Speltmorsjalet er Oldemors sjal - strik for din sjæl
Da min elskede mormor døde sidste år, begyndte jeg at strikke et sørgesjal.
Ikke et, jeg skal have på, når jeg sørger, men et, hvor jeg har sørget, hver gang jeg strikkede.
Det har været en smuk og saliggørende proces, og jeg ejer nu et enormt (det tog lang tid at sørge) og varmt og blødt og fantastisk lækkert, regnbuefarvet uldsjal.
Sjalet er strikket på pinde 2,5 og jeg har brugt 4 eller 5 nøgler Kauni Rainbow, købt hos Nørkleriet i Vanløse. Først strikkede jeg på min lækre KnitPro strømpe-rundpind (kalder jeg den, det er bare en rundpind på 60 cm), men hurtigt blev den alt for lille, og jeg investerede i 3 (intet mindre) addi 120 cm rundpinde, som jeg til sidst havde god brug for alle tre. De koster ikke så meget, men er heller ikke så lækre som knit pro. Så jeg hører gerne fra dem, som kender et mærke, som laver megalange rundpinde med lækre træspidser (som Knitpro), hører jeg meget gerne om det.
Anyway. Man kan bruge alle mulige garnkvaliteter, og jeg vil anbefale, at man vælger en pind som er tynd i forhold til garnet, fordi retstrik giver sig rigtig meget.
Hvis man vil strikke som mit, starter man med at købe et nøgle Kauni, en meget lang rundpind (eller tre), og to maskemarkører.
Jeg købte mine garnnøgler efterhånden som jeg blev færdig, det tog alligevel lang tid, og der var ingen grund til at have det liggende. Jeg vidste heller ikke til at begynde med, hvor stort sjalet skulle være. Det kunne jeg vælge, fordi Kauni Rainbow er en standardvare, jeg kunne regne med at kunne få.
Man skal selvfølgelig tænke sig om og tjekke denne detalje eller bare købe det hele med det samme.
Sjalet er strikket som en trekant, der begynder midt bag, oppe i nakken. Man strikker fra skulderen, ned til spidsen og op til skulderen igen.
På hver anden pind laver man fire udtagninger. En i hver side (altså oppe ved skulderen) og to nede i spidsten. Således. Strik to masker, lav en udtagning i tredje maske (strik den både forfra og bagfra), strik til første markør, lav udtagning i sidste maske før markøren, strik de to masker mellem markørerne, lav udtagning i første maske efter anden markør, strik til der er tre masker tilbage og lav udtagning i tredje sidste maske.
Når du starter, er det klodset med alle de udtagninger, men efter kort tid, bliver den en stille proces. Hav tålmodighed.
Begynd med at slå 4m op, sæt en markør, slå to mere op, sæt en markør, slå fire mere op (altså ti masker i det hele).
Første pind. Strik 2m, lav udtagning i 3. m og 4. m, strik de to m mellem markørerne, lav udtagning i de næste to m (7. og 8.) strik to m.
Anden pind. Strik ret tilbage.
Tredje pind. Strik 2 m, lav udtagning i 2. maske, strik til sidste maske før markøren, lav udtagning i denne, strik de to masker mellem markørerne, lav udtagning i 1. maske efter markøren, strik til tredje-sidste-maske og lav udtagning i denne.
Herefter: lige pinde - strik ret hele vejen, ulige pinde som trejde pind.
Sæt en markør i siden af arbejdet, der hvor ulige pinde starter, så du let kan holde øje med, om du er i gang med en udtagningspind eller en udelukkende ret pind.
Udtagninger laves ved at strikke både i forreste og bageste lænke i masken. Det bliver fint.
Vær omhyggelig med startmasken, at den bliver godt stram. Så bliver kanten på sjalet pænest.
I begyndelsen kan man strikke det på en enkelt rundpind, men det bliver hurtigt for lidt. Mit store regnbuesjal er strikket stort nok til at jeg kan binde det på ryggen, selvom jeg har en uldtrøje på. Det er meget, meget stort, og til sidste havde jeg helt vanvittigt mange masker på tre rundpinde, som hver var 120 cm. Køber man addipinde, er det ikke så voldsom en udskrivning, samtidig med at det er en ok kvalitet. Som sagt, ville jeg gerne finde noget lækrere. For jeg er blevet afhængig.
Jeg klarede at være færdig med det i en uge, så for jeg ned til Nørkleriet og købte mere kauni. Denne gang en blå til grå version. Og jeg møder mange bestillinger på regnbuesjalet, og må skuffe alle: Jeg strikker kun for min sjæl. Kun fordi det er rart. Så jeg har ikke noget til salg.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Tak fordi du læser med
Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Oprindeligt publiceret på CecilieConrad.com - Nu er alle mine artikler samlet her på CecilieConrad.dk
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment