San Vincente de la Barquera: En rejsedagbog fra Cantabrien, Spanien - Kapitel 2

Morgenstund har guld i mund: En ny begyndelse og on ny livsfilosofi.

Jeg havde så skæv og dårlig en dag i går, og så elendig og kortvarig en nattesøvn i nat, at jeg var sur da jeg vågnede her til morgen. Og det har jeg en politik om ikke at være. Der er tre dage, til jeg officielt er langtidsoverlever, og jeg besluttede to ting ffaktisk mange, men her vil jeg nævne to) mens jeg var syg.

1. Jeg vil ikke spilde mere af mit liv på at være i dårlig humør

2. Jeg vil ikke spilde mere af mit liv på at være på slankekur

Så på med vanten, ud og få en god dag MED det samme. Jeg hyggede om Fjord, tog noget nogenlunde rent tøj på, takkede vorherre for lyset og dagen og for at jeg havde været i bad om natten. Drak to kopper pulverkaffe med honning og steriliseret mælk (jeg ejer en juramaskine, jeg elsker espresso!), pakkede en fjældræv med penge og kamera og gik min bare vej. Ud i det blå, for nu skulle det satme være en god dag.

Og hvad sker der så? Den klamme, plastic-turistfælde, støjinfernoet, overflade-helvedet forvandler sig for mine øjne, i takt med mine skridt og jeg går en vidunderlig tur i Guds frie natur, i et utroligt landskab og en vidunderlig lille by. Lad mig fortælle:

Atlanterhavets magi

Først og fremmest er der denne udsigt over atlanterhavet, som har en helt anden farve og stemning end Middelhavet. Det er enormt, som en hval, som et bjerg - det har en selvtillid og en styrke, som ... ja. Faktisk måske min mand. Eller en engel. Jeg ved ikke. Det er utrolig smukt. Solen skinner naturligvis, det har den gjort i næsten 60 dage nu - vi er de rigtige steder på kloden til dét. Lyset er vidunderligt smukt, himlen er høj og blå - der er plads til mine tanker, og der er helt sikkert kontakt til min bare eksistens.

Den gamle mur og kirken: En rejse tilbage i tiden

Forbi parkeringspladsen foran hotellet, hvor man frit kan vælge mellem 34 ledige pladser (vi kørte fjollede rundt og prøvede dem allesammen i går aftes, inden vi gik ind på hotellet, blot fordi det var så enormt fantastisk med parkeringspladser efter to byer uden) kommer man til en gammel stenmur der fører ned til en lige så gammel kire. Heldigvis ikke romanesk, dem har vi set så sindssygt mange af. Denne stil er en anden, jeg må lige spørge nogen der er klogere end mig. Der står gamle, velpassede træer langs muren og rundt om kirken, som ligger med udsigt over ... fjorden.

Hvad hedder det mon når der er et vådområde ind i landet, bredt som en ret stor flod, men som stopper efter en kilometer eller to? Hvor bådene ligger på sandbunden og venter på højvande, og hvor der er bygget en viunderlig bro, så man kan komme over og et skibsbygge-sted (glemt ordet), hvor der er flere fiskerbåde end lystbåde og hvor mennesker vader rundt og ser efter et eller andet i det lave vand i morgenlyset?

I hvert fald havde de placeret en bænk ved kirken med en fantastisk udsigt til dette, samt havet, bakkerne og bjergene.

Bjergenes majestætiske tilstedeværelse: Et landskab der tager pusten fra dig

Åh, ja bjergene. Dem havde jeg lige glemt. VI har set rigtig mange bjerge på denne rejse, så man er blevet lidt kritisk. Synes dem i nordøstportugal var lidt kedelige, og dem vi kørte gennem i går og i forgårds op gennem Spanien mod Cantabrien var maleriske grundet landbruget, træerne og noget med farverne, men selve bjergene havde ikke noget overvældende over sig (bortset fra det indlysende: størrelsen). Men disse bjerge, lige her - det er ufattelige. De kanter sig på den mest utrolige måde, de ligger med nogle kæder foran hinanden, så man kan se flere lag af bjerge, og de bagerste, øverste, højeste har nogle formationer der er både utrolige, næsten naturstridige og meget smukke. Jeg kan knapt rumme tanken om, hvor enorme disse kanter må være, men jeg nyder den måde de danner en unik horisont for denne by.

Forbi kirken komme man til en trappe ned til vestsiden af havneområdet udenfor byen. Havnen er af geografiske grunde meget stor her. Men altså. Forbi kirken kommer en gammel trappe ned til molen. Og fra molen går endnu en trappe ned til sandbuden på dette område, der veksler mellem landjord og hav med tidevandet. Alle de små både omkring denne trappe er bundet fast med tov til molen, det ser malerisk ud i morgenlyset, og på trappen kribler det af krabber som vel spiser et eller andet som tidevandet har efterladt i løbet af natten. De nederste trin er stadig våde, så jeg antager at der har været højvande, mens vi har sovet. Det ligger i hvert fald meget lavt lige nu. I vandet mellem bådene er der store fisk, som bare står og stener. Sover måske? Det er alts sammen meget smukt, både på en yndig måde, og samtidig på en rå måde.

Jeg havde jo Fjord, og han begyndte at knirke i Mei-Taien, så jeg gik videre.

Lige nu begynder familien at vågne så meget, at jeg må se at blive færdig. Så jeg skynder mig.

Jeg gik videre og så folkefesten blive pakket sammen, det var sært på en mærkelig inspirerende måde. Denne kontrast mellem den vidunderlige natur og al den brugte plastic, der nu skulle videre og genere nogle andre. Jeg fandt brød og yoghurt i et supermarked og vendte tilbage. Så firben og fugle, iæsr store flotte havmåger. Og lige nu, afslutningsvis, har jeg set at der er geder i haven ved siden af hotellet. Mine børn er vågnet og løber nøgne rundt og leger med hoppebolde (to af dem), og faktisk er denne dag allerede ret yndig. Klokken er 10.44. Mission acomplished: Det er en god dag.

Og nu skal den til at begynde. Resten af børnene skal gøres morgenklar, og så skal vi se El Soplaogrotterne og deres unikke mineralformationer.

Med kærlighed

Cecilie Conrad