Hjemmelavet håndholdt Sushi: Sund og hurtig hverdagsmad
Sushi til hverdag. Simple living. Mad på 20 minutter - agtigt.
Her er noget, som faktisk er simpelt. Ris, grønt, fisk, æg, tang. I vores familie hedder det håndholdt sushi. Og det er rigtig rart.
Vi ææææælsker håndholdt sushi hjemme hos os. Den enkle måde at bixe det sammen, så det er himmelsk, helseagtigt og ustresset foregår som følger.
Forberedelse af Sushi ris: enkel og hurtig metode
Skyl en kop grødris i tre hold vand, og kog det i en tykbundet gryde med halvanden kop vand (med låg på). Skru ned, når det koger, kog til vandet er væk (ca ti minutter).
Rør en lille kop eddikedressing til risene: 2 spsk æblecidereddike, 1/2 tsk salt, 1 tsk sukker. Salt og sukker skal være opløst.
Bland ris og eddike i en stor skål (ikke gryden), så eddiken opsuges, mens risen afkøles.
Selvfølgelig skal det være risvineddike, hvis man er ægte. Men jeg forsøger at holde en simpel husholdning med få ingredienser (få flasker på hylderne), så æblecidereddike gør det fint hos os.
Æg på sushi-manér: En trin-for-trin guide
Pisk 6 æg med 1 tsk salt og 1 spsk mirin (hvis man har, ellers går det fint uden) og 1 spsk rørsukker. Steg i smør på en stor pande, tynde lag som pandekager. Når den er næsten stegt skal den rulles (som en pandekage) ud i den ene side (håber billederne hjælper lidt på forståelsen), et nyt lag på (husk smør) og når det er næsten gennemstegt, rulles den første pandekager ind over, så den nederste rulles med og "pølsen" bliver tykkere. Fortsæt til der ikke er mere æg. På en rigtig stor pande er det fire gange. Bedst er naturligvis en firkantet pande, men what the hell ... det handler om at blive færdig, ikke? For mig i hvert fald, er mad ikke visuel kunst. Trods alt.
Sammensætning af håndholdt sushi: Ris, fisk og grønt
Ellers består retten af Noritang, som klippes i kvarter (deraf saksen på billedet), lidt fisk (200g er rigeligt hos os), en avocado, og lidt grønt (her: hjertesalat, peberfrugt og broccoli). Man tager sit stykke tang, kommer lidt ris og fyld på og folder der sammen til en hapser, som kan dyppes lidt i soya. Man kan naturligvis servere washabi og gari til - det havde vi ikke lige i dag, og det er dejlig mad alligevel.
Man kan også vælge friskrevet peberrod for styrke, hvis man - som jeg - gerne vil undgå tilsætningsstoffer (jeg har en fødevareintolerans, som gør at jeg tåler meget få tilsætningsstoffer, se artiklen herom - det er interessant nok, især for følsomme HSP folk).
That's it. En nem, hurtig ret på repertoiret, som hverken indeholder kylling eller pasta eller hvede. Unikt i sig selv.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Tak fordi du læser med
Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Update 2023: Plantebaseret og Glutenfri
Livet er langt og vi er i en konstant udvikling som mennesker - vi har de sidste mange år levet plantebaseret og glutenfrit men har valgt at lade alle vores gamle opskrifter være online så de kan komme andre til glæde - Man kan ikke redigere sin fortid :)
Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment