Mens lyset breder sig: En kræftoverlevers roadtrip og refleksioner

Mens lyset breder sig. Tanker fra motorvejene rundt om Lyon

En beretning om, hvordan det er at være vinterramt kræftoverlever og køre direkte mod solen, selvom man kører på grimme motorveje. Velkommen direkte ind i min stream of consciousness.

Mens lyset breder sig.

Vi kører over Massif Central i dag, den store bjergmasse, der ligger vest for alperne. Man kører ligesom udenom ned til kysten og så op langs vandet til Toulon. Børnene sidder med hver deres iPad og computer.

Søren og Jesper småsnakker, Fjord sover. Egentlig burde jeg også sove, men lyset er dragende. Det er rigtigt lys nu, og jeg kan mærke livsånderne vågne igen. Jeg kan mærke, jeg lever på den helt gode måde. Igen.

Kræftoverlever: Refleksioner over livet og dets værdi

For mindre end en uge siden, var jeg til kontrol - og klarede igen frisag. Når jeg sidder der på hospitalet, trækker det minderne frem om den utrolige tid, det var at være syg. På den dårlige måde. Jeg kommer i tanker om livets værdi, men sandelig også om de bagsider, vi lever med. Det kan - i den sammenhæng - undre mig, at vinteren rammer mig så hårdt, for jeg er grundlæggende på ingen måde i tvivl om livets værdi, om hvad det betyder for mig at træde mine skridt på denne jord - uanset vinterens mørke, uanset flyverdragter og praktisk husarbejde. Det er mærkeligt, som den nuværende kontekst kan sløve gamle erkendelser - eller i hvert fald lægge distance til dem. På den måde er disse kontroller gode: som reminder på livets værdi, gode til at åbne for livsagtelsen. Og frygten. De voksne kan også være bange.

Mental udluftning: At finde ro og klarhed på rejsen

Et af de filtre, jeg bruger til at organisere mit kaotiske liv med, lyder: Less is more. Jeg er af natur temmelig kaotisk, og kan egentlig lide det, som det er. Jeg synes der skal være gode grunde, hvis man skal modarbejde sin natur, og jeg har fred med min. Mit indre kaos, balanceres af noget detaljeopmærksomhed, der sætter mig i stand til det meste af tiden at vide, hvor alting er, hvor langt, jeg er i alle mine projekter, hvordan alle i familien har det, og hvad der skal til, for at denne dag kan blive et eventyr. Det er godt nok. Men jeg tror, at uden filteret: Less is more, ville mit kaos vokse mig over hovedet. Jeg har fire dejlige børn, og er ingen strammer. Så der er en del at se til.

Peaceful parenting: Lærdomme og udfordringer i forældreskabet

I nat læste jeg et blogindlæg fra Peaceful Parenting tror jeg, det var. Eller måske the unschool bus. En far til fire fortalte, hvordan han har udviklet sig, mens hans børn er vokset op - hvordan han har lært at respektere sine børn. Meget var genkendeligt for mig, der lagde ud med at være enlig mor som 23 årig, så godt jeg kunne. Det her med at lære at bare være sammen med børnene, slippe kontrol, forventninger, og især principper og så begynde at leve et respektfuldt, kærligheds-drevet, helhjertet liv sammen med sine børn.

Faktisk var det ikke helt nøjagtigt det, manden skrev om - han var mere teknisk omkring, hvordan man håndterer især de yngste børn uden tvang, fysisk og psykisk vold (fastholdelse, tjat og skældud). Men jeg kom til at tænke på, hvordan jeg - vi - har udviklet os med mere og mere respekt for børnenes integritet (vi har aldrig praktiseret fastholdelse og tjat, omend skældud ind i mellem er sket - ikke som metode, mere som udbrud af frustration). Han siger det meget tydeligt: Jeg siger ikke noget til mine børn, jeg ikke kunne sige til min kone. Jeg har også sagt det mange gange: Det er virkelig mærkeligt, at vi synes det er helt i orden at tale så respektløst og uforskammet til vores børn, når vi forventer, de skal lære det modsatte. Og i øvrigt: Når nu vi holder så meget af dem.

Ikke fordi jeg er perfekt. Jeg kommer sandelig ofte til det selv, det er så dybt indlejret i sproget og i vanerne omkring omgangen med børn, at også jeg kommer til at tale hårdt og kommanderende. Pyh-ha. Klamt. Det er godt, lyset breder sig og vi får en tur ud i det blå, noget havudsigt og nogle dage udenfor hverdagen. Det et godt afsæt til at finde endnu bedre fokus i livet.

Lyon: En by fyldt med personlige minder og refleksioner

Vi kører gennem en af Frankrigs største byer lige nu. Det er mandag formiddag, og der er masser af trafik. Jeg synes, mine slidte nerver tager det ganske roligt. Det er dejligt. Freden breder sig, sammen med en undren over denne mærkelige utrolige verden. En storby set fra motorvejene, tager sig ikke specielt smukt ud. Egentlig kunne jeg godt drømme om at rejse med tog engang. Når børnene er store nok til at bære deres tasker selv. Jeg husker min ungdoms rejser, som på visse måder langt mere charmerende, fordi hovedbanegårde altid ligger i gamle bydele med en vis autencitet. Lige nu ligger vi bag en tankvogn og kører gennem et utrolig grimt industriområde. Det er sundt at se bagsiden af den vestlige verden - i hvert fald den del afden, der ligger i den vestlige verden.

Min mor boede i Lyon som helt ung. Hos Rita, en vidunderlig fransk dame med flair for livets kaos, for outrær skønhed og med en enorm begejstring. Eller egentlig var hun vist ikke fransk. En dansk dame, som boede i Frankrig. Hendes mand var parfumeur - og fransk. På en af vores rejser til Frankrig kørte vi ind og fandt Rita i Lyon. Sjovt. Jeg husker tydeligt parfumeurens værksted; sønnen havde taget over, da vi kom. Duften af noget utrolig frisk. Og en hjemmeblandet chanel no 5 i et brunt medicinglas. Det var en skør eftermiddag.

Ellers har jeg ikke noget forhold til Lyon, andet end at jeg er kørt gennem nogle gange. I bil og på stop og i bil og i bil. Hvad vil det sige at rejse meget?

Globetrotter on the road: Rejser som en læringsproces for børn

Når vi taler om rejser, finder jeg altid ud af, at jeg har rejst meget. Det var mine forældres passion, kan man vel mene. Vi var på mangen en bilferie, men også lidt på charterture, som vi hackede og fik noget ok godt ud af. Skiferier med bus, hvor man døde af skræk i de norske bjerge. Min mor ville altid helst til Frankrig, ikke mærkeligt, når nu hun talte sproget så fint. Min far kørte til Italein og Tyrkiet. I disse dage tænker jeg meget over, hvorfor man egentlig gør det. Mine børn har tilbragt to hele dage i bil, set film og spillet spil og spist mange kiks. Er det kvalitet? For dem?

Jeg tror, svaret faktisk er ja. Sådan time-til-time akut er det måske ikke det sejeste, men globalt set er det vældig fint. Vi lærer alle sammen at verden er stor og forskellig, og sandelig: Vigtigst af alt - mulig og tilgængelig. Vi lærer at vi kan håndtere alle mulige situationer, at vores hjem er et dejligt sted, vi har indrettet til os selv, fordi vi kan lide det. Men sandelig ikke livsnødvendigt med wiien og med sovesofaer og med 3 terrabyte harddisk med dit og dat. Vigtigt at se ud på en flod. Vigtigt at føle sig værdig, nærværende, sammen, kompetent. Vigtigt at mærke udfordringerne som eventyr, se også Lyons industrikvarterer som læreprocesser.

Hvad er meningen med det hele? En søgen efter livets dybere mening

Og så er vi tilbage til det. Proces eller projekt. Jeg skriver i mine blogs meget om, hvordan man kan indrette sig med (mange) børn, om det nærværende, respektfulde, opbyggende liv i ansvar og især kærlighed. For det er det, det hele handler om.

Men - alle disse tanker og perspektiver, må endelig ikke blive til teknikker. Jeg synes, jeg er indeligt usundt. Ligesom jeg synes, jeg ser mange, der forholder sig til deres børn (og nogle gange også andre nærmeste) som var de maskiner - så ønsker de sig teknikker til at håndtere disse maskiner med, nogle gange programmer. Men mennesker er helheder, og det, vi kan forholde os til er relationerne - og det vil sige processerne. Det sunde ved dette er, at man kan komme et sted hen, hvor livet bliver en proces ikke et projekt.

Når man er i en proces, har man ikke et projekt. Og livet bliver friere, principper er blot pejlemærker ikke, succeskriterier og lovgivning. Det kræver selvfølgelig, at man giver slip på angsten og finder ud af at mærke sig selv. Ikke altid helt let, faktisk skal man ofte gennem en vis mængde af nævnte angst, for at klare den. Men den tager vi en anden gang. Nu vil jeg nå at småsnakke lidt med min vidunderlige teenagedatter, mens der er ro til det. Og nyde udsigten over bjergene, det franske forårslys og det faktum, at vi er kommet på den anden side af Lyon.

Med kærlighed

Cecilie Conrad