Super rig og succesfuld: Er vi blændet af det moderne?

Historien om en rejse gennem Europa og de refleksioner om velstand, eksistens og væren, den bragte med sig. Læs om at være super rig, om at turde vælge at være lykkelig, om stenalderen, havet, menneskene, perfekt timing og tillid.

Vil du gerne være super rig?

Der er mange, som ser op til de super-rige. Der findes rigtig mange “bliv-rig (-hurtigt)”kurser online, og langt de fleste mennesker i den moderne verden ville i det mindste ønske, de havde lige lidt flere penge. Allerhelst mange flere penge.

Der er næsten mere hype omkring de super rige, end omkring film og sports-stjerner, særlig dem som blev super rige super hurtigt.

De superrige er naturligvis dem, som har så mange penge, af den ene eller den anden grund, at det ikke er en ting for dem at tænke på hvad noget som helst koster. Dem, som har yacht og villaer i flertal og så videre. Dem der ofte optræder i reklamer og på film. Og som der også findes nogle af i virkeligheden.

Hvis vi nu udfordrer begreberne lidt, sætter tingene lidt i perspektiv og forsøger at tænke lidt selv til trods for forbrugersamfundets massive påvirkning – hvad vil det så egentlig sige at være super rig?

De uger, vi her deler historier og refleksioner fra, er de to første uger af September 2019, hvor vi rejste road trip style fra Danmark til Spanien. Vi har reflekteret over værdi, rigdom og ressourcer, og sandelig om ikke, vi er blevet klogere. Livet er en fantastisk læremester, og rejserne gør det åbenlyst, at hver eneste dag kan vi blive klogere.

Et andet hovedtema har været historiens vingesus, og det har været virkelig sjovt. Rejsen, livet, stederne, menneskene, oplevelserne, har givet sund grobund for nye forståelser for, hvordan menneskelivet har udviklet sig i Europa, og egentlig også i det hele taget.

I denne fortælling, kan du komme med på rejsen, både med hensyn til, hvor vi har været og hvad vi har oplevet, men så sandelig også med hensyn til, hvad det har gjort ved os og hvad vi har lært. Det er jo en særlig ramme, dette nomadeliv, med ganske særlige gaver og lektier til følge.

Morgen på Moesgaard strand

For nylig (ikke netop i de omtalte uger forgangne uge, men for ganske nylig) vågnede vi på Moesgaard strand. Solskin, stilhed og bølger (og hvepse) dannede rammen om morgenkaffe, løbetur og morgenmad. Vi tager det altid ret roligt om morgenen. Alle har deres rytme, og pladsen til at være sig selv, læse lidt, meditere lidt, lege lidt er værdifuld. På Moesgaard strand er det oplagt at gå en tur langs vandet, se på mågerne, holde lidt i hånd. Så det gjorde Fjord og jeg. Med bare tæer i sandet, tidligt om morgenen. Dejligt.

At vågne på en strand er simpelthen helt vidunderligt. Alt lyset, mågerne, den friske luft. Havregrøden tiltrak godt nok en hel del hvepse, men det gik. Morgenmads-dans blev det til. Morgen på stranden inviterer også til at hoppe i vandet, og det er virkelig praktisk at vaske op i havet.(Vi bruger naturligvis kun bionedbrydelig sæbe eller ingen sæbe, i dette tilfælde ingen).

Stenalderen og mig

Der er noget meget virkeligt og sandt over at tilbringe sin morgen ved havet. Jeg føler mig som et urmenneske, urkvinden, urmoderen, jeg føler min tribe trives, føler at jeg er skabt til vinden, sandet, vandet. Vel vidende at jeg hører musik på min trådløse højttaler og har et camping-komfur, så jeg kan koge morgenkaffe. Bevares. Det er ikke et overlevelsesprojekt eller et forsøg på at genskabe denne eller hin historisk tid. Det er bare os, på stranden.

Alligevel sætter det os i forbindelse med, at der er noget grundlæggende ved at opholde sig ved havet, noget virkelig befriende dejligt. Og selve tilværelsen som omrejsende menneske, er en stærk læremester.

De basale behov, det være sig toiletbesøg eller matcha om morgenen, må dækkes, prioriteres, organiseres. Det er en interessant rejse at lære sig selv at kende i hvad der er vigtigt og hvad der er muligt, når tilværelsen udfolder sig mere … primitivt.

Og havet er en løsning. Tydeligt. Stranden, lyset, bølgerne. Kunne bade sig frisk og vågen og ren, skylle alle krus og tallerkener i rigelige mængder vand, vandre opløftede tilbage, er noget lettere end campingopvask og vaskeklude, og absolut mere virkeligt, vidunderligt.

Moesgaard: Fordybet i stenalderen

En time senere befandt vi os på vidunderlige Moesgaard museum uden for Århus. Hold nu op, et velformidlet museum. Helt fantastiske udstillinger, absorbering af evolution (billedet er af en voksfigur af et tidligt menneske, bygger på et fund af et kranie) og historie på den mest vidunderlige måde. Første gang vi var der, var vi der i seks timer, og havde knapt tid til at spise. Anden gang var tre dage senere, for vi kunne jo ikke få nok!

Nå, men denne time senere, startede vi med begyndelsen: Stenalderen. Som vi netop havde haft den fine primitive og også opløftende morgen, var stenalderen absolut interessant. Tænk at snitte alle sine skeer, tænk at garve skind for at kunne lave sko, tænk engang at være oldgammel, når man er 35.

Men tænk også at leve tæt på alle man kender, ude i naturen. Flytte sig efter årstiderne, være i sin basale overlevelse med meningsfulde oplevelser, familie, hunde, bål, himmel og hav – hele sit liv.

Ikke at jeg som sådan ønsker mig tilbage til stenalderen. Men jeg glæder mig absolut over mit liv, også når det er primitivt, og jeg tænker at jeg lærer en del om need to have og nice to have af at leve og studere det basale liv samme dag.

Roadtrip i Europa

I den forgangne uge, har vi været på roadtrip i Europa. Vi har sat cirka 2 uger af til at rejse fra Sønderjylland til Barcelona, hvilket jo kan forstås som lang tid til at køre ca 2000 km, men for os snarere var kort tid. I realiteten var det perfekt tid. Vi har nemlig valgt at vores timing altid er perfekt. Det er en tilstand. Der er ikke tale om held, og heller ikke tale om lalleglad optimisme, men om hvad man i al ydmyghed, kan kalde gudommelig timing. Mere herom nedenfor.

Road Trip ugerne 36 og 37

• AABENRAA
  Søndag kørte vi fra Åbenrå til Neustadt ved Hannover. Fra inspirerende skønne venner til inspirerende skønne venner.
• NEUSTADT
  Mandag og det meste af tirsdag tilbragte vi med vores venner i Neustadt. Pool, æbler, samtaler, leg, trampolin, legeplads.
• BUTZBACH
  Tirsdag kørte vi til Butzbach nær Frankfurt. Disneyprinsesseoplevelsen med thaifood
• BUTZBACH
  Onsdag oplevede vi den velbevarede by Butzbach, kørte til Mainz og studerede bogtrykkerkunst. Sov ved en sø i en skov.
• MAINZ
  Torsdag regenererede vi ved søen hele formiddagen, hvorefter vi kørte til Bourgogne og overnattede i en hyggelig lille vinby: Morey-Sant-Denis
• BOURGOGNE
  Fredag var vi på vin-tour: Vingårde, Celliers, vinmarker. Besøgte den lokale vinsamlerbutik. Kørte til Puy de Dome, sov i bjergene.
• PUY
  Lørdag nød vi vores morgen som altid, trods bjergets morgenkulde og kørte til MidiPyrenees, Thil hvor vi sandelig også har inspirerende skønne venner.
• THIL
  Søndag nød vi den vilde luksus at være i solskinnet i Sydfrankrig i september, og være sammen. Med hinanden og med vores relativt nye, fantastisk gode venner. Her blev vi fire skønne dage
• HJEM TIL BUSSEN
  Åh, så skønt endelig at vende tilbage til vores tinyhouse, vores venner, vores vanlige tilværelse. Følelsen af at være hjemme er storslået og kan heldigvis findes mere end et sted på planeten. Mere om dette i næste blogindlæg, faktisk.

Venskaber og sprog

Vores første stop var nær Hannover, hvor vi har nære venner. Familien består af bedstemor, forældre og tre børn, som skoles hjemme. Disse mennesker er opløftende og inspirerende at tilbringe nogle dage med, og vi satte ved afrejse en intention om at have mindst fjorten dage til rådighed at dele næste gang. Oplevelsen af nemlig gensidig.

Vi kan takke Chris og Doris Attwoods store indsigt i menneskelivet for at denne tekst blev langt mere reflekteret, end sædvanligt. Chris Attwood er mine gode gode ven, og hans kone føles som en søster. Jeg glæder mig inderligt over denne relation, og kan på det varmeste anbefale Chris bøger. Han er en viis mand.

Disse dage i Neustadt nær Hannover var de første uden for hjemlandet i længere tid, og sprogene kom i spil igen, efter at have ligget lidt mere stille i lang tid. Familien taler tysk og engelsk, så vi kommunikerer på engelsk. Men bedstemor taler kun tysk, endda plattysk, så der er sandelig også udfordringer for de voksne, som taler flydende engelsk men noget mere begrænset tysk.

Børnene kan fint lege sammen. Vores børn forstår efterhånden det meste på engelsk, så det var let for dem at lege her, hvor alle børn har engelsk som modersmål, og også let nok at deltage i øvrige samtaler. Til sammen var vi – hele flokken – pænt overraskede over, hvor meget tysk, man egentlig forstår, når man ikke har lært sig det (endnu). Og straks gik vi i gang med at lære tysk. Fordi — vi vil da også gerne tale med alle de andre. Begyndende med bedstemor.

Guddommelig timing

Jeg vender lige tilbage til den der påstand om gudommelig timing. Tænker, den kræver uddybelse.

Se, mange har læst om eller set dokumentaren om The Law of Attraction. Og mange står af, synes blot det er meget, meget irriterende. Men sandheden og sagen er, at kan man komme grundigt nok i kontakt med sig selv, virkelig være den man er – og i forbindelse med sin livsmission og sin Gud, så er tilværelsen som en flod, og flyder man med, er der ingen grænser for, hvad der kan lykkes. Så KAN man faktisk manifestere hvad som helst.

Men det er IKKE fordi JEG personligt med mine tanker og ønsker skaber forandringer i universet. Snarere skal det forstås således at JEG har lagt mig ind i strømmen, er blevet en del af energien og mine drømme og ønsker derfor fuldstændig passer med det, som Gud har planlagt for mig, og harmonien derfor er fuldkommen. Denne meget væsentlige pointe glipper for mange gengivelser af Law of Attraction, og derfor forekommer hele ideen absurd. Chris Atwood satte så fint ord på det, da vi diskuterede fænomenet over morgenvaflerne og sellerijuicen. Netop dette gav mig sparket til at begynde at skrive om vores refleksioner og erfaringer mere direkte og ærligt.

Jeg kan nemlig godt være bange for at blive skammet ud som superhippie. Det er jeg ikke. Jeg kan også være bange for at blive skammet ud som “bare heldig”. Det er jeg heller ikke. Jeg og vi har lavet et stort stykke mentalt arbejde, og laver det fortløbende – sætter os i forbindelse med cosmos, tillader intuition at tage over, flyder med det, som er, svælger i taknemmelighed – og DERFOR er vores timing altid guddommeligt perfekt. Derfor er vi altid det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Vi vælger at vores timing altid er perfekt, er det fordi vi har valgt at leve i harmoni med det, vi er og det, vi er her for. Vi har valgt at turde leve vore sande selv. Vi har valgt at arbejde med vores intuition, vores “fornemmelse for tingene”, at lytte til både det, som sker indeni og det, som vi opleve

Så, når jeg siger, vi vælger at vores timing altid er perfekt, er det fordi vi har valgt at leve i harmoni med det, vi er og det, vi er her for. Vi har valgt at turde leve vore sande selv. Vi har valgt at arbejde med vores intuition, vores “fornemmelse for tingene”, at lytte til både det, som sker indeni og det, som vi oplever, og derfra at tune os ind på, hvad vi skal og gør.

Man kan også bare kort sige, at vi vælger at leve fra hjertet. Færdig slut.

Dette resulterer i perfekt timing. Det er ikke hokus pokus. Det er heller ikke specielt let. Men det er sådan set en ganske simpel livsvej. Det virker. Som med alt andet, bliver man bedre til det med tiden.

Bindingsværkslykke, thaifood og Disneyheltinder

Allerede da vi kørte den første tur fra Hannover-egnen spillede vi bold med cosmos, og lærte (igen) at turde stole på intuitionen. Tænk at man skal lære de samme ting så mange gange!

Hver gang, jeg så efter et sted at stoppe på googlemaps, landede jeg i samme by – Butzbach – i Hessen. Min intuition fandt den igen og igen. Og hver gang satte hjernen ind og havde alle mulige indvendinger. Til sidst overgav vi os, og kørte derhen. Min mand er ret sej til at skære igennem i disse situationer: “Hold nu op med at tænke, Cecilie! Du har jo fundet det, vi kører bare derhen”. Færdig slut.

Med fantastisk (i.e. guddommelig) timing, nåede vi en vidunderlig thaifoodbix netop som den lukkede, og fik købt vidunderlige grønsager og varme ris at spise i tusmørket i byen. Allerede på turen fra bilen havde vi bemærket de utrolige bindingsværkshuse, blev vi nu alligevel overraskede over hvor fuldstændig fantastisk byens torv var. Alle husene var velbevarede bindingsværkshuse fra 1700 tallet, og af utrolig kvalitet. Med vidunderlige detaljer og smukke udskæringer, malerier, smukke farver, tårne – og endda et fint urværk på rådhuset.

Da vi sad på byens torv, med springvandet og alle disse bygninger omkring os, kunne vi kun føle os som — ja, de mest super rige i hele verden. Det var jo som at spise middag i et eventyr. Omgivelserne ligner torvet i Disneyfilmen Skønheden og Udyret, hvor Belle synger om bøger og om drømmen om et større perspektiv.

Det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt.

Historiens vingesus og Gutenbergs bibler

Efter søvnen i vores skønne rejse-van og al vores stille moren-halløj, gik vi en tur i den fine by, og så alle mulige helt overvældende huse. Og bymuren, som må være endnu ældre end husene, og som havde enkelte huse stadig bygget ind i muren. Og kirken som var en spændende forsamling af tidsaldre. Tre døbefonde, flere altre, tre orgler, stole og kirkebænke og talerstole fra tilbage i 1700tallet og frem til måske 1980erne. Virkelig interessant.

Hverdagsbehovet for vand, drev os til et supermarked og ned ad en gade, hvor en mand havde sin bod med de sprødeste, mest vidunderlige æbler. Fra hans have kunne vi få glæden af æbler, bønner, pærer, chili. Åh, hvilken overflod!

Glade i hjernerne, mætte i maverne, højt flyvende på Historien kørte vi videre til Maniz. For i Mainz er der noget ganske, ganske særligt:

I Mainz havde Gutenberg sit værksted, og lavede de første trykte bøger i Europa. Og på Museet har de hele 3 originale bibler på latin! Vi ankom perfekt timet (tre minutter før det begyndte) til en demonstration af trykkekunsten, som den var dengang, Gutenberg fandt på den. På tysk, som vi så forstår nok af til at præstenationen gav fin mening. Det hjælper naturligvis, at vi ved noget på forhånd om hvilken teknik, der kom før Gutenbergs trykkekunst og hvad det var, han fandt på. I realiteten er det ikke trykpressen så meget, der er revolutionerende, som det er typen. Men det er lidt en anden historie, som jeg er sikker på, at mine læsere selv kan slå op.

I denne sammenhæng vil jeg blot fortælle, at vi havde en skøn samtale med omviseren, efter demonstrationen, hvor han valgte Silke som assistent og hun trykte en side af nye testamente med Fader Vor, præcis som den så ud i Gutenbergs version.

Simpelthen smukt. Bagefter kunne vi svælge i skriftsproget, som det har udviklet sig på forskellige tidspunkter i historien, forskellige steder i verden.

Var det tilfældigt, at vi ankom netop som demonstrationen skulle ske dén dag? I think not.

(note om vand: Ja! Det var klart mere bærdygtigt, om vi drak vand fra hanerne i de lande, hvor vandet er rent, men vores erfaring er, at vi bliver syge af det. Når vi flytter os meget omkring, køber vi vand på flaske – det er ikke risikoen værd at drikke hane-vand selvom de lokale gør det, og det er ikke tiden værd at rense det selv. Forslag til løsninger på vandområdet modtages med kyshånd, vi er ikke fan af plasticflasker. Life-straw er afprøvet, men vi dehydrerer – modstanden er for stor til at vi får drukket nok)

Restituion: Skov og sø

Efter Mainz kørte vi til en skovsø, denne gang var det Jespers intuitive radar, der fandt vej for os. En fint organiseret badesø ganske kort uden for byen. Legeplads med svævebane, dobbelt svævebane endda! Badesøen var smuk, smuk! Morgen omkring søen var regenererende. Smuk, smuk var den og vi badede, løb tur, lyttede til træerne, drak masser af the og kom meget sent af sted.

Rødvinenes Bourgogne

Vi landede i vinenes Bourgogne. Det var jo druepressen, som inspirerede Gutenberg, så der var smuk sammenhæng mellem det, vi lige havde lært og det at vi landede i en by som stort set bestod af celliers. Vingårde. Der var dekoreret med gamle druepresser i gaderne, og vinmarker hele vejen rundt om byen. Druerne er ved at være modne, og det var meget smukt og opløftende. Jeg gider ikke rigtig gentage, at jeg ikke tror på tilfældigheder.

Vi drikker meget meget lidt alkohol, og det bliver mindre og mindre. Når vi gør, skal det være godt. Og rødvin er absolut en kultur, som er værd at deltage i. Vi er ikke kendere, gider af princip ikke være det. Alligevel kan vi godt finde ud af at foretrække en pinot noir når vi nu ER i Bourgogne, og flasken, vi købte glæder vi os meget til at nyde den dag, vi vælger at nyde den. Sammen med nogen. Alene oplevelsen at købe den og samtalerne med børnene om vinkultur og vinproduktion og historiens vingesus og det franske paradoks, er i sig selv værdifuld og mindeværdig.

Vulkanbjergene i Auvergne

Puy de Dôme er den største af vulkanerne i bjergkæden i Auvergne, som udgør et særligt område i det sydøstlige Frankrig. Jeg har som barn været der flere gange med min salig mor, og området har unægteligt sit helt eget særpræg. Vi kørte til et udsigtspunkt, som vi smukt nok havde besøgt sammen for syv år siden og nød konturene af bjergene, før vi kørte ind i dem.

Vi tankede op på fødevarer i La Vie Claire, og fandt en lille sø at overnatte ved. Efter al den varme og al det sommer, vi har rejst i i de sidste to måneder, så langt fra høje bjerge, kom det som en overraskelse for os, at det var virkelig koldt. Man slår sig for panden! Egentlig ved vi jo godt, at der er koldt oppe i bjergene, og at Puy de Dôme er 1,6 km høj.

Seks grader var nattetemperaturen nede på, og jeg vil godt indrømme, at jeg ikke var noget særlig interessant selskab før solen brød grundigt igennem næste morgen, og jeg havde fået varm kaffe. Undskyld for alt, hvad jeg sagde, mens jeg frøs!

Men søen dampede smukt i morgenlyset, svalerne jagede i vandoverfladen, lyset var faktisk utrolig smukt, og vi lærte endnu en gang den vigtige lektie at lade være med at skynde os og lade være med at tro, vi skal skynde os.

Om at være langsom og have tid til det hele

Disse guidelines holder altid, og gør at vi kan rejse fem mennesker i en lille van, trives selvom natten har været kold eller noget andet er udfordrende. Med vores livsstil, er der sjældent noget, vi absolut skal nå, og vi kan vælge at fordybe os i enhver proces. Det er naturligvis en risiko, at man aldrig får plads til det, som er vigtigt, fordi man på mindfuld manér tørrer alle drikkeglas fint af og stiller dem på række, kun få sekunder før alle børn er tørstige igen. Så sent som i går underholdt jeg med, hvordan jeg som unschoolmor i København før vi rejste generelt havde en regel om ikke at lave aftaler før kl et, fordi vi ganske enkelt ikke kunne være klar. Jeg ser med rædsel på alle de familier, som må ud af døren før klokken otte om morgenen – med små børn endda! Deres stakkels sjæle!

Gå langsomt, varsomt, respektfuldt. Afslut alle processer, når de faktisk er færdige. Lyt til alles behov.

Når vi kan gå langsomt gennem vores morgener, er det en stor lusksus og glæde at have plads til det. For at sikre os at vi lever et liv med eventyr, fordybelse og frihed, er det et fast element af denne langsomme og rolige morgen at vi taler om Dagens Plan. Hvem har hvad på hjerte, på programmet? Når alle får sagt højt, hvad der er vigtigt for dem, er det også muligt at skabe en dag med plads til det hele og få taget hensyn til alle. Det virker. Vi flyder ganske rigtigt rundt den vej, hjertet peger, men vi gør det i et fællesskab, hvor vi også styrer efter simple planer og hensyn til hinanden.

Igen vil jeg understrege, at der ikke er tale om held, når vi har god tid til morgenrutinerne, det er et valg, vi har truffet. Når alle træder fredsommeligt ind i dagen på hans eller hendes egen måde, og alle tager sig tid til at forberede, gennemføre og afslutte alle processer, får ånden også plads til at såvel finde ro, som vokse. Det er en fin væren.

Styltedans, oliven og figner

Videre trillede den grønne van, gennem nationalparken med vulkanerne. Endnu en gang, gav livet os en gave, da vi fandt den fine by Brive-la-Gaillarde. Det er sundt både at vide, og at sige højt, præcis, hvad man ønsker sig – og her havde vi bedt om en hyggelig by, noget dejligt at spise og en oplevelse til vores kørepause. Byen fandt vi på kortet langs ruten, men ikke langs motorvejen. Det er ALTID besværet værd at køre af motorvejene.

Ofte tror man, at man skal noget, og i virkeligheden er der noget helt andet i vente, som er den egetlige grund til at man mærker en retning, et initiativ

Brive-la-Gaillarde bød på lørdagsmarkedets sidste kvarter og en parkeringsplads naturligvis lige præcis ved indgangen. Vi købte højt vibrerende, vidunderlige lokale grøntsager og frugt, og en humpel ost hos en ostemager. Som veganere er det lidt grænseoverskridende, men vi er jo ikke veganere som sådan. Vi spiser efter vores integritet, og da vi nu havde kørt to dage gennem bjergene, læst om den lokale ostekultur og ikke mindst SET alle kørerne og gederne, som vandrede glade rundt på skråningerne MED deres unger, fandt vi det helt fantastisk at kunne tage denne kulturelle oplevelse med til frokost.

Ofte tror man, at man skal noget, og i virkeligheden er der noget helt andet i vente, som er den egetlige grund til at man mærker en retning, et initiativ. Det gælder om at følge sit hjerte, sin intuition og gøre det, man véd er det rigtige at gøre, også selvom det, som livet har i vente sker på vejen.

Da begyndte at lede efter et toilet, vi kunne låne, fordi vi troede, vi var færdige med at købe ind, mødte vi en arabisk kvinde som solgte sine hjemmelavede oliven. Åh, himlen! Diverse slags og versioner, syltede hvidløg og oliventapernade af sublim kvalitet. Jeg fik talt en masse fransk, om sprog og kultrer og rejser, og et tip om en grotte, som vi må studere næste gang, vi er i området.

Den som ikke kender sin historie 3000 år tilbage lever kun fra hånden til munden.

Det er ikke engang det hele. Som vi sad dér i parken ved springvandet med vores frokost af figner, oliven, oste, tofu, pebre, succini, nøddesmør, majskiks begyndte der at ske noget omkring os. Først nød vi bare folkelivet. Børn som cyklede nede i springvandet (den var ny), og mennesker, som satte sig med en kaffe og sludrede, hunde som gik forbi med deres mennesker, unge drenge med musik i lommerne unge voksne med dreadlocks og flagrebukser, bedstemødre med fine skjorter og børnebørn. Men efterhånden begyndte der at dukke mennesker i folkedragter op. Flere og flere, og da vi var færdige med at spise, var de der alle sammen. Nogle forsamlede i en pavillon i parken, andre kom vandrende fra markedspladsen i smukt optog med musikinstrumenter, klædedragter og bannere. Bagest i gruppen kom “fårehyrderne”: De unge på stylter. Høje, høje smukke træstylter med fleksibel fod-støtte, så man går rigtig godt. Smukt.

Vi deltog i begivenheden. Først lyttede vi til en seks-otte taler, hvor alle mulige instanser hyldede hinanden og gav hinanden gaver, og mit franske sprogøre fik lov at komme på arbejde. Især at lytte, mens man oversætter er en krævende opgave.

Folkemusik/dans/kultur-gruppen bevarede med deres arbejde en fuldstændig lokal tradition, som var bundet til netop dette område – Brive. Denne by, disse omgivende bjerge, dette stykke af floden. Musikken, dragterne (dermed håndarbejdet) og dansene var bevaret gennem generationer, selv en gammel dialekt, så forskellig fra fransk at den næsten udgjorde sit eget sprog, passede de omsorgsfuldt på.

Og hvorfor nu det? Det er sjovt, og der er et element af fascination – javel. Det kan alle forstå. Det var jo også derfor, vi sad der og lyttede med. Men interessant og meget sandt, fortalte de også, at det er af afgørende betydning for den enkeltes identitet og for fællesskabets struktur, at man kender sin historie, ved, hvor man kommer fra og hvad man er rundet af. Hvis man véd, hvem man er, kan man både udvikle sig og tage imod det nye. Så denne dyrkelse af folke-kultur (hedder det det?) er ikke en venden sig bort, hverken fra nuet eller fra den store verden, men en forståelse for at mennesker med solid forankring er sunde mennesker.

Interessant nok har vi fordybet os mere i Danmarkshistorien EFTER vi begyndte at rejse, end nogensinde tidligere. Jeg mener, det var Goethe, som sagde: Den som ikke kender sin historie 3000 år tilbage lever kun fra hånden til munden.

Tak for den reminder.

Minimalisme og super luksus: En lejlighed i Midipyrenees

Vi er ved at nå til vejs ende for denne tekst, da den er indrammet af en uges rejse. Rejsen slutter hos vores skønne venner Magalie og Keith i Midipyrenees, altså i Sydfrankrig. Efter storslåede oplevelser i Brive, kørte vi til dem.

Magalie og Keith har et stort hus med noget så luksuriøst som en ekstra lejlighed. Oprindeligt er den bygget til en tidligere ejers gamle mor, som godt nok aldrig flyttede ind. Så vildt nok kan vi besøge disse venner og simpelthen være naboer for en tid. Det er utrolig praktisk og hyggeligt for alle.

At flytte ind i en mini-lejlighed med det, vi i Danmark ville kalde et thekøkken og med badeværelse, efter at have levet stort set fra vores van i 14 dage, var en vild oplevelse. Refleksioner om fænomenet “de super rige” blev igen relevante. Hvad vil det sige at være super rig?

Hvilken utrolig luksus at have rindende vand. Det er let at vaske op i havet, men altså en køkkenvask er jo til sammenligning helt vild. At tage et varmt brusebad, komme sine grønsager ind i et køleskab og sætte sig i en lænestol.

Det er måske endda vanskeligt at formidle denne luksusoplevelse. Jeg frygter at lyde banal. Enhver som læser denne tekst lever formentlig i den moderne verdens luksus, og har GLEMT DEN.

VI har haft rindende rent vand, varmt vand, badeværelser, vandskyllende toiletter, elektricitet, køleskabe, køkkenvaske, komfortable møbler, rene gulve, vinduer (fortsæt evt selv listen) så længe, at vi tager alt dette for givet.

Det er en ting. Men husker vi egentlig til hverdag hvor enorm en luksus det er? Vores oplevelse af at flytte ind i lejligheden til et fire dages besøg var ægte taknemmelighed. Som det fremgår har vi et vidunderligt, lærerigt, nærværende og spændende eventyr uanset rammen, og dermed også i de primitive og minimalistiske rammer, roadtripping udgør.

En af de gaver, vi har fået af denne tur, er en sand oplevelse af hvor velsignet mange ressourcer, der bare flyder vores vej, hvor stor en moderne luksus vi lever i.

Om forbrugersamfundet

Det er jo fantastisk at leve i den moderne verdens luksus. Det er der ingen tvivl om. Vi har nogle utrolige rammer at udfolde vores liv i. Vi er så absolut taknemmelige for alle fordelene, for videnskaben, medicinen, opfindelserne, fødevarerne, friheden. En relevant og vigtig kritik af forbrugersamfundet er dog, at det koster hårdt for planetens velvære.

En anden lige så relevant kritik er, at vi bliver virkelig forkælede, og glemmer vores taknemmelighed. Forbrugersamfundet bygger på den idé at hvis vi alle sammen forbruger en hel masse, skaber det økonomisk vækst, og det er godt for alle. Problemet er bare, at det er det ikke. Det er hverken godt for alle eller for planeten.

Desværre lever vi i en vanvittig kultur af dette forbrug. Vi møder reklamer både for enkeltprodukter men i lige så høj grad markedsføring af en forbruger-livsstil i så ekstrem en grad, at alle ALLE bliver påvirkede. Hvis man ikke sætter sig i en hule et sted og ikke taler med nogen, har denne påvirkning en indflydelse.

Det stopper først, når det stopper inde i os selv. Ønsket om mere.

Benspændet er, at forbruget – mere-mere-mere-processen – sætter os i et psykologisk spil, som forstyrrer tilværelsens egentlige elementer. Mange er heldigvis begyndt at indse dette problem.

Minimalisme er blevet et stort fænomen, og Mari Kondo har fået sin egen TVserie, fordi alle er ramt af overforbrug. Eller i det mindste næsten alle.

Det er lige før minimalismen er blevet en ny type forbrug, forbrug af en masse tid for at få sit liv og sit hjem til at ligne noget fra en TVserie eller en dokumentar. Hvis ikke man laver det indre arbejde, kan det være fuldstændig lige meget om t-shirts ligger i farveorden i en skuffe eller i en bunke på gulvet. Slaget er tabt.

Med alle sanser og i den indre rejse

Der er rigtig mange fordele ved at rejse, og en af de virkelig gode er, at man “vågner op”. Hverdagsrutinerne kan godt lulle bevidstheden lidt i søvn, man gør som man plejer, og det har en velsignet ro. Man cykler den samme rute uden at tænke over det, gør som man plejer. Udsigten fra vinduet ændrer sig vidunderligt nuanceret med årstiderne. Det har sin egen stille charme, men en måned senere husker man det ikke. Når vi flytter os, er det ofte som at vågne. Alle sanser er med igen, og vi konfronteres med såvel basale behov som guddommelig inspiration på en helt anden måde.

At rejse relativt primitivt og uden en plan har vist os en vej både til blive ved at være åndeligt vågne, OG til at forstå os selv i basale behov vs dejlige detaljer. Meget er flyttet fra need to have til nice to have. En meget sund øvelse, som man kan udføre på papir, men som rejselivet giver praktisk erfaring i. En af grundene til at vi rejste var, at vi ikke gad udvikle en tilværelse låst i vaner og selvskabte behov.

Luksus er vanedannende

Efter blot to uger on the road (efter forudgående syv uger på rejse), var den simple ting at flytte ind i en toværelses lejlighed med lille køkken og badeværelse en vild oplevelse. Vi står taknemmelige op og går taknemmelige i seng, uanset hvor vi er og om sengen er i en ombygget van eller en “rigtig” seng i et værelse. Men oplevelsen af at være et sted med adskillige senge, køleskab at holde råvarerne friske i, en sofa at smide sig på, varmt vand i både køkken og bruser, et toilet man bare lister ud på om natten uden dikkedarer, vinduer at åbne og lukke, komfur med flere kogeplader, bageovn, spisebord, plads! Alting rent og pænt, affaldssortering i orden, og så … oven i købet en terrasse fælles med vidunderlige venner, udsigt over en dal i Midipyrenees, og aircondition hvis det skulle blive for sindssygt varmt (det gjorde det nu ikke).

Oplevelsen var overvældende. Vi følte os som prinser og prinsesser. Vi følte os super-rige. Vi følte, vi svævede. Tilfredsstillelsen ved at vaske op efter et måltid, sætte alting på plads, tørre bordet af. Intet skulle flyttes på, før næste gang, det skulle bruges. Ro og luksus.

Det er måske vanskeligt at forklare, men jeg prøver: Særlig de første to døgn, oplevede vi gang på gang: Hvor er det her NEMT. Sikke en LUKSUS. Hvor fredeligt.

Luksus er vanvittigt vanedannende. Luksusvanen er en del af forbrugerkulturen. Når vi vænner os til luksus, falder det naturligt at ønske mere luksus.

Det rindende vand er luksus. Varmt vand er luksus. Opvaskemaskinen endnu mere. Boilervandhanen endnu mere. Det stopper aldrig. Køkkenmaskiner, ansigtscremer, farvebøger, mere, mere, mere. Silkelagener, gardiner, bambushåndklæder. Det stopper aldrig. Der kan altid skabes flere behov, der kan altid bygges ovenpå, der kommer altid en ny model.

Det sørgelige er, at oplevelsen af, hvor fantastisk en super rig luksus, vi faktisk lever i forsvinder. Og dermed taknemmeligheden. Og dermed livsglæden.

Pas på pengene! Skrev Dan Türell i et af mine all times favorit digte. Han har ret. Penge er virkelig farlige. I hvert fald, hvis de berøver os vores oplevelse af, hvor fantastisk dette liv er, og hvor stor en luksus, vi er blevet givet. Hvis det koster vores taknemmelighed, at vi bare gør som vi plejer, er det tid at stoppe. Og tænke.

At vende tilbage til taknemmeligheden, og erkende at vores tilværelses fantastiske luksus ER luksuriøs, også selvom vi altid har haft det, og naboen måske har mere eller en nyere model, er et meget vigtigt sted at komme hen. I realiteten er vi alle sammen superrige i den vestlige verden.

Taknemmelighed er et kraftfuldt spirituelt element

Kan du mærke og blive i din taknemmelighed, vil nye elementer af taknemmelighed til stadighed åbne sig for dig. At være lykkelig, have overskud, være superrig er på mange måder et åndeligt valg. Hvis man åbner sine sanser og med taknemmelighed oplever omgivelser og præmisser, og især mennesker, relationer, bliver grundstemningen stabilt positiv, og danner et meget sundt grundlag for en tilværelse i harmoni med, den du er og det, du kom for.

Jeg tror på, at en af grundene til at dette er så kraftfuldt er, at taknemmeligheden sætter os i forbindelse med kosmos store energi og alle de ressourcer og balancer, der eksisterer på alle niveauer i dette utrolige og uendelige skaberværk. Lad mig sige det ligeud. I forbindelse med Gud. Det står enhver frit for at fortolke processerne, som man vil og tror man ikke på Gud, virker det alligevel at være taknemmelig.

Ressourcer: Når for meget forstyrrer livsglæde

Mere-mere-mere kulturen og hverdagsrutinevanerne som gør os blinde for alt det, som allerede er os givet, er alvorligt nedbrydende for livskvaliteten hos rigtig mange mennesker i den moderne vestlige verden. Af mange grunde, mange har jeg allerede berørt og flere må støde til i følgende blogindlæg. For det er ved at være tid at runde af.

Der er en stor minimalisme-trend i gang, og det er smukt. Når det ydre arbejde med tingene følges med et indre arbejde, er minimalisme absolut befriende. Og det skal nok opfattes lidt ligesom mavebøjningerne: Et dagligt stykke arbejde til at rydde ud i mere-mere-kulturen, så vi kan holde vores mentale balance, vores indre renhed.

Mindre ER mere. For mere kommer simpelthen i vejen for dét livsindhold, vi vælger at være her for, vælger at fordybe os i, vælger at elske.

Det, vi lærer af hinanden

Vores uge sluttede i godt selskab hos Magalie og Keith, som vi flyttede ind hos uden at kende hinanden i forvejen, og boede hos i ni dage i begyndelsen af Juli. Magalie og jeg fandt hinanden med ren hjerteenergi og via det moderne medie: facebook, og mødet mellem de to familier har været strålende. At det, vi har kunnet lære af hinanden, af at dele hverdagen i to omgange og af samtalerne og de fælles oplevelser, har været strålende.

Familien er midt i en transit, der ligner vores meget: At downscale og simplificere, så der bliver plads til det væsentlige. De sælger deres store hus med pool og udsigt for at finde noget mindre og simplere at bo i med deres fire børn, skiller sig af med deres ting, slipper karrieredrømme og forvandler arbjedslivet til noget meningsfuld og enkelt, laver deres indre arbejde og er parate til at turde kaste sig ud i et liv, som er anderledes og bevidstgjort, enkelt og frit.

Det har været en vidunderlig oplevelse at lære disse skønne mennesker at kende, og dette er i sandhed en rig oplevelse: At møde så mange likemindede mennesker og tilbringe så meget skøn tid sammen.