bar mave og åben skjorte, kæmpe kamera, godt med selvtillid; og så hele The Conrads flokken i almindelig sigøjner-rod, farver og børn og nedslidt barnevogn, poser med mad og bleer og vandflasker, bare tæer, flagrende lilla gevandter, støvede børn, rodede frisurer, plasticsolbriller. Ja da, det ser måske lidt vildt ud. Bevares, vi kan ikke alle komme kørende pænt i en Ferrari og gå i fine buksedragter og have vandkæmmede enebørn med sløjfer på skoene.

Og så er det i bund og grund vel også okay, man lige siger fra meget tydeligt (når man ikke bliver hørt, hvis man siger det forsigtigt og pænt). Det er det med at flytte sig fra den negative energi; det var bare lidt svært at komme til på en båd, og også bagefter en anelse svært at komme forbi dem og alle deres rovfugle; måtte lige råbe mig vej. 

Det lykkedes også. Fik til sidst vristet mig fri af deres behov for at kontrollere mig konstant, fik væltet barnevognen i processen (festlig eksplosion af taske- og pose-indhold, lige ordnet med een hånd, mens man ammede meget træt og varm baby på OG kraftigt forsøgte at forklare uniformsbeklædt dame at hun skulle pisse af), fandt en skyggefuld bænk under et træ og fik tudet en ti minutters tid, inden min dejlige mand fandt mig og hjalp mig op ad hullet (i øvrigt til tonerne af Harry Potter temaet, der blæste ud af højtalerne i træet, der leverede skyggen). 

Slottet, parken, kaffen, vandet

(det er det her, der er less is more)

Og op igen gik det. Da jeg var færdig med at tude på en bænk og resten af familien havde set lidt på fuglene, kunne vi begynde at grine af deres mærkelige turist-fælde. For eksempel skulle vi tysses vildt meget på, fordi det skrøbelige fugleliv ikke kunne tåle larmen fra mennesker. Og da vi kom i land spillede de så høj musik til showet, at vi nærmest måtte råbe til hinanden for at kunne tale sammen. Og pyt med det. Det var meget underligt det hele, og jeg glæder mig til at læse min brors blog - han kan sikkert skrive kort og komisk om det.

Vi kørte op til slottet i den anden ende af byen og fandt noget helt fantastisk: Vi fandt et fint renoveret slot, en fantastisk park, nogle skønne springvand og græsplæne-vandere (det er dem, Silke konsekvent kalder vand-leg'ere), og sandelig: også en utrolig espressomaskine betjent af en virkelig rar mand, som lærte os at sige obligado = tak. Uhhh det var nogle gode fire kopper kaffe, vi lige fik dér, mens Storm og Silke legede med vandet og bolden, og Liv tog billeder med Thomas, og Jesper og jeg faldt lidt ned efter mit følelsesudbrud ved båden. Fjord sov fint, den skønne lille dreng. 

Tagterrassen, solnedgangen og alt det, vi drømmer om

Her til aften har vi nydt solnedgangen på tagterrassen. Det er en ting, jeg har besluttet mig for at holde fokus på i mit liv. Mindst en rigtig god solnedgang pr uge; en man virkelig giver sig tid til at nyde og være nærværende i, en der har en god kontekst eller godt selskab, en der nydes et nyt sted eller på en pludselig måde, en der er rigtig god. Og sådan set behøver det jo ikke tage de to timer, jeg brugte på det i dag. Solen går kun ned i to-tre minutter, så er dét klaret. Det kan man altså godt lige finde tid til, selvom man har fire unger og nok at lave. Skal lige gennemskue, hvad jeg gør ved alt for mange skyer - hvornår 'gælder det' egentlig som solnedgang?

Dét var i hvert fald det rigtige sted at være, tagterrassen, kaffen, lyset over byen - og bådturen var jo det, der fik os til at komme til denne by. Så alt er godt. Vi er det rigtige sted, og måske var det også sundt lige at kortslutte lidt og huske, at man jo render rundt med en kemohjerne, som bare ikke kan håndtere alt for meget. Eller også er det bare en personlighed, jeg havde med fra begyndelsen. Det vil de fleste, der har kendt mig længe, nok mene. 

Alt klarlagt er lys; det er det, der er dagens gave.

Så hvad har vi lært? Det kan jeg måske svare på i morgen. Nu skal der soves, klokken er megamange og de fleste unger sover nu. Tak til dem, der læste med helt til slutningen her, og tak til de enkelte, der liker eller kommenterer; det er rigtig rart lige at vide at I er derude og nogle gange kan bruge det til noget, det jeg skriver.

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk