Comosøen og den udstoppede ræv: En uforglemmelig dag på road trip | Cecilie Conrad

Her er den anden historie om en uventet og særlig oplevelse; en måde at træde ind i en italiensk by ved Comosøen, ad bagvejen og med særlige smil og en helt vild fornemmelse af imødekommehed. Den første er den med baren i Bellano.

Egentlig skulle vi bare til supermarkedet for at købe sukker til min mands kefir – og selvfølgelig også de daglige fornødenheder – da vi kom til at gå lidt forkert og fandt et antikvariat. Nu kunne det sådan set have været en hvilken som helst butik, og det var det måske også – en mystisk blanding af mærkelig ting og sager, de fleste brugte. Men udenfor i solen stod en udstoppet ræv og smilede til os. Især smilede den til vores ældste datter, som i mange år har ønsket sig en udstoppet ræv. For 30 Euro kunne den blive vores, og dét blev den temmelig hurtigt. Ingen bekymringer, sådan for alvoer, over hvordan vi skal få plads til at få den med hjem i minibussen, ikke nogen overvejelser over prisen (som er et kup, vi har jo faktisk tjekket det før), blot en utrolig forvirrende lykke over at finde den helt rigtige udstoppede ræv til datteren.

Og nu kommer det så. Vores shopping kan jo være, hvad den være vil – ikke vildt interessant for resten af verden – men det sjove er at tilbringe resten af sin dag sammen med en udstoppet ræv. Betænk et øjeblik, at vi i forvejen går rundt med tre småbørn, alle med langt og rodet hår, en gammel klapvogn, godt med tasker og poser, en langhåret onkel med TO kameraer OG kamerataske og for at det ikke skal være løgn: En puddelhund med hestehale.

Vi er i forvejen underholdningselementet, hvor end vi kommer frem.

Men med en udstoppet ræv på slæb, bliver historien bare sjovere. Først udenfor supermarkedet, hvor Liv måtte sidde med sin ræv og en klapvogn med sovende lillebror, samt førnævnte puddel. Hunden har sammen størrelse som ræven, så det så virkelig i sandhed skørt ud.

Senere på vandring ned ad bjerget, ad de små veje, vi heldigvis kan liste rundt i fordi jeg har downloadet det helt fantastiske kort i appen maps.me. Hent det – et ofline kort over hele verden, hvor man skal downloade et land eller en region ad gangen. Der er ikke alt med, men ofte de mest overraskende detaljer og små gyder, og info om alt muligt: Seværdigheder, restauranter, supermarkeder, hospitaler – you get the picture. Ganske gratis.

Nå, men vi gik så ganske gratis fra hovedvejen, via de små boligkvarterer og ad den smalle italienske gader ned til havnen i Gravedona, hvor vi hang i nogle timer og spiste is og brød og ost og frugt og drak kaffe. Ved en bænk. Vi ligner lidt en blanding af rockstjerner og sigøjnere, tror jeg – og med den her ræv, kom folks kameraer hurtigere frem og knipsede os, så det næsten var som at være i Indien igen. På vandreturen mødte vi en munk, en skater, en flok teenagere, overklassetyper i høje sko og pæne pressefolder, husmødre, turister …. og alle smilede og grinede og pegede og tænkte hver deres om os og vores udstoppede ræv. Så uendelig skørt, så uendelig skønt.

Luften var mild og dagen smuk. Vi sluttede af med aftenvandring til kirkerne i Gravedona, som man bør sætte mindst en time af til at studere. Der er den nye, den gamle og den helt antikke, eller i hvert fald ultragamle. I den gamle tændte vi lys og takkede for livet og for skønheden, fordi vi har hinanden og dagligt mærker kærligheden; vi takkede for at vide, vi får mad hver dag og fordi vi tør stole på at Gud holder hånden over os. Vi takkede for alle de skytsengle, der hele tiden vandrer med os på vores rejser, både de indre og de ydre og var stille sammen, mens vi så på lysene – vores egne og alle de andre.

I den store og mere nye kirke studerede vi helgenbilleder og det smukke røde glaskors i vinduet, vi slog korsets tegn for os med vievandet og dansede lidt rundt på det sort/hvide gulv. Udenfor stod ræven oppe i klapvognen og ventede sammen med hunden. Utrolig dumt. Og fint.

I den allerældste kirke talte vi om det gamle kirkesprog latin, som vi jo studerer i hjemmeskolen, og om kalkmalerier for alle dem, som ikke forstod en hat latin. Vi så på resterne af dem, på de mærkelige – næsten keltiske tegn og mønstre, og gik ind i alle sprækker og mystiske kroge.

Da vi kom ud fra kirkerne, var det skumring – solen var for længst gået ned bag bjerget, men nu begyndte mørket faktisk at snige sig frem. Flagermusene sværmede tidligt i forhold til det, vi kender hjemme fra Danmark, og vi så deres lyse maver og læderagtige hud. Vi vandrede langs kirkegården og så lysene og billederne og de knoldede plataner mod den rødmende himmel. Over broen, der førte os over floden og ned langs vandet tilbage til vores elskede minibus og madlavning i mørke, ipadspil og barbapapalyskæde, stearinlys, bølgeskvulp og en omfattende træthed.

Med kærlighed

Cecilie Conrad