Påskeferie i Provence: Den praktiske guide

Morgener med familiekaos: "Vi går om et kvarter" - in your dreams.  

Nogle gange kan det - til trods for at det jo faktisk er min egen hverdag vi taler om - overraske mig, hvor sindssygt lang tid, det kan tage at komme ud af døren om morgenen. I kæk tidsoptimisme, rev vi Søren og Liv ud af sengen klokken halv ti med ordene: Vi går om en time. Bwaaaaaa! Hell vi gjorde. Det tager bare 1000 år for så stor en familie at blive klar, kaosfaktoren er enorm - og man kommer til at tænke på Kasper og Jesper og Jonatan i "Folk og Røvere i Kardemommeby" (som jeg kan huske, vi faktisk havde på vinyl i min barndom), lige inden de stjæler tante Sofie: "Hvor er nu min hat, hvor er nu min stok ...?". Alle de tænder, der skal børstes, alle de sokker, der skal lokaliseres, små sår, der skal smøres teenageren, der skal rede hår, og liiiige opvasken fra i går, vi vist ikke nåede i begejstring over et fuldstændig skørt dessertbord der sluttede dén dag af.

Pollen og kastanjer, skør dessert  

Ej, det må jeg lige fortælle om. Vi købte tørrede bananer fra Equador i et af de der giga franske supermarkeder i begyndelsen af ugen, og creme chanteilly (staves?). Og mascapone blot fordi vi havde fået mascapone som trivispørgsmål og var havnet i en længere debat om, hvad det egentlig er. Så havde vi også købt kastanjecreme, fordi en af mine veninder, som har boet mange år i Frankrig, har bedt mig købe det med hjem og synes det er noget af det mest utrolig dejlige. Så faldt vi også over honning, og rå 'fuldkorns' sukker. Og noget så mærkeligt som pollen. Dét blev vi lige nødt til at købe. Heldigvis fandt vi også nogle lokale jordbær, og nogle friskbagte kokostoppe med rismel og æg. Så altså. Vi var ude i en virkelig underlig kombination af mystiskheder og klassikere og måtte prøve os frem. Alt vakte lykke, om end mascapone er lovlig fedt til rent faktisk at putte i munden. Måske bedre at blande med noget?

Der er altid liiiige tusind ting  

Men tilbage til hovedsporet, som jo netop blev forstyrret af, at vi ikke ligefrem er typerne, der rydder op efter os med det samme, så fik Liv og Storm klaret opvasken. Tænderne blev børstede. En efter en fik vi taget bad og lirket tøj på trætte kroppe. Pakket madkurv og bleer og gadgets. Og bilnøgle. Knagerækken gav op og lagde sig på gulvet dagen før, så det hele foregik hen over en relativt stor bunke overtøj - som syv mennesker nu kan producre den. Og i sidste ende skulle vi jo også lige finde ud af, hvor vi skulle køre hen?

Vejen er målet, men uden målet, er der ingen retning  

Hen over lunken neskaffe, og lidt snurretoppe og forsvundne sokker, vasketøj der skulle på plads og en bunke affald som lige skulle pakkes, fik jeg studeret vejkort og gps og turistguide og i sidste sekund ændret dagsplanen fra en tur til et kapel i bjerget med en Marc Chagall mosaik, til en tur langs kysten til Cassis - fordi kystvejen i sig selv er så uendeligt smuk (som man kan læse i den poetiske version), og fordi klipperne ved Cassis skulle være særligt overvældende. 

Jagten på en parkeringsplads: Eventyr i Provence  

Så beder vi pænt om en parkeringsplads. Nå, men vi KOM faktisk ud af døren midt på dagen, og fik hentet brød hos bageren og mails ned på mobiltelefonerne ved creperiet og pakket alle børn og ting og sager i bilen og af sted langs kysten til en vidunderlige oplevelsestur langs vandet. Den kan man læse om i den poetiske version. I Cassis oplevede vi en af de klassiske *Ud-i-det-blå*, hvor det vi har sat ud for at se, er umuligt og noget andet opstår og viser sig at være en vidunderlig oplevelse. 

Cassis var umulig ganske simpelthen, fordi der ikke var en ærlig parkeringsplads: Ligesom Tarifa i øvrigt. Bare værre. Så vi vendte om og kørte lidt tilbage mod en anden by, Le Ciodat, hvor der ifølge vores svenske vägatlas skulle være et 360 graders udsigtspunkt. Det var der ikke lige. Der var en nedlagt værft-havn med enorme hvide, men også rustne, kraner og værftbygninger med smadrede ruder og flossede gavle. Meget poetisk på sin egen måde. Og en meget højtliggende og grim parkeringsplads, hvor vi på under et minut besluttede at køre samme smukke kystvej tilbage. 

Det er ofte sket, at vi har måttet officielt give op, før det er blevet rigtig godt på disse eventyr-ture. Dermed også denne gang. Kort efter fandt vi en lille bitte parkeringsplads ned mod havnen, bare sådan en med tyve pladser langs vejen, hvor handicapparkeringen var ledig. Og Lions Club havde sat et sejt skilt op, hvor der stod: "Hvis du vil tage min parkeringsplads, må du gerne også overtage mit handicap". Fint nok sagt. OG effektivt. Pladsen var jo faktisk ledig. I modsætning til mange andre, vi har fundet med små fine sportsvogne på. Folk har godt nok inderligt dårlig stil nogle gange. 

Frokost på en parkeringsplads: Enkelhedens fornøjelser  

Jeg kalder det Vejside-madkurv og det er min yndlingsret. Så vi fik brunch klokken to på kanten af parkeringspladsen i solen og med ryggene langs muren. Knasende baguette, dijonaise, mortadella, emmentaler, æbler og vand. Helt vidunderligt simpelt. Og så croissanter, for dem skal man KUN spise i Frankrig og dér skal man så spise dem HVER dag. Det siger noget om dansk talent for croissant, at testvinderne er fra 7eleven!

Hertil hører i øvrigt en anekdote, som begynder med konstateringen: at jeg er min mand evig taknemmelig for de fine filtre, der normalt er mellem hans spontane tanker, og hans ord og handlinger. Her på kanten ved frokosten, bad han Liv se om hun kunne knække en baguette ved at slå den af fuld kraft mod hans overarm. Sådan lidt ligesom at give en lammer i skolen. Ikke noget, jeg personligt har praktiseret, men noget, Jesper åbenbart ser som rimelig almindelig drengeadfærd. 

Det viste sig, at ideen kom af, at mandens spontane tanke, da han så det aflange friske brød, var: om det mon var muligt at brække det i to ved at slå det mod Sørens hovede. Godt filteret fik vendt ideen, så volden måtte ramme ham selv. Jeg filmede, og kan afsløre, at brødet holdt. Det gjorde manden heldigvis også, dog med et langt og meget rødt mærke på den ene arm. Og en teori om at alle - alle - franske ægtemænd kender nøjagtig den fornemmelse på overarmen, når de er kommet til at sige et eller andet forkert i køkkenet. 

Mindfulness i hverdagen: At finde vej i det uventede  

Vi fik også en helt fantastisk eftermiddag på havnen i denne lille stille by, som fortalt i det andet indlæg om vores påskedag - fordi vi fandt vejen foran os, og ikke den planlagte. Fordi vi fandt en parkeringsplads og greb en chance og fandt et samarbejde og nogle solpletter og oplevelser og stjernestunder, som hverken var planlagte eller velbeskrevne, men til gengæld uendeligt fulde af nærvær og samvær. Det lyder måske lovlig mindfullness-agtigt for kritiske ører, når nu det her skulle være den praktiske version - men ærlig talt. Det her er ægte, autentisk mindfull; det er den praktiske vej til det nærværende liv: "Man må sætte ud med en eller anden retning, ellers sker der aldrig noget", sagde min meget livskloge bror, dengang vi i Andalusien IKKE så 20.000 flamingoer (faktisk ikke en eneste), men havde en skøn eftermiddag. Man må sætte ud med en retning, men også med åbne øjne og med talent for det gode liv, for at gribe de timer, vi kan dele - også med en stor flok unger et eller andet (næsten) tilfældigt sted i verden. 

Rejsetips fra en erfaren familie: Det praktiske ved eventyr

Pyh-ha. Så har jeg vist skrevet nok om denne dag. Lige et par praktiske detaljer mere:

• Husk affaldsposer og vådservietter i store mængder.
• Husk at spise noget undervejs, og især på vejen hjem efter en så lang dag.
• Husk at tage masser af billeder.
• Husk at give børnene pauser, når de beder om det.
• Husk at tale med dem om, hvad de oplever.
• Husk at finde toiletter :)
• Husk at drikke vand; vi var helt svimle, da vi kom hjem.
• Husk at glemme alle fuldkornsprincipper og grib det, der faktisk byder sig og sker.
• Og fyld benzin på på vejen ud, hav rigeligt vand og gadgets med i bilen og bliv i kærligheden, også på den grimme parkeringsplads, og når bilen kører over et lidt for stort hul i vejen. 

Med kærlighed

Cecilie Conrad