San Vincente de la Barquera: En rejsedagbog fra Cantabrien, Spanien - Kapitel 1

San Vincente de la barquera, kapitel 1 - Tirsdag d. 17. juli 2012, Cantabrien

I går kørte vi op til Comillas for at nå havet, og for at komme nær de to grotter, vi gerne vil besøge. Vi havde vist alle en skæv dag med hjemve, og humøret var lidt svært. De er desuden altid lidt svære de dage, hvor man kun har overnattet en gang, det sted man forlader. Ikke dårlige, men blot lidt sværere. Der er meget praktisk arbejde.

Comillas var hæslig, i hvert fald i Jesper og Thomas øjne. Og alle har ret i vores familie. Det var også meget slemt nede ved den fantastiske sandstrand. Det var totalt fluepapir, ikke et skridt kunne man tage, uden at træde nogen over sololien, og den yndige hvide promenade, der lå langs stranden var garneret af en tivoliopstilling med karuseller og hoppeborge, plasticlegetøj, højttalere (og man ville næsten ønske, det havde været Enya), elendig mad, kemisk slik. Ikke en ærlig parkeringsplads var der (heldigvis).

Først kørte vi til nærmeste strand og fandt en fabrik, 12 fiskere, nogle forkølede turister, der entusiastisk gik tur på klipper og sten, dækket af slimet tang. Thomas drillede mig og lod som om han var ved køre i havet. Og alligevel synes jeg, han er sjov! Han er i hvert fald med til at hele mig, for vi MÅ jo ikke frygte, og min frygt for at bilen kører alle mulige steder hen udenfor vejene er totalt ubegrundet, især når min bror er bag rattet. Men nok om det.

Så kørte vi op til et udkigspunkt vest for Comillas. Der var en kirkegård med nogle meget maleriske hvide englestatuer ovenpå masulæerne, og der var en fantasitsk udsigt over havet og det grønne Cantabrien. Havde der været et hotel, havde vi købt hele balladen. Men der var udelukkende en hullet parkeringsplads.

Videre gik det mod .... hvor vi har læst de har nogle af Spaniens bedste fiskerestaurenter, og hvor vi kan se på kortet at der er en naturlig havn eller i hvert fald noget forløb af kysten, der leder en masse vand ind i landskabet.

Også denne by var turisthelvede med svampebob-firkant hoppeborg, larmende musik og tusindvis af turister. Det store problem var i bund og grund, at vi ikke rigtig var åbne for ud-i-det-blå og at vi kun havde spist et måltid den dag. Klokken var syv, vi var sukkerkolde hele banden.

Vi spiste et meget dårligt måltid og betalte mange penge for det, inden vi indså, at til trods for at vi havde spurgt på 4 forskellige hoteller, kunne ingen af dem møde et minumum - til trods for at klokken var mange.

Okay, jeg sludrer lidt. Men vi oplever også meget. TIl sidst fandt vi naturligvis et hotel, lidt udenfor byen, trestjernet og pebret, med altaner og internet (virker dog ikke helt), udsigt itl havet og bugten og broen. jeg sov ikke meget pga myg og larm fra byfesten (tak og lov for at vi ikke sov inde i byen.

Men vi fik landet og badet og talt sammen om, vhad der kan lade sig gøre og hvad der er realistisk, hvornår vi skal hjem, hvad vi gerne vil inden dag og alt det. Og det var godt.

Og i næste kapitel kan man læse om, hvilken morgenstund, jeg stod op til.

Med kærlighed

Cecilie Conrad