At starte i skole som sensitivt barn: "For mig er det ligesom at vælte et hus!"

Er dit barn særligt sensitivt? Læs vores personlige erfaringer med at starte i skole, håndtere stresshormoner og navigere i et kompliceret socialt landskab. Få indsigt i, hvordan du som forælder kan støtte dit sensitive barn.

UPDATE: Denne artikel er skrevet i August 2012. Blot en uge før vi forældre endte med at lytte til Storm, som gerne ville hjemmeskoles. 

En artikel om særlig sensitive børn, særlig min sensitive søn. Om hvordan det er at starte i skole, hvordan der er at mærke andres følelser alt for meget. Om stresshormon og høje lyde, og hvordan man dog skal håndtere det som forældre.

Sagt af Storm i skolen

De andre børn, de hygger sig bare. For dem er det at starte i skole bare som at sparke til en bold. Men sådan er det ikke for mig. For mig er det ligesom at vælte et hus!

Så hjerteknusende præcist beskrev min seksårige søn sin oplevelse af at starte i skole. Det er en stor opgave og et stort ansvar at være forælder til et særlig sensitivt barn, og jeg vil her skrive lidt mere om vores erfaringer og oplevelser. Her kommer det til at handle om, hvorfor det at starte i skole, er som at skulle vælte et hus.

Empati og følelser: Hvordan sensitive børn mærker verden og andre menneskers følelser:

Storms sensitivitet sætter ham i stand til i højere grad end andre børn at mærke andres følelser. Han har med et psykolog-ord en meget veludviklet empati. Han læser ansigter og kropssprog, han lytter til stemninger, til det sagte og usagte, til tonen i ordene, hastigheden, andres opmærksomheder. Han kan ikke altid forstå, hvad der sker omkring ham, men stemningerne driver gennem ham, og hans sind må hele tiden bearbejde alle disse indtryk.

Jeg skriver så udførligt om, hvor alle stimuli kommer fra, for at understrege, at jeg ikke laver hokus-pokus ud af det. Man kan tro, hvad man vil om clairvoyance og spøgelser. Personligt tror jeg ikke meget på det, men jeg har 'desværre' haft nogle oplevelser med min søn, som rokker lidt ved min grundvold. Men det ER en anden sag. Hans evne til at lytte til - og læse andre menneskers stemninger, følelser og oplevelser er forrygende, men også meget besværlig for ham.

Skolen: Et kompliceret socialt felt

I en skole sker der hele tiden rigtig meget på det sociale felt, og det er overvældende for ham at tage alt dette ind, sortere det og bearbejde det, og samtidig lære navne, løse opgaver, håndtere alt det andet.

Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvor han er i dag, men dengang han gik i børnehave (fra han var to til han var fem), oplevede han endda, at han bare MÅTTE gøre alt, hvad han kunne for at 'få tingene i balance' som han så fint sagde det (ja, barn af en glad blomster-yoga-far og religiøs og udflippet psykolog-mor). Derfor var det sociale felt en konstant belastning, da den hele tiden lagde nye byrder på den lille dreng; og hjemmelivet med mange søskende og i en lang periode meget syg mor, var sådan set ikke meget bedre.

Indtil videre ser det ud til at Storm tager den observerende position i skolen, og ikke oplever dette ansvarets pres. Hvilken lettelse, hvis det holder! Han finder dem, der også tager det lidt fra siden og ind, og bonder med dem. Han er glad, når han kan deltage i noget, men sådan set lige så glad for at se på; han har altid været en dreng, der satte sig lidt i skrædderstilling og så på, når andre børn legede. Og det er vel også i orden, også en måde at være menneske.

Stress-hormon på max: Den biologiske udfordring

En af de ting, Aron skriver om i sin bog er, at man har fundet at særlig sensitive mennesker (HSP) producerer mere stress-hormon end andre. En mindre påvirkning sætter en større produktion af hormon i gang, og desværre er det sådan, at kroppen samtidig er længere tid om at nedbryde det igen, når påvirkningen er væk. Det betyder, at sensitive mennesker helt fysiologisk befinder sig i en stresstilstand oftere og længere end andre mennesker. Der er IKKE tale om hysteri og pyller, der er tale om en biologi som kan være meget meget besværlig, men som også er et personligt træk, man som subjekt må forholde sig til, at man har - og få det bedste ud af i dette jordiske liv. Ligesom hårfarve, nærsynethed, høj eller lav intelligens, store muskler eller korte ben.

Håndtering af stress: Efter skoledagen

Et eksempel på at håndtere det, og reagere voldsomt bagefter.

I dag var Storm til rytmik i skolen. Jeg var med, for Storm er slet ikke klar til at være 'alene' i skole endnu. De skulle lege tre nye lege i løbet af de tre kvarter. Den første leg kastede han sig ud i i tredje runde, som desværre var den sidste. Han ville meget gerne have været med mere end det, til trods for at der var fart på, mennesker han ikke kendte og endda musik oveni. Anden leg stod han helt af på, da den handlede om sygdom. Storm er meget bange for sygdom - af gode grunde; kræftsygdommen har brændt sig ind i hans system, og det kommer til at tage nogle år, før hans frygt for at kroppen går i stykker, damper af. Tredje leg var en leg, hvor man skulle trække hinanden rundt på madrasser, og også den deltog han glad i, selvom den indheholdt hyl og skrig og var til musik.

Men bagefter - pyh-ha. Så kommer reaktionen, alt det stress-hormon som ikke længere er relevant og som har bygget sig op i den lille krop. Han kan ikke være nogen steder, vil hjem i sofaen, vil ikke tale med nogen, ikke spise, ikke lege, ikke noget. Og samtidig kan han ikke stå stille, hans lille krop vrider og vender sig, hænderne flipper omkring, han hopper og stamper og kan ikke finde ro.

Forældrerollen: Hvordan man kan støtte et sensitivt barn

Hvad kan man gøre som mor - eller far?

Man kan rumme det. Man kan rumme det og rumme det og rumme det. Det er pisse barsk, for det er hårdt at se den lille dreng kæmpe sådan. Men det er det, der skal til. Vi taler og taler om det, vi beskytter ham og beskytter ham - så meget at man til tider føler sig som den overbeskyttende pyller psykolog høne mor, man VED mange andre mennesker, tror man er. Alle dem, der aldrig har prøvet det, som ikke har sensitive børn og som ikke rigtig 'tror på det', ikke ved at det findes.

Min forælderopgave er at lære min søn at leve med sin særlige personlighed, som indtil videre på visse måder har gjort hans liv temmelig besværligt. Men som også har gjort min søn til et helt særligt og vidunderligt barn. Det er den samme følsomhed der gør, at han forstår sine søstre ned i detaljen, som gjorde at han klarede hele den belastede periode med sygdommen med en glans og et nærvær, som var fantastisk. Det er det, der gør at han kan komme løbende og fortælle mig at 'månen lyser helt fantastisk i aften mor', eller at 'en blomst er åbnet med al sin skønhed' (begge disse udsagn bare fra denne uge - og det er altså tirsdag i dag). Han er en lille Tyren Ferdinand, en elskelig og i øvrigt utrolig klog lille dreng. Et sådant nervesystem, en sådan opmærksomhed giver jo også den bonus at utrolig mange informationer og detaljer opsuges og lagres i løbet af ingen tid. Det er en hemsko, og en enorm fordel.

Håb og balance: En mursten ad gangen

Så kære med-forældre til HSP børn: Der er håb. Der er altid et hjørne til 'os', altid en balance at finde. Det kræver bare nogle gange at man vælter et hus. En mursten ad gangen.

UPDATE: Denne artikel er skrevet i August 2012. Blot en uge før vi forældre endte med at lytte til Storm, som gerne ville hjemmeskoles. Læs meget mere om livet med hjemmeskole og unschooling her!

Med kærlighed

Cecilie Conrad