Folk stirrer på mig i Miranda do douro

I byen, hvor de fleste mennesker åbenlyst stirrer på mig, ser jeg mig selv klart.

Egentlig på den gode måde.

I Miranda do douro, stirrer folk på mig. Allerede fra vi ankom, oplevede jeg denne stirren helt tydeligt. Vi parkerede bilen i nærheden af hotelområdet, og aftalen var at jeg passede alle fire unger, mens mændene satte ud for at finde et godt sted at bo til os. Det var meget varmt, og bilen stod i solen, så jeg lagde vores meget flotte, knaldrøde lagen over forruden - det matcher forrygende den meget røde bil (bortset fra at lagenet er rent, det er bilen bestemt ikke). Jeg åbnede sidedøren, drejede et af midtersæderne, så der var space i bilen og legede en leg med nogle lilla snørrebånd, nogle skylanders og dukke-Lise, samt naturligvis mine to mellemste børn. 

Liv drønede først lige over i en kineser-basar-butik for at shoppe lidt gaver til vennerne hjemme, men kom hurtigt tilbage, da ejeren slog sit barn. Hvilket bare er en ekstremt ubehagelig oplevelse, om end det 'blot' var dask over fingrene. På den helt lede måde: Hun slog for at få barnet til at holde op med at græde. Hvor dum har man lov at være?

Her er hele banden, lige ved grænse-skiltet (det ses ikke)

Nå, men Liv havde hovedpine, og på en eller anden måde lykkedes det mig at grave en pille frem til hende; og så tog hun sig en lur på førersædet, mens vi legede videre. Fjord tissede halvdiskret i ly af bilen, han gider bare ikke tisse i bleen, hvis han kan blive fri. Og vi drak noget vand og spiste vistnok en chokoladekiks. Rimelig almindelig adfærd, vil jeg mene. For folk der parkerer en bil i en turist-by i et hotelområde. Vi larmede ikke eller noget.

Alligevel stod kvinderne stille og gloede på mig. Og de gik laaaaaangsomt forbi, dem der ikke stoppede op. Mændene holdt øje fra barerne, de handlende stod i døren til deres butikker og underholdt sig med at se og se og se på - ja: undertegnede. Det var temmelig mærkeligt, men jeg er blevet hård-hudet af denne rejse. For 63 dage siden, ville jeg være blevet meget ked af det og stresset. Nu gør det noget helt andet ved mig.

Jeg ser mig selv klart. Eller i hvert fald i en ny vinkel, gennem nogle andre filtre; jeg ser min familie og vores rejse igen, på ny og bliver inspireret. Derfor er jeg taknemmelig for denne stirren, som konsekvent er fortsat under hele vores ophold i denne lille mærkelige og hyggelige by. Disse mennesker i deres pæne sko, med deres håndtasker og pæne bælter; disse mennesker der går roligt og velordnet ned ad gaderne i hold, enten formet af ven- eller ægteskaber; disse mennesker der kun kortvarigt lufter deres vandkæmmede og skrigende børn, disse mennesker kan noget: De kan få mig til at tænke over, hvem jeg er og om det er okay at være den jeg er. På hele min families vegne, idet det jo ikke er udelukkende undertegnede men i sagens natur altid undertegnede i selskab med et antal børn og gerne en voksen mand eller to. 

Jesper kan godt lidt at slæbe mange børn, bruge sine muskler

Jeg ved ikke om det er noget værd for jer, der læser dette, at høre, hvad jeg så ser i dette lys. Måske er det. Men det er uden tvivl noget værd for mig at forsøge at sætte ord på, hvad det er. 

1. Vi har et skønt fællesskab.

Vi roder, larmer og fylder. Det er mit lille pjattede motto, og det er jo sandt nok. Syv mennesker er en stor flok, og om end vi taler og ikke råber sammen i vores familie, så går det da ikke stille for sig. Vi er festlige, glade, fjollede. Slår vejrmøller, løber på løbecykler, tager billeder, laver fis. Det er skønt. Det er dejligt at være sammen, det er inspirerende at være det på nye måder på nye steder. 

Silke hinker først på hinkeruden på legepladsen

2. Vi er kaotiske.

Vi dalrer derudaf i forskellige hold og i forskellige tempi. Vi har ikke noget specifikt mål, lader os inspirere af, hvad der sker undervejs. Vi finder ofte på noget, der ikke helt hænger sammen. 

3. Vi kan lide at være os.

Jeg ser også, at ingen af os tager sig af det. VI er som vi er. Vi er det med respekt for alle andre, vi rydder pænt op efter os, betaler regningerne, smiler og siger pænt tak. Vi forlader lynhurtigt kontekster hvor vores nærvær er for meget. Det gør mig stolt og glad at have en mand, en bror og fire børn, der hviler så meget i sig selv, kender eget værd så meget, at de kan føle sig som turistattraktioner uden at føle sig forkerte. Tak for det.

OG nærmere kommer jeg ikke at sætte ord på klarheden lige her til aften, klarere er den åbentbart ikke. 

Som afslutning har jeg lyst til at citere Nordbrandt:

'I årevis gik jeg og troede, jeg var distræt

og mere eller mindre utilregnelig

Nu ved jeg for givet at de stjæler

og det er verden der er utilregnelig'

Fra Håndens skælven i November - ikke helt lige på, men meget den samme stemning, som det jeg oplever med denne stirren

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk