En tåre i min kejsers øjne: Teater og self directed learning

Behind the scenes på teateret og i det self-directede liv, vi lever. Læs hvad der skete, en ualmindelig lørdag på teateret.

Vi er til gennemspilning af Steen Koerners H. C. Andersen opsætning, der skal spille i Odense fra næste uge. Kunstnerne og teaterfolkene går rundt i deres sprog, deres lørdag, deres almindelige arbejdstøj, deres stemninger og personligheder. Stedet er øvesalen Meridiano i Gentofte, et skønt, virkeligt sted.

Vi sidder på en mosaik af mærkelige plasticstole, suppleret af en kørestol bag instruktørens arbejdsbord, alle 7 (inkl Livs kæreste), da lyset slukker, og musik og magi begynder. Teksten er indspillet sammen med lyden, og den første rejse er ind i nuet – fortælleren taler om, at vi er rejst hertil dette øjeblik gennem alle vores livs oplevelser, og at de tilsammen har bragt os til dette sekund. Dette øjeblik. Dette nu.

Alle børnene er stille. Det er et magisk øjeblik. Der er ingen personer på scenen, blot lyset. Hologrammerne er ikke færdige endnu, det visuelle er kun delvist meningsfuldt, men det betyder ikke noget for vores oplevelse af magien

Nu begynder eventyrene. Forestillingen er en kombination af teater og dans og cirkus-lignende præstationer, som er skrevet ind i de klassiske historier af H. C. Andersen. Vi oplever Nattergalen, Prinsessen på Ærten, Kejserens nye klæder, Den lille pige med svovlstikkerne.

Steen instruerer Prinsessen på ærten

Nattergalen får mig til at tænke. I glimt, flygtigt, midt i teateroplevelsen, midt i livet, midt i balancen med børnenes oplevelser, tænker jeg over livet. Processerne.

Det her med glæden ved at betyde noget for andre: “Du har allerede belønnet mig – jeg har set en tåre i min kejsers øjne”, er så fint skrevet af Andersen. Midt i hans mærkelighed havde han en stor og fin forståelse for livet. Eller er det os, der læser den ind i hans historier? Egentlig, ved jeg det ikke. Og i realiteten er det ikke så vigtigt. Det er der, uanset hvor bevidst Andersen var om det, da han skrev det.

Det, der er livets flødeskum, er at få lov at betyde noget for hinanden, at være noget for hinanden.

Stillfoto fra den færdige produktion

Et andet yndlingscitat, jeg bærer tæt ved hjertet, stammer fra Peddersen og Findus. Man kan finde Sandheden mange steder. I “Dengang Findus var lille og forsvandt”, siger nabokonen: “Den bedste måde at passe på sig selv, er at passe på nogle andre”, da hun forærer den gamle, ensomme mand en kattekilling i en kasse fra Findus fabrikker.

Det er det samme.

Det er også derfor, jeg ikke har brug for mig-tid; ikke synes mig-tid er en ting.

Til gengæld er en behind-the-scenes oplevelse med artister og teaterfolk på arbejde en stjernestund, en oplevelse, vi meget gerne gentager – faktisk hellere end den “rigtige” teateroplevelse, for det her er så virkeligt. Også her kom vi til at betyde noget for nogen, for kunstnerne var glade og taknemmelige for vores klapsalver og store smil en almindelig træt lørdag formiddag.

Da første akt var færdig, oplevede vi teknikaliteter i teaterproduktion. Løftesystemer til Den lille pige med svovlstikkerne, som går op i luften, da hun dør i slutningen af eventyret; store stylter, man ellers aldrig ser uden kostumerne, og noget virkelig spændende – Gunr (udtales Gunnar) fra Berlin, som er professionel reb- og hoppemand – hans job er at klatre op og ned og hoppe op og ned timet med de kunstnere, der hænger i trapezer og stof og seler fra scenens loft, så deres bevægelser bliver endnu mere magiske at se på. Han var en spændende mand, og hans arbejde helt utroligt. Også han var en kunstner, men en, som man aldrig ser, når man er i teateret.

Bagefter så vi hans ombyggede lastbil, som totalt trumfede vores bus: Med brusebad i døråbningen, som han sagde: “Det er uudnyttet plads, og så er det perfekt når jeg snowboarder, så kan mit udstyr stå der og dryppe af.” Gunr havde også en enorm dobbel-dobbeltseng (stor nok til os alle 7), plads til alle og køkken og opbevaring og det hele; og vores drømme fløj i alle retninger. Eller egentlig i samme retning.

Fantastisk. Virkeligt. Stort.

Træning i hverdagstøj

I snik-snakken, mens Sten instruerede lys og løftesystem og dans i luften, hørte vi Malthes historie.

Malthe spiller mange roller i opsætningen, blandt andre Andersen selv. Han er en virkelig dygtig danser, og bare ganske enkelt en rar ung mand. Han har en skøn historie: Han oplevede Stens danseteater som 13 årig, og fandt stilen så inderligt inspirerende, at han gik hjem og øvede sig uafbrudt i to år. Så blev han god, og så blev det svært: At nå derfra til at være rigtig rigtig dygtig nok til at arbejde ved teateret, var en udfordrings, som Malthe vandt over, blandt andet ved at hænge ud i teateret og se Sten og danserne øve sig. I 2. G droppede han ud af gymnasiet for at arbejde fuld tid professionelt med dans.

For en self-directed familie, er det en historie, der hælder store læs vand på vores mølle.

Gør det, du brænder for. Gør det, der giver mening. Giv den hele armen – og verden åbner sig for dig. Som manifestations-typerne formulerer det: “The universe gets out of your way, when you know what you want.”

Måske er det værd at nævne, at vi har set hele teaterstykket i 2013 i Tivolis Koncertsal. Oplevelsen på Meridiano var faktisk meget bedre. Vi elsker virkeligheden, rigtige mennesker, nærvær, at se folk ind i øjnene og høre deres historier. At dele livet, begejstringen. Det er okay, at vi ikke fik historien om Den Grimme Ælling, og hvad det ellers var, der er i anden akt. Det er ikke vigtigt.

Grunden til at vi sådan fik lov at være med en øvelørdag er, at min mand Conrad (som jo hedder Jesper, men kaldes Conrad af de fleste) og Steen har kendt hinanden, siden de for 20 år siden lavede en del projekter og hang ud sammen. Dengang var min mand med til at sætte et danseteaterstykke op sammen med Steen – Definitive Skitser hed det. Og senere har de samarbejdet om udgivelsen af en Romeo og Julie fortolkning i graffiti-stil og på hip-hop inspirerede vers: “Gadens Hårdeste Hævn”.

Vi fik lov at lege på scenen

Vi kan godt lide at være noget for nogen. Det er i centrum.

Men vi kan også godt lide at lave noget, have projekter i gang. Vi er ikke sådan rigtig glade for at sidde og drikke kaffe og gnaske småkager eller se fodbold eller gå på bar.

Vi kan godt lide at gøre noget andet og mere end hverdagen. Heraf bloggen for eksempel. Og forlaget. Og bøgerne, vi skriver. Jeg har min verden, min mand sin. Vi har også en hel del projekter, vi samarbejder om. Så vores ægteskab er også et samarbejde om mere end vores fælles, private liv – det er et samarbejde om livet i det hele taget, og lokalt og konkret samarbejde om flere projekter end fire børn, to hunde, hus, rejser, flipperbus og deslige. Det er også et samarbejde om bogudgivelser, fonde, websites, bøger.

På samme måde er mange af vores venner, især Conrads venner, dem, han har skabt noget sammen med, som han siger: “Skal man bruge lang tid sammen på at skabe et projekt, er det meget godt at man kan lide hinanden” – i samarbejdet er man noget for hinanden, både som personlighed og som professionalisme.

I vores liv er grænserne flydende mellem arbejdslivet og “fritiden”. Vi bruger ikke rigtig “fritid”. Vi lever bare. Sammen og i det, der giver mening at kaste sig ud i. Og det gav utrolig god mening at bruge en lørdag eftermiddag på at se kunst blive skabt af skønne og professionelle folk i deres hverdagstøj, stemninger og personligheder.

Med kærlighed

Cecilie Conrad