Økologiske fuldkorns-æbleskiver: En sundere Jul med hjemmebag
Giv den jule-gas med fuldkorns-helse-øko-æbleskiver. Måske ikke så helse, men fuldkorn i hvert fald så. Og jul.
Jeg har ikke så meget at sige her om vinteren; mørket trænger sig ind i alle sprækker - tager min inspiration, mit overskud, min energi, mine ideer, mit livsmod, min sangstemme, min kampånd. Kun livs-agtelsen, glæden over at vi er her endnu, at vi følger med kloden i dens bevægelse om solen hvor langt den end er borte, bevarer jeg som en lille kugle af ild i et ædelt skrin i mit indre.
Mand, det er mørkt. Det er så mørkt, at det er mørkt, selvom det er lyst. Æbleskiver til folket. Men jeg kan dele en æbleskiveopskrift. For man skal aldrig give op. Så her er: Hjemmelavede, økologiske, spelt-æbleskiver direkte fra speltmoderens jule-køkken.
Ingredienser til økologiske fuldkorns-æbleskiver
Hvis man skal lave noget, der er besværligt, kan man lige så godt lave meget af det, når man først er i gang.Jeg har før citeret Camilla Plum for dette, for det er så sandt, så sandt. Så her er opskriften på 50 æblesiver. Den er ret let at halvere, hvis man synes, det er i overkanten.
Lun en halv liter mælk en smule og rør 30 g økologisk gær ud heri. Jeg bruger aldrig meget gær til noget som helst, altid bare en lille ært, når jeg bager. Men i æbleskiver, skal der en del mere til. Så spar ikke på gæren. Det skal hæve hurtigt op.
Del 6 æg i hvider og blommer.
Pisk blommerne med 2 spsk rørsukker.
Mens maskinen pisker blommer og sukker hvide og luftige, banker man 6 kartemommekapslers indhold i smadder, sammen med en god bunke appelsinskal. Når det er pulveriseret, skal det ned i æggesnapsen. Riv herefter skallen af en citron og en appelsin fint og op i balladen med det også.
Vej mel af: 200 g grahamssspelt, 50 g fin spelt, 100 g fuldkornsrismel og 50 g tipo00. Eller en anden kombi, som det nu kan passe med, hvad du har i dine skabe. Jeg synes, rismel gør dem mere sprøde, tipo00 mere seje, grahams giver noget modstand og smag og spelt smager bare godt. Havde jeg haft Aurions dalarhvede, ville jeg have valgt den. Men jeg var lige løbet tør, da jeg byggede den her opskrift.
Sådan forbereder du gærdejen til æbleskiver
Pisk mælk og mel i skiftevis, så det bliver blandet godt. Lidt ad gangen, altså, ikke noget pjask-sjask færdig arbejde. Det er sjovt for børnene, hvis de er med. Med ske og kande, og lære at starte og stoppe røremaskinen. Hvis du ikke har en kitchen aid eller tilsvarende, så siger jeg det gerne igen: Ønsk dig en. Der er så meget arbejde i at gøre alt det her i hånden. Da min for nylig gik i stykker, var vi meget tæt på at køre ud at købe en ny, inden der var gået en time. Vi havde ikke 4000 stående til det, men kunne simpelthen ikke overskue at komme gennem weekenden uden. Dog - vi klarede det og var fornuftige og fik den gode gamle repareret.
Piskning og hævning: Hemmelighederne bag luftige æbleskiver
Til sidst piskes hviderne helt stive og vendes langsomt i. Bedst med en stor hulske og i fire omgange. Dejen skal herefter hæve til den tydeligt er hævet op. Måske en halv time, tre kvarter. Æbleskiver skal man øve sig på at bage. Mange skriver rygende varmt jern, men mine brænder ved rygende varmt jern. Jeg brænder også smørret, inden jeg overhovedet har kommet dej i. Så min anbefaling er: Stille og rolig varme, lev med at første hold bliver mærkelige, en klat smør i hvert hul i panden, dej i til kanten når smørret er bruset af. Skiven skal vendes, når den bobler hele vejen rundt i kanten og virker lidt fast. Jeg gør det med både gaffel, køkkenpincet og strikkepind. Og en vis mængde irritation. Og julesange, som jeg forsøgsvis presser ud af min vintermørketrætte mund, mens jeg bager, fordi det nu engang er ret hyggeligt at bage æbleskiver. Jeg synes, de holder sig fint nok varme bare man lægger dem i den samme store porcelænsskål.
Tilføjelse af æbletern: Timing og teknik
Jeg skærer nogle syrlige faste æbler i småstykker, små bitte tern med skal (giver lidt mere smag) eller uden skal som det lige passer den dag, og kommer fem-seks tern i hver æbleskive lige i begyndelsen. Maser dem lige lidt ned i dejen, mens den bliver fast i kanten. Så kan de nå at blive møre. Nogle kan bedre lidt mere skarpe, sprøde æbleskiver inden i æbleskiverne - så laver man bare det og kommer dem i just inden man vender. Man må jo prøve sig frem og finde sin egen favorit.
Servering og tilbehør: Fra hjemmelavet marmelade til økologisk flormelis
Hvis det skal være helt helseagtigt, koger man sin egen sukkerfattige marmelade, men nu er vi ikke sukkerforskrækkede her i huset, så vi køber bare en dejlig jordbærmarmelade og en dejlig hindbærmarmelade og en økologisk rør-flormelis. Der skal godt kvalitetstilbehør til hjemmelavede lækkerier.
Jeg synes, det her er en rimeligt lødig spise for børn, har det fint med at servere dem jævnligt. Dog er det vores adventstradition, at vi spiser æbleskiver om søndagen og kun om søndagen. Så det er sådan set ikke jævnligt. Det er fire gange op til jul og måske, hvis vi har ork og lyst, lidt mere i juledagene.
God fornøjelse.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Tak fordi du læser med
Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Update 2023: Platebaseret og Glutenfri
Livet er langt og vi er i en konstant udvikling som mennesker - vi har de sidste mange år levet plantebaseret og glutenfrit men har valgt at lade alle vores gamle opskrifter være online så de kan komme andre til glæde - Man kan ikke redigere sin fortid :)
Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment