Nedtur i Europa - on the road på den hårde måde

Det er mandag d. 14. oktober 2013, klokken er fem, vi er i Bayeren og jeg føler mig stort set on top of things. Vi har håndteret et utalt af umuligheder, og haft mange vidunderlige oplevelser. Hele meningen med disse rejser er jo at leve livet, og det på en måde som inspirerer. Til fællesskab, til livsånd, til fremtid. Vi lærer og vi lever, og vi lærer at leve – uden frygt, uden at give op, med oprejst pande og åbent sind, lys i hjerterne og jo mere både af det ene og det andet, jo bedre.

Jo, tak – der har været sten på vejen. Vejen mod Ulm, som er den Sydtyske storby, vi nærmer os nu. Vi kører gennem et vanvittigt smukt landskab, efterårsfarverne lyser og himlen stråler af Guds kærlighed. Tyske biler drøner forbi som hvepse, ekstreme i deres fart. Motorvejen har været vild, men også smuk.

Vi sov i nat et helt random sted, blot en parkeringsplads med et virkelig klamt toilet og meget meget tæt ved motorvejen, hvor fem lastbiler og en autocamper holdt rast, da vi parkerede omkring klokken otte. Natten var iskold, og motorvejen larmede – men samtidig var det ekstremt hyggeligt inde i bussen med vores lyskæder og dyner og bamser og fællesskab. Og udenfor var der stjerneklart om natten, og Thomas tog nogle ekstremt smukke billeder af kombinationen af lastbiler og stjerner. Om morgenen var solopgangen smuk, kaffen varm og toiletterne rengjorte med tysk præcision. Vi gik en tur på jordvolden og studerede den tyske udsigt, en lille dal med pæne huse og træer i efterårsfarver. Yndigt var det. Bestemt.

Vores nye naboer var en enorm autocamper med en campingvogn bagpå. Samlet værdi ca to millioner vil jeg tro. Mærkeligt. Men okay, selvfølgelig. Man forstår dem på sin vis godt. På den anden side er dette survivalist-agtige liv også lidt en fest. Blot batterierne ikke er helt i bund, er det nu alligevel sjovt at sove i en hjemmestrikket autocamper, hen overforsæder og med autostole som trappetrin, med for sindssygt mange lyskæder og masser af kondens som gardiner bag de tonede ruder.

Overvindelse af rejsens prøvelser: Fra sten på vejen til stjernerne over os

Det er tredje rejsedag, og vi er endnu ikke kommet gennem Tyskland. Første dag tog det uendelig lang tid overhovedet at komme ud i bilen, så klokken var halv tre, inden vi kørte og fem før vi forlod København. Så havde vi også fået fejret min smukke niece Lilje, som blev et helt år i guldfarvet tyl-skørt og med økologiske salater, kagemand og godt selskab. Den aften nåede vi til Åbenrå, hvor vi sov på en minimalistisk parkeringsplads på motorvejen med et ulækkert toilet og til gengæld fred og ro.

Først næste morgen fandt vi ud af, at handicaptoilettet var helt i orden, så vi havde bare været lidt uheldige dagen før. En skraldespand med fladt metal-låg fungerede som kaffebar, og Thoms og jeg delte ni kopper varm espressokaffe med mælk, mens kondensen dampede af, vi byggede om og børstede tænder – og før klokken ni, satte vi ud på motorvejen igen. På den måde, er det vanvittigt effektivt at sove i bussen. Når vi skal ud af hoteller tager det timer at pakke hotelværelse ned og pakke bil og lukke tagboks, så ideen her er godt nok – der er klart mindre (af det kedelige) arbejde.

Men, men. Vi nåede ikke ret langt ned i Tyskland, før der begyndte at komme køer. Først lidt vejarbejde, så lidt fart, så lidt kø, så et stop, så lidt mere kø og da klokken var ved at pege på frokost, gav vi op overfor motorvejen, hvor vi kørte 12 km i timen og fandt en frakørsel og en hovedvej. Vi fandt en campingplads, helt low key, og parkerede og havde en af de smukke og utrolige oplevelser af virkeligheden, når den er overraskende og bedst. Det var tydeligt et sted med masser af fastliggere og noget af det tyske karisma, som vi elsker at gøre nar af i danmark, men som faktisk er helt fantastisk, når det udleves helhjertet. Der var havenisser og kunstige fugle, springvand og guldfisk eller karper eller noget lignende. Små yndige stakitter og hjemmebyggede udbygninger på udkørte campingvogne, ekstra tag, lille indgangsparti, plastic-gardiner og ditto blomster. Der var feer og masser af storke af en eller anden grund, et stort hus med duer på taget, der var en and med store ællinger, en flok påfugle, nogle kaniner og marsvin, en kat og nogle papegøjer og kanariefugle. Børnene havde utrolige oplevelser, og det havde de voksne egentlig også. Liv og Thomas fotograferede sammen, og Liv fik tips og triks fra eksperten. Det var som sådan ren idyl.

Lige indtil Fjord faldt og flækkede et øjenbryn, og vi måtte ringe efter en ambulance. Lige dér holdt det helt op med at være sjovt. Ambulancefolkene var venlige og heldigvis kunne en af dem tale rimelig godt engelsk. Man bliver træt af sine egne manglende sprogkundskaber, når man rejser – og en sådan akut situation gør det sat'me ikke bedre. Mens vi ventede på ambulancen, fik jeg faktisk selv (sammen med Jesper) diagnosticeret, at det ikke var så galt som først antaget. Men alligevel var det det rigtige at gøre: at ringe efter hjælp. Vi holdt såret sammen og lagde tryk på, til blødningen stoppede, skiftede klud (til en ren og ikke bare det håndklæde, vi først havde fået fat i) og fik Fjord lagt til brystet, hvor han faldt i søvn.

Dernæst kom min reaktion, præcis som jeg husker den fra dengang, Liv slog et kæmpe hul i hovedet og fik sit legendariske Harry Potter ar. Chokket slår mig fuldstændig ud, jeg bliver syg, kvalm, kold, varm, svimmel. Det er først, når jeg faktisk ved at alt er okay, at den kommer den der reaktion og den varer kun fem minutter. Men det er voldsomt, så længe, det står på.

Den lille mand sov fra ambulanceturen, og græd sine bitre tårer, mens øjenbrynet blev limet – men han gik ikke i panik og tog det faktisk pænt. Gud ske lov har han så fint et udviklet sprog, at han kan tale om, hvad der sker og hvad han føler. ”Jeg er bange, far” sagde han, og ”det gør så ondt i mit øje”, ”Jeg slog mig meget slemt, av for helvede” kunne han også sige. Og vi kan tale og tale om det, og så går det sådan set fint nok. Han er stivkrampevaccineret og generelt sund og rask, og her et døgn senere er hævelsen gledet ned i øjenlåget, hvorfra den stort set er forsvundet. Det yderste plaster, som beskytter de plastre, som holder såret sammen er stadig intakt og endda stadig hvidt, så vi lader det totalt være.

Så, all in all. Vi klarede det. Igen.

Vel tilbage på motorvejen var køerne opløst, og vi kørte en times tid, inden vi (især Storm) blev for trætte og fandt ovennævnte random parkering for natten. Følelserne skulle lige tæskes igennem nogle gange, før man følte sig hel, og Fjord havde ikke let ved at sove – vi skulle tale nogle gange om hans oplevelser, før han helt var rolig nok til at blive i søvnen. Moderen var så ekstremt træt, at hun sov med tøjet på og det hele, så snart drengen sov stabilt.

Det var frustrerende, at vi ikke kom længere; at være fuldstædig klar over, at der var mindst to køredage mere, før Middelhavets lys kunne skinne på os. Men vi giver aldrig aldrig op, vel?

Mandag morgen satte vi igen ud kort efter ni. Thomas havde heldigvis sovet godt, og jo altså taget ekstremt gode nat-billeder. Faktisk havde alle sovet godt og længe. Selv Storm sov helt til klokken seks, og hyggede sig med brød og lydbog og film, i de par timer, han var alene om at være vågen. På den måde går det utrolig godt at bo syv mennesker og en hund i en minibus. Det kan faktisk godt lade sig gøre.

Liv læste barndommens gade færdig, konstaterede, at det var den bedste bog, hun i sit liv havde læst, og sov dernæst ti timer. Vidunderligt. Jeg husker stadig nogle af de titler, jeg læste på rejser i teenageårene. Kirsten Thorups ”Himmel og Helvede”, og Steinbecks ”Øst for paradis” kan jeg for eksempel huske, fra 14 års alderen.

Da vi havde kørt mindre end en time, gik bilen i stykker. Ja. I stykker. Den korte version er, at vi fandt et værksted og fik den fixet. Egentlig tog det ikke særlig lang tid. Det værste var helt klart at presse sig selv igennem den reaktion, hvor man føler, at man bør give op og køre hjem. Man kan ikke bruge den til noget, men den er svær at holde på afstand, især efter turen på skadestuen dagen før.

Hvad ellers kan jeg fortælle? Man oplever ikke sådan rigtig meget turistmæssigt på motorvejen, men den indre rejse er så fokus. Denne gang har det meget handlet om ikke at give op og at count our blessings. For det første kunne det være gået meget, meget værre (og det skal man selvfølgelig heller ikke fokusere på) og for det andet må man tage hver dag som en skoledag og lære livets lektier (for nu at give den gas på flosklerne).

Samarbejdet fungerer. Vi trives faktisk hele flokken. Selv to dage med problemer kan ikke ødelægge den gode stemning, og to dage med problemer er ikke to ødelagte dage: det er dage med alle mulige oplevelser, herunder nogle som er problematiske og irriterende. Men ikke umulige. Umuligt bliver det først, når man giver op. Og det er så det, man aldrig, aldrig gør.

Med kærlighed

Cecilie Conrad