Mindful Muffins: Sundhed og sødme i hver bid

muffins

Mindful Muffins - med helse, med sukker, med kærlighed.

For nu at tage dansen om Guldkalven endnu en gang, så er mine Mindfull Muffins med sukker, men sandelig også med overvejelser over helbredstemaet, så kage kan være saliggørende for stemningen, helbredet, ganen og sådan set også nærværet. Mere om det undervejs.

Mandler: Grundstenen i sunde muffins

For at lave dem skal man bruge både en Magimix (eller anden køkkenmaskine med roterende kniv), og en Kitchen aid (røremaskine med piskeris). Mandlerne, som er rige på sunde essentielle fedtsyre og gode vitaminer (især nogle af B'erne), mineraler, fibre, proteiner. Tjek selv på wiki (man skal lige rulle lidt ned for at komme til ernæringsinfo), og dan din egen mening om sandhed og sundhed. Jeg sværger til mandler og kommer 100 g i mine muffins; hakker dem til mel i magimixen - de skal have pænt lang tid, og det larmer vanvittigt i begyndelsen. Men når dét er overstået, begynder meditationen. Hvis man vil. For mig er det i hvert fald mega-hyggeligt, nærmest meditativt at rode med kagedej - eventuelt sammen med et barn eller to.

Smør med omtanke: Vælg det bedste for helse og smag

Smør fra græsfodret kvæg er også på min helsekost-top-100 liste. Pænt højt oppe. Nok faktisk på top 10. Ja - det fremgår tydeligt, at listen ikke er prioriteret. Men - læs med i linket her, hvis du gider, eller tro mig, når jeg siger, at hvis smør er lavet af mælk fra køer, som har gået på græs (optimalt på græs i hurtig vækst), indeholder det mange gode vitaminer og fedtsyrer, som er inderligt helsebringende. Og som et kirsebær på toppen af det, indeholder det noget som har det helt fantastiske navn 'activator X' (læs om det i linket).

Jeg er nået så vidt med studiet i dansk smør, at jeg sværger til Naturmælks smør. Naturmælk er et mejeri, der er ejet af 31 gårde, og mange af dem har køerne på græs det meste af året. Nogle af dem endda med en særlig græsfrøblanding, som gavner diversiteten (og dermed også helbredet). Mere info har jeg ikke for indeværende. Nu, hvor det er sommer, er dette smør fan.tas.tisk og jeg burde hamstre fryseren fuld. Egentlig. Men med de smørmængder, der fortæres i min familie, tvivler jeg på, at der kan være smør nok til bare en kvart vinter i min fryser.

Nå - men dette saliggørende smør skal man bruge 200 g af, og det må gerne være blødt. Ikke afgørende, men lettest. Hvis det er hårdt, skal det lige hakkes lidt.

Sukker med forbehold: En bevidst sødme

Sukker. Jeg kommer 100-150g sukker i kagerne. Det er allemandsviden, at sukker ikke er sundt i sig selv. Og så alligevel: lur mig om ikke dette sucre de canne complet ikke rummer masser af saliggørende sager. Jeg har ikke studedret det videre end til, at dette sukker har bibeholdt en bunke af de naturlige vitaminer og mineraler, sukkerrøret er født med - og dermed virker mindre drænende for organismen. Så når jeg bruger sukker, bruger jeg helst dette og gør det med åbne øjne. Og så behøver man jo i øvrigt ikke gå amok. En eller to muffins kan vel gøre det; ikke 28 vel?

Man kan ikke købe Etiquable i Danmark, men der findes forskellige alternativer i helskostforretningerne - spørg efter sukker, der er så lidt forarbejdet som muligt og find en variant, du kan lide smagen af. For det smager af langt mere, end det fint forarbejdede sukker; nogle gange på en måde, der er for kraftig til kager. Eller snup et smut til Frankrig og find en Aucan af de store, eller helsekostforretning. De har det. Jeg ved faktisk ikke om sitet i linket sender til DK. Det er jo selvfølgelig også en mulighed.

 

muffins-2

Vanilje, smør og sukker: En meditation i røremaskinen

Smør og sukker køres i røremaskine, sammen med korn af en vaniljestang i vildt lang tid; til sukkeret er helt opløst. Det tager så lang tid, at man sagtens kan nå ud i haven og meditere lidt over blomsterne. Sørg blot for, at røremaskinen står godt, stabilt midt på et bord. Og det hører faktisk med til det her mindful tema. Det her med at bage sin kage med kærlighed og god samvittighed, med nærvær og god tid. Det gælder ikke om at blive færdig. Det gælder om at være. Og det kan man så passende øve sig i, mens smør og sukker knalder sammen. I fred og ro. Glo hinanden ind i øjnene, træk vejret dybt. Mærk lidt efter, giv lidt slip. Det er her, blomsterne ude i haven kommer ind i billedet. For hjemme kan let blive sindssygt projektorienteret; alt muligt man liiiiige kan nå. Kager er ikke resultatorienterede. Kager er for fornøjelsen, for glæden. Også meget gerne processen med at bage dem.

Hvedemel og kokos: Fuldkornsfordelene

I den anden maskine, nede ved mandlerne, blander man 150 g fuldkornsmel, så frisk malet som muligt. Nu tager vi lige den korte version her - hvedemel er muligvis problematisk, men jeg føler mig overbevist om, at hovedparten af problemerne ligger i den ekstreme forædling og forarbejdning. En gammel, mere naturlig hvede som dalar eller spelt eller ur eller en af de andre gamle sorter, og det fulde korn, er en Guds Gave, ligesom hele æg, hele frugter, hele grønsager. Et andet problem ved hvede er, at hvede let kommer til at udgøre hovedparten af kosten, hvis man ikke passer på. Men det er muligivis en anden historie. Jeg bruger for tiden Aurions Dalar hvede.

Kokosmel, 2 dl - ned til resten. Helsevirkninger af kokos kommer evt senere. Jeg kommer det ærlig talt bare i, fordi det smager godt. Og 2 tsk bagepulver fra skærtoftmølle, ellers bare drop bagepulver - det er jo i realiteten ikke så vigtigt i muffins, som ikke skal løfte så meget.

Mælk og fløde: Fedtets rolle i helsemuffins

Æg: Når smør og sukker er helt mixet sammen, og sukkeret helt opløst, tilsættes et æg ad gangen. Hvis det har stuetemperatur, går det lettere. Æg - især økologiske æg fra frie høns, altså sådan nogle æg, du kan købe af en nabo med høns, og som bare ikke findes i supermarkeder, er de aller bedste og er en utrolig gave til kosten. Fedstoffer, vitaminer, proteiner i fin balance, bare fyr masser af æg i dig selv og dine børn - gode æg, forsås. Jeg har desværre ingen naboer med høns, så jeg må nøjs med økologiske. Det får så være. Tre styk, et ad gangen, stille og roligt, så de er helt emulgerede sammen.

Mælk: 1 dl mælk eller piskefløde skal der også til. Her gælder samme helseråd som for smør: Køb biodynamisk mælk, gerne den der cafémælk eller Gårdmælk fra Gyrup (et Irmaprodukt, så vidt, jeg ved) eller Naturmælks sødmælk, eller samme fra Osted. Spar ikke på fedtet! For activator x har struktur som et a-vitamin, som er et fedtopløseligt vitamin (og dermed filtreres fra, når fedtet fjernes). Allerbedst er naturligvis ubehandlet, rå mælk, hvis du kan få fat i dét. Også selvom kagerne varmes, og meget dermed går tabt fra rå mælks helsevirkninger. Men hvis du kan købe rå mælk et sted, så gør de endelig og drik det og hæld det på havregrynene og så videre. Mere om mælk en anden gang. Der er meget helse, og knapt så meget mindfullnes i den her opskrift. Men man kan vel heller ikke skrive så meget om det i en opskrift: Blot appellere til, at muffins bages med nærvær, kærlighed, fællesskab. Som en vidunderlig mand i Israel engang sagde til en god ven, jeg har: "Just ad vitamin L, when you cook".

Herfra skal melblandingen og mælken skiftevis piskes i dejen for lidt lavere fart, så melet ikke står ud over det hele. Når al mel og mælk er absorberet, er dejen for så vidt færdig. Jeg laver dernæst 12 muffins med en skefuld dej, en klat jordbærsyltetøj, en skefuld dej ovenpå som låg. Det gør ikke noget, hvis det skiller lidt og bliver rodet. Dejligt er det helt sikkert med lidt jordbærfornemmelse midt i kagen. Når de 12 muffins er lavet, hakker jeg hasselnødder og chokolade og kommer i resten af dejen - til de voksne (ca 40 g af hver). Det bliver ca 8 stk.

Jeg bager dem i ca 20 minutter ved 180 grader varmluft. De bliver lidt kompakte på grund af mandlerne, ikke helt så lette og luftige som klassiske muffins - men det er jo så helsevalget, der 'koster' lidt på konsistensen. Jeg foretrækker dem sådan; jeg synes de klassiske er rigtig kedelige og ikke smager af andet end sukker og bagepulver.

Og den korte version

I Magimix: 100 g mandler, 150 g fuldkornshvedemel, 2 dl kokosmel, 2 spsk bagepulver

I røremaskine: 200 g smør og 150 g sukker og korn af en stang vanilje piskes til sukker er opløst, dernæst 3 æg et ad gangen, dernæst mel skiftevis med 1 dl mælk eller fløde.

Fyld: jordbærsyltetøj og/eller hasselnødder og mørk chokolade

20 minutter, 180 grader

Og nårh-ja: Lidt flormelis lige at 'sne' på toppen; det ser så fint ud!

Med kærlighed

Cecilie-Underskrift-300x133

Cecilie Conrad 


Tak fordi du læser med

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Update 2023: Vegansk og Glutenfri

Livet er langt og vi er i en konstant udvikling som mennesker - vi har de sidste mange år levet vegansk og glutenfrit men har valgt at lade alle vores gamle opskrifter være online så de kan komme andre til glæde - Man kan ikke redigere sin fortid :)

Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her

Helse i foråret, varm havesalat med spinat og gulerødder. Og piskefløde.
Frisk hjemmelavet Hvidløgsost: En hyldest til livets glæder

0 comments

There are no comments yet. Be the first one to leave a comment!

Leave a comment

Book en gratis afklarende samtale

Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.

Cecilie-portraet (2)