Det sociale revisited - hvad betyder det egentlig?

IMG_9259-e1500822817638

Nogle kalder det opdragelse og socialisering - jeg synes, det lyder patroniserende og at der er et uheldigt magtforhold i disse begreber. Her kommer nogle af mine erfaringer og betragtninger rundt i det tema, som nogle gange bliver betegnet med mudderbegrebet “det sociale”, som bliver omtalt pseudovidenskabeligt som “socialisering”, men som egentlig blot er den livsopgave, det er at være et socialt væsen. Med indbygget sneak-peak ind i vores unschool virkelighed.

Refleksioner over unschool

Gennem årene bliver jeg mere og mere overbevist unschooler. Unschool skal ikke forveksles med non-school. Unschool er faktisk et lidt irriterende begreb, fordi det refererer negativt. I vores liv - med de mange fravalg (skole, curriculum, gluten, kød/mælk/æg, computerspil, TV, ferie, tilsætningsstoffer, listen er længere), er det centralt for os at holde fokus på, hvad det er, vi tilvælger (livet sammen, sand motivation, ernæring, der gavner vores organismer og passer til dem, vi er, eventyr og oplevelser og så videre). Det er ikke bevægelsen væk fra noget, som motiverer vores liv, det er ikke det, vi har valgt IKKE at gøre, der er vores livsindhold, og derfor er unschool-begrebet altså en anelse irriterende. Det handler ikke om fravalget af skole. Det handler om tilvalg af livet. I virkeligheden. For alle.

Så - måske er det mere korrekt at sige, at unschool-bevægelsen, unschool filosofien tiltaler mig, og at tankegangen rimer rigtig godt med det liv, vi lever hjemme hos os. Det er lidt lige som, jeg kalder mig veganer, fordi det er den korteste måde at omtale den måde, jeg spiser. Det rimer. Men det er faktisk ikke det samme. Jeg bryder mig ikke om dogmer, systemer, regelsæt, metoder - hverken når det kommer til kostvalg eller uddannelsesovervejelser eller andre livsstilsområder.

Men. Altså. Unschool begrebet betegner en livsstil, hvor man fravælger skolesystemet og hvor man stoler på barnets iboende og livslange lyst til at lære, og derfor som forældre (ansvarlige voksne) ikke har en agenda, et curriculum, et projekt med barnets uddannelse. Barnet har friheden til selv at organisere sin tid, sit liv, sin indsats. Der er ikke køkkenbordskole eller andre typer af ydre krav.

Det er egentlig ret besværligt at beskrive, hvad unschool går ud på. Prøver alligevel. Igen. Jeg har skrevet om det før, både på Speltmorbloggen, på WorldschoolMagazine og her på CecilieConrad.com.

For os er det centrale, at det at lære noget følger med livet som sådan: Gør man noget, som er meningsfuldt og sjovt, vil det at lære noget følge som et bivirkning.

Læring er ikke i fokus. Livet er i fokus.

Om at have noget på hjerte

IMG_4918

Det centrale ved unschooling for denne artikel er, at jeg ikke har en agenda. Der er ikke på forhånd noget, som jeg mener, mine børn bør lære. Og dog. Det er ikke helt sandt. For der er nogle hovedtemaer, akademiske, som jeg gerne vil introducere dem til i det omfang, det giver mening for dem. Og der er et enormt felt af viden, som jeg mener, det blandt andet er mit ansvar at hjælpe dem i deres arbejde med - og samtidig selv vokse i, mens vi lever livet sammen. Og det er det, der ofte blot bliver betegnet som: det sociale.

Når jeg introducerer med refleksioner over unschool-begrebet, er det fordi jeg gerne vil understrege, at vores arbejde med hele det sociale felt netop ikke er systematiseret, ikke er sat på formel, ikke er en del af et træningsprogram - men ligesom alt andet, vi “arbejder med”, er noget, som bare sker i livet, vi lever sammen.

Og nu fortæller jeg om det, og det kommer måske til at lyde som om jeg “underviser”. Det gør jeg ikke. Vi taler sammen om de her ting. Tænker over dem sammen. Vi har en tavle, hvor vi tegner og fortæller. Og lige når det drejer sig om psykologi, er der den kontekst, at jeg er psykolog.

Så, det vi har tilvalgt er friheden til at dykke ned i det, der giver mening, eller lade være med at dykke ned over hovedet. På det seneste har det i særlig grad været et tema at tale om relationer, følelser, håndtering af følelser, sociale fænomener, sociale hensyn, diagnoser, personlig udvikling.

At være et socialt væsen

Det er et menneskeligt vilkår at være social. Vi har brug for hinanden. Vi er ikke rigtig noget uden hinanden. I min optik er vi allermest det, vi er, qua vores komplicerede forbindelser til mennesker, både i nutiden og i vores historik. Nok er vi subjekter, men vores sande identitet: Det, vi er og det vi kan, eksisterer og udspiller sig i høj grad i matrixen af forbindelser til andre subjekter.

Det er en livslang opgave at være et socialt væsen. Af mærkelige kulturelle grunde, er vi optagede af, om børn nu lærer det, de skal med “det sociale” - men sandheden her udenfor boksen er, at det at være et socialt væsen, at udvikle sig i det og tilpasse sig skiftende kontekster, er en opgave for alle mennesker, uanset alder, og at forskellen mest er, at børn har brug for de voksne, når de tilegner sig sociale koder.

Bemærk at voksne ofte også har brug for andre voksne, når de skal begå sig i nye sociale sammenhænge, så forskellen snarere er, at for børn er flere sammenhænge ukendte og nye. Og deres eget føleseslivs modning egentlig en erfarings-samling.

Måske er vi så optagede af børnenes sociale kompetencer, fordi de fleste børn vokser op i kunstige og ekstremt pressede sociale kontekster i enorme børnegrupper under omfattende tvang og næsten uden voksenkontakt i dagtimerne - så det “at begå sig” kommer til at handle om at kunne klare sig selv, emotionelt og socialt, også selvom man kun er seks år (eller kun seksten år, eller noget derimellem). I min optik er hele systemet skævt, og jeg er lykkelig for at mine børn ikke har den udfordring at skulle håndtere et socialt felt af denne type, og jeg er lige så lykkelig for at de sociale påvirkninger, de går glip af - ja, dem slipper vi for.

Samtidig har mine børn naturligvis også brug for et socialt felt at bevæge sig i. Det, som vi har fravalgt ved at fravælge skolen, er et kunstigt skabt, tvangspræget socialt felt, som ingen børn frivilligt ville vælge - ikke det sociale felt som sådan. Det, vi har tilvalgt, er et liv i virkeligheden, med situationer og mennesker og i det hele taget kontekster, som vi i de fleste tilfælde selv har valgt at deltage i, og som vi i alle tilfælde har friheden til at flytte os fra, hvis de ikke giver mening eller er for mærkelige.

At være et socialt væsen, at være menneske, indeholder også et følelsesliv; noget, som umiddelbart bedst forstås som noget, der foregår inde i den enkelte (det kan man så måske nok overveje, om det egentlig gør). Det at håndtere og arbejde med følelseslivet, hører med til menneskelivet. Der er ingen fornuftig vej udenom.

Om empati - med-klang i egne følelser

Empati er evnen til at læse andres følelser med sine egne følelser. At være empatisk vil blandt andet sige, at man har evne til at sætte sig i den andens sted, på en sådan måde, at man kan mærke, hvad den anden mærker, og samtidig mærke forskel på, hvad der er ens egen følelse, og hvad der er den empatiske spejl-følelse. Dette er meget svært. Dette er der mange voksne, der er utrolig dårlige til.

For nylig mødte vi en dreng med store udfordringer på dette område, og det affødte mange refleksioner over empati og psykologiske talenter, udviklinger, muligheder - og hvor glad, man skal være for at have evnen til empati.

Empati er en central del af vores forbindelse til hinanden, en kognitiv muskel, som er i daglig brug, og som vi løbende "uddanner" os i, når vi er sammen, uanset, hvordan vi er sammen.

Om at gøre følelser færdige

Det er en realitet, at smerte ikke er rart. Negative følelser af enhver art, ønsker man sig så få af som muligt, og man ønsker nul af dem for sine børn. Virkeligheden er blot, at sorg, frustration, vrede, skuffelse, forskrækkelse, bekymring, utryghed, usikkerhed - alt den slags, eksisterer som en del af tilværelsen. Og selvom man på den ene side ikke skal sovse rundt i følelserne og mærke og mærke og mærke, til man har skabt en selvforstærkende negativ spiral, skal man på den anden side heller ikke spæne væk fra enhver ubehagelig indre oplevelse. Det er centralt og mentalt sundt at gøre sine følelser færdige.

Det starter med at turde mærke følelsen, eller det følelsesmæssige kaos. At give det plads. For forældre kan det være en vigtig lektie at lære, at alle følelser er lovlige. Det er i orden at blive vred, ked af det, frustreret, rasende, ulykkelig - uanset årsagen. Der er både i voksne selv en tendens til at forsøge at undgå den negative følelsesmæssige oplevelse, og - særlig: i “opdragelsen” en værdisætning eller tilsidesættelse af følelser, som kan være sindssygt usundt i længden.

Eksempel.
Barnet bliver frustreret over, at det ikke kan deltage i et eller andet. Vreden er urimelig, set fra den voksnes synspunkt (det kan være: du kan ikke være med til at vaske op, jeg gør det, det går hurtigere). Den voksne siger: "Det har du ikke ret til / grund til at være vred over." Men da den voksne også er Den Sociale Læremester, er det nødvendigt at reaktionen er: "Jeg kan se, du bliver vred og frustreret. Fortæl mig, hvad du oplever?" Om reaktionen er adækvat, rimelig, moralsk i orden, tager hensyn til fællesskabet, er en samtale, der følger EFTER at barnet har fået rum til at have sin følelsesmæssige oplevelse. Det er okay at føle det, man føler. Alle følelser er lovlige.

Når følelsen er tilladt, er det også muligt at arbejde med den. Reflektere over den. Hvorfor føler jeg det, jeg føler? Hvad sker der i mig, når jeg føler det? Hvordan viser jeg andre, at jeg føler det? Hvordan kan jeg bevæge mig videre fra følelsen? Hvordan kan jeg rumme mig selv med denne følelse? Hvordan kan jeg hjælpe mine omgivelser til at forstå mig bedre? Hvordan kan mine omgivelser bedst hjælpe mig med det, jeg oplever i mit følelsesliv?

Især: Hvorfor føler jeg det, jeg føler? danner grobund for nogle fantastiske samtaler, man kan have med sine børn. Meget relevante. Meget overraskende. Nogle gange spejlende ens egne dæmoner. Nogle gange med sammenhænge, man simpelthen ikke havde set.

Værdien af det følelsesmæssige arbejde i en familiesammenhæng

Samtaler af denne karakter - dem, der følger i kølvandet på de svære følelser - bygger på og skaber samtidig stor tillid i relationen, og man får børn, der er virkelig både følelsesmæssigt og socialt kompetente, med selvrespekt, oplevelsen af at deres væren er værdifuld, oplevelsen af at være okay, oplevelsen af at blive lyttet til ligeværdigt, oplevelsen af at være ubetinget elskede, og i stand til at håndtere også svære situationer.

Som bonus får man et stærkt og stabilt forhold til sine børn. Som ekstra bonus, bliver man klogere på sig selv.

Men prisen er, at man må holde kæft med sine forældre-reaktioner af typen: “Nej, nu er du altså irriterende”, “Hvad er nu det for noget skaberi/hyleri/hysteri/ballade?”, “Store drenge græder ikke”, “Nu laver du drama” - det er Den Store Rummelighed, man må have på. Og når man ikke kan det, må man være super barnlig, flippe skråt ud og være vildt irriteret, råbe: “Nu stopper I, for pokker, med alt det pis” og så bagefter falde lidt til ro og bede om tilgivelse.

Progress, not perfection.

IMG_9316-e1500823439485

Det er okay at være et barn indeni. Det er okay at løbe tør for kræfter. Det er bare vanvittigt vigtigt at alle former for følelsesmæssig flip-ud, det være sig fra børn såvel som voksne, bliver behandlet, gjort færdig, talt om, bundet knude på.

I kølvandet kommer altid det, at man lærer at sige sig selv højt. Man lærer rigtig meget om sig selv, når man siger sig selv højt. Man lærer også at lytte. Var man pædagogisk anlagt, ville man måske kalde det empati-træning, men hårene rejser sig på mine arme, blot jeg skriver det. Det lyder så fandens strategisk! Husk min unschool-intro. Det her handler om virkelighed. Det handler om, at det vi oplever, arbejder vi ordentligt med. Og det er værdifuldt både i nu og her, men også i relationerne og i vores vej videre i verden, som parathed til alt, hvad livet måtte byde herefter.

Bemærk. Alt dette kan man tale med en femårig om. Sågar en treårig. Det eneste, det kræver, er den tålmodighed, som under alle omstændigheder er en af de vigtigste psykologiske muskler at træne, hvis man ønsker sig dybe og sunde relationer (fx til sine børn).

Når jeg investerer time efter time i samtaler af denne type, er det fordi jeg som forælder påtager mig ansvaret for mine børns emotionelle og sociale udvikling; jeg ønsker at gøre det muligt for dem at arbejde med disse ting på en fin og klog måde. Men det er ikke et projekt. Der er ikke en plan. Der er et fokus, en værdi.

Unschool og det emotionelle felt revisited

Se, der er en stærk sammenhæng mellem det at vi har valgt friheden og familien som kontekst for vores liv og at vi vælger at engagere os dybt i det emotionelle og det sociale. Vi ønsker nemlig at leve livet. Fuldt ud. For fuld drøn. Fuldt engagerede. Fuldt nærværende. Og her er det jo, at vi bærer vores nærvær, vores oplevelse med sindet. Der, hvor vi er inden i - den tilstand, vi har - kommer til at farve det, der sker i vores nærvær. Derfor er det ALTID vigtigt. Fordi den enkelte er det, og fordi fællesskabet er det. Det emotionelle. Det mentale. Det sjælelige. Det er der, livet sker. Det er der, der er puls. Der er derfor vi er her. For det er i det rum, kærligheden udfolder sig.

Færdig bum. Så er det sagt.

Med kærlighed

Cecilie-Underskrift-300x133

Cecilie Conrad


Oprindeligt publiceret på CecilieConrad.com - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk

Flipperbussen - mit friheds-eventyr-sneglehus
Unschooling og matematik uden pensum

0 comments

There are no comments yet. Be the first one to leave a comment!

Leave a comment

Book en gratis afklarende samtale

Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.

Cecilie-portraet (2)