Hvem sidder der bag skærmen? Skærmbrug: Fordele, ulemper og bevidste beslutninger

Et eksempel på et livs-element, jeg har et ambivalent forhold til, og som vi løbende gør os meget umage med at få i balance for alle i familien.

Film først. Fordele og ulemper, grundlæggende tanker, link til hitliste samt vores beslutninger.

Fordele

På den ene side, er en god film en rigtig god måde at opleve en god historie, og gode historier mener jeg er en af de væsenligste byggesten for et godt liv (læs evt 'The Stories We Live By' af Dan P McAdams). Fortællinger, stemninger, metaforer, karakterer, narrative strukturer udgør en central byggesten dannelsen af personligheden, og er og bliver et gelænder for vores tanker. Dermed også for, hvordan vi kan forstå vores eget liv, vores historie og vores nutid og vores perspektiv på fremtidens muligheder.

Ulemper

På den anden side, kan det bare let blive alt for mange timer foran en skærm, hvis vi voksne ikke stopper det og sætter nogle rammer for det. Og hvis man har flow-tv, er det også helt ude af kontrol, hvor elendigt indhold, man risikerer børnene får stoppet i hovederne. Jeg finder det i øvrigt dybt problematisk at dårlige film til børn ikke blot er dårlige (altså lidt spild af tid), men også fortæller histoirer som lange kæder af peaks, uden den mere nuancerede narration og at de ofte er bygget op ligesom TVserier for voksne. Jeg mener, at den type film til børn, i for store mængder, kan være decideret skadelig. Fordi de simpelthen giver nogle meget dårlige og helt ubrugelige byggesten for børnenes udvikling.

Vores bevidste beslutninger: en guide til forældre

Vi har valgt, at vi ikke har noget TVsignal, vi har ikke haft TVsignal i godt syv år. Det er bare blevet lidt sværere at lukke forbindelsen med tiden, fordi man kan streame TV på internettet, og børnene jo sagtens selv kan finde ud af at starte eksempelvis Ramasjang. Dog betyder det rigtig meget, at det ikke er et enkelt tryk på fjernbetjeningen, og at de voksne ikke ser TV. Det, at vi ikke har noget TVsignal, betyder at vi voksne også har et meget kritisk medieforbrug. Det gode eksempel er magtfuldt. Børnene lærer af den virkelighed, der er omkring dem. Altid og i alle forhold.

I stedet har vi lagt alle vores børnefilm, som vi relativt kritisk indkøber, ind på en harddisk. Det betyder, at de har flere hundrede film at vælge imellem, men vi voksne har besluttet hvilke. Når det nogle gange går galt, og vi lidt for ukritisk får startet et eller andet elendigt (særlig det til drenge, det helte-agtige kan være utrolig dårligt), fortryder jeg det bittert og i lang tid plages jeg af dårlig samvittighed. Hvorfor tjekkede jeg det ikke lige på IMDB?

For tiden har vi den grænse, at man må se TV efter kl 14. Nogle gange får man lov at glo en masse film, nogle gange er det bare en enkelt. Det kommer an på dagsformen. Og på om de voksne ser med, så det er en fælles oplevelse og bliver en fælles historie og et fælles sprog, eller det er noget et eller to børn gør uden voksenkontakt.

Computerspil: eventyr eller tidsrøver? 

Denne sag er even worse. Computerspil kan være noget af det mest elendige, tidsrøvende, vanedannende, hjernevaskende, negative PIS. Og de kan være de mest utrolige eventyr, historier hvor man kan være med selv, oplevelsesuniverser at dele med andre; venner, søskende og forældre. I vores hus er det at spille computer ikke nødvendigvis noget passivt; Storm (på seks et halvt, som er den der spiller mest) hopper og springer rundt på gulvet og i sofaen, når han spiller på wii. Også når det er de der spil, hvor man lige så godt kunne sidde stille. Tak til håndholdte controllere.

Vi gør også her ret meget ud af at vælge gode spil med et ordentligt narrativt indhold, og et nogenlunde opbyggeligt tema. Det kan jo ikke alt sammen være bibelhistorie (faktisk er der ikke noget bibelhistorie på det her område), men man kan dog sortere det mest elendige fra. Desuden er vi imod spil, hvor man er afhængig af andre på nettet, fordi de fanger for meget tid, og andre forældres beslutninger om, hvornår og hvor længe man må spille, kommer til at presse vores virkelighed.

Edutainment computerspil er ligesom lærings-tv (som Hr. Skæg eksempelvis) en mellemting, som jeg let kan forledes til at mene er okay, men som jeg så alligevel har det ambivalent med, hvis de i timevis sidder foran skærmen uden voksenkontakt. Det er altid et spørgsmål om balance. Edutainment kan man også få for meget af, men det er ikke nogen dæmon. Dæmonen er et andet sted, den ligger i tomhedsfølelsen, hvis man har oplevet en masse ved skærmen alene.

Skidt og kanel: hvad vi anbefaler og undgår

Klik her og find en liste over film og computerspil som vi har særlig forkærlighed for - ikke rigtig anmeldelse, men alligevel med et par bemærkninger knyttet til. Blot til inspiration. Man kan mene alt muligt, og det handler ikke om at lave top ti eller ekskludere noget - blot om at inspirere og dele ud af erfaringer.

Vores virkelighed til inspration, en opsummering

Lige nu er beslutninger og balancer på dette område: Ingen skærme før kl 14, dog er lydbøger på ipad og deciderede skolespil spillet med voksne på ipad undtaget. Højtlæsning hver dag (så historier sandelig også kommer fra det skrevne sprog), computerspil og film vælges sammen med voksne, og tidsbegrænses når vi synes, det bliver lidt for meget. Eller hvis det bliver en løsning for barnet, når det føler sig træt eller uinspireret.

Dæmonen i detaljen - fælden, problemets kerne

På det her område, må man endelig være opmærksom på, at både computerspil og film er de nemmeste børnepiller i hele verden. De er optaget i lang tid, man kan regne med at de er i sofaen, det er superlet og man har en fornemmelse af kontrol. Hvis man selv har valgt, hvilken film eller hvilket computerspil, er det en let fælde at falde i at mene, det er godt nok også selvom det bliver mange timer uden voksenkontakt. Man kan tage en bevidst beslutning om, at dette er ok, og så er det det også.

Men problemet er ikke OM de sidder der bag skærmen, spørgmsålet er HVEM der sidder der bag skærmen. For der er en kollossal forskel på om de gør det med eller uden voksne, om det er en fælles tid med kontakt og nærvær og voksenhjælp (til at forstå, sætte ord på, læse, dele senere, perspektivere osv) eller noget, børnene oplever alene. Måske er dette i virkeligheden det mest interessante problematiske forhold omkring skærmen, at den bliver en børnepille?

Og hvad får man så ud af alt det besvær?

Det er unægteligt langt mere omstændeligt at systematisere på en harddisk, kontrollere film og computerspils kvalitet, styre udenom flowtv og alt det. Det er særlig slemt i perioder, hvor børnene føler sig inspirerede til at se noget flow-tv, fordi nogen de kender ser det og taler om det. Så skal vi til at streame og ramme rigtige tidspunkter og forklare at man ikke kan se de igen og at man ikke kan pause og gå på toilettet eller bygge LEGO på halvvejen. Nogle af de her fredags showprogrammer har vi set i korte perioder, fordi der blev talt en masse om det i skolen, MGP har vi set to, måske tre gange, og i perioder har vi set Disneysjov om fredagen. Jeg vil gerne indrømme, at det var lettere, hvis vi bare kunne tænde for kassen og så kørte det. Men jeg synes, vores besværlige og bevdistgjorte måde at gøre det på, er det hele værd.

Børnenes perspektiv: kvalitetsbevidsthed fra en ung alder

Vi har en teenagedatter, som ikke gider se TV. Det er spild af tid, synes hun. Hun kan godt blive grebet af at se en børnefilm med sine søskende, men det er mere for samværets skyld, end for filmen. Skulle hun vælge selv, valgte hun en bog, et brætspil eller Facebook-chat med veninderne. Vores datter gad allerede som tiårig hverken at se showprogrammer, MGP, Disneysjov eller noget som helst af det, de andre så. Hun var chokeret, når hun kom hjem fra nye venner, der tændte for TV automatisk om eftermiddagen og så tweens-tv-serier, som hun mente var røv-kedelige (for nu at sige det på godt Københavnsk). Hun går ikke specielt meget op i tøj og musik, i hvert fald ikke det nye og hippe; hun er glad for nogle enkelte bands, også nogel af de gamle, som hun har på LP (det er jo retro for de unge!) og synes det er en fest med genbrugstøj, gerne arvet fra tanter og andre skønne slanke damer, vi kender.

Nu har vi også en seksårig søn, der har set Disneysjov nok. Disneysjov blev introduceret i marts eller noget og har været et fast ritual nogenlunde hver uge siden, fraset de tre måender, vi rejste. Og nu er det nok. Han siger selv, at han syens filmene er for dårlige, at han bliver i dårligt humør af dem. Hvor skønt er det lige?

Vores datter på fire er ikke specielt optaget af film, men sætter stor pris på at kunne pause, gentage, se det samme igen og igen - så hun kan forstå det og tale om det med sin storebror og sine forældre. Hun bliver for tiden meget påvirket af film, hvis hun ser dem, bliver meget ulykkelig når det er svært for helten, og skal have hjælp for følelsesmæssigt at komme gennem noget der er mere dramatisk end Kaj og Andrea.

Alt i alt har vi altså nogle tidligt kvalitetsbevidste børn, som kan sige til og fra og som kender et væld af gode historier, mange af dem fra film og computerspil.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Update 2023. Et års tid efter denne artikel blev skrevet tog vi 4 års pause fra at game -Det valg kan du læse om her. Og da livet er omskifteligt, så gamer vi nu gladeligt igen - nu med VR briller og alt muligt.