Påskeferie i Provence: Den poetiske version

Nordbrandt skriver tit om træer. Så skriver jeg om Nordbrandt.  

Platantræerne langs kajen i en lille, halvfattig havneby ved den franske riviera, minder mig om Nordbrandt og hans koncise og paradoksale poesi. Jeg får lyst til at skrive, drikke stærk kaffe og begynde at ryge igen. Det sidste blot for at kunne give mit bidrag til duften af franske cigaretter uden filter på den lille havneknejpe, hvor jeg drikker middelmådig café creme sammen med min ældste datter og min bedste ven, mens de lokale folk sidder inde i skyggen og ser fodbold på storskærm. Men som han siger, min bedste ven: "Det er dog kaffe - og vi drikker den på en havn i solen". Han har ret. Glasset er ikke halvt fuldt. Det er fyldt helt til randen af minder om Paris, oplevelser langs kysten, eventyrlyst, tid til at være sammen, udsigt til vand, ro i sjælen, sol i ansigtet. 

Når havneromantik bliver inspirationens muse  

Den knaldrøde fiskerbåd, der ligger til kaj lige overfor cafeen, peger på fisker-nostalgi, og giver med sin helt alternative farve liv til de kreative livsånder, så Liv begynder at skrive en bog. For os andre bliver det indtil videre ved tanken, og i stedet begynder vi at fantasere om en kaffe på aller øverste etage af Eiffeltårnet. Hvorfor ikke? Dér har vi aldrig drukket kaffe, selvom vi begge voksne har dukket mangen en god kaffe i Paris i tidernes morgen, dengang vi var unge og måske på en måde smukkere.

Børnelatter og havbrus: Livet på havnen  

Min elskede mand kæmper rundt på havnen og holder øje med de tre yngste børn. Storm er i zen med en flok duer: Sidder blot i skrædderstilling og taler til dem og fodrer dem med de digetestivekiks, der fik alle mine helsebevidste veninder til at gå i bro ved afrejsen. Herregud. Det er så yndigt, som den dreng er i fred med sig selv nogle gange. Det lange lyse år blafrer i vinden, hullerne på hans jeans er rimelig sindsygt store efterhånden, og duerne kommer helt hen til hans hænder. 

Til gengæld skal man have et øje på hver finger for vores yngste søn, Fjord, som på en eller anden mærkelig måde både har respekt for bilerne og kan spæne direkte ud på vejen. Man skal være lysvågen, fordi grænsen mellem fortov og kørebane er fuldkommen kaotisk, defineret af nogle streger, nogle jernpinde, nogle mærkelige kugler og almindelig ækvilibrisme mellem de gåendes behov for frihed langs kajen, og bilernes almindelige færden i deres element: farten. 

Silke har sin balance i fødderne, og falder aldrig i vandet. Det gælder bare om at holde vejret og tro på det. Hun ser fiskene og bådene og fortøjringspælene, hun oplever vinden og de store havmåger, der hænger i vinden over havnen. Hun deler kiks med sin lillebror og duerne, og nyder luften, som kaster hendes lange og efterhånden rødbrune hår omkring. Hun kan ikke lide hårelastikker. Hun kan lide frit hår.

Marmor, lys, vand og iscreme  

Videre finder vi is og en marmortrappe op til kirken. Solstrålerne spejles omkring igen og igen af den hvide marmor, det uendeligt blå hav, de hvide både og den blå blå himmel. Det er som om de samme stråler kommer igen og igen dobbelt dobbelt dobbelt. Vi har bare tæer og deler isene, mens vi studerer de gamle mænd som hænger ved busstoppestedet. Det ser ikke ud til, at de skal nogen steder hen, de holder bare til der. Fire af dem taler sammen, den femte sidder i en vis afstand og ser ud til at blive holdt udenfor. Kan det være sandkassepsykologi på lokal fransk maner? Vi tager gruppebilleder og opstillede billeder af os selv med marmortrappe og palmer, og pjatter og lader vinden blæse alting omkring - inden vi artigt rydder pænt op efter os, og tørrer op og smider i skraldespanden. Ved toppen af trappen hænger den lidende Jesus på et trækors, og der er bygget en rampeagtig ting, så vi kan køre Søren op i kørestolen.

Den skyggefulde plads med den springende kilde  

Bag kirken er en plads, dannet af afstanden mellem nogle huse og så selve kirken. Gaderne mellem husene er sindssygt smalle og ser meget romantiske ud. I midten af pladsen er et springvand, og vi ved ikke om det måske er en hellig kilde, der ledes denne vej. En enkelt gang ser vi en mand drikke af vandet, og i det hele taget har vi undret os over at se så mange gangbesværede i byen. Det er påskedag og det kan jo være, denne kilde kan helbrede på netop denne dag. Vi fandt aldrig ud af det, for i stedet blev vi som insekter mod lyset tiltrukket af cafeen på pladsen. En vidunderligt venlig mand satte sine borde ud i solen for os, og serverede en langt over middelmådig kop kaffe med varm mælk og den til dato aller aller aller bedste is, vi nogen sinde har fået. Vi fik pistacie, karamel, chokolade og citron. Og var i himlen. Det lyder måske af lidt meget at spise is lige efter is, men da det var det eneste, han havde på kortet, var vi lovlig undskyldt. Og gud ske lov for det. Det var den bedste is, verden har set. Og heldigvis bad min store datter mig sige det til manden. På mit trætte skolefransk fik jeg fortalt, at Liv mente, det var den bedste is, hun havde fået i hele sit liv. Manden blev utrolig glad, da han faktisk havde lavet al isen selv, og gravede ned til bunden af sin fryser for at finde sin hemmelige chokoladesorbet, som var så god at Liv kunne smage den i flere timer efter vi var gået. Så god at den ikke engang var på menuen.

Glide langs havet og rundt i bjergene  

For nu at springe. Surfterne og paragliderne langs de seks strande, som 'vores' feriested er opkaldt efter, har for alvor fået os til at forstå, man kan blive grebet af den slags vandsport. Det ser vidunderligt ud i solen og blæsten og med farten og elementerne. Vinmarkerne på bjergskråningerne langs kystvejen, virker ordentlige på en organisk måde, som er inspirerende og opløftende. Det er så tidligt på foråret endnu, at der praktisk talt ikke er blade på stokkene. De står bare der på fine rækker og minder om Frankrigs stolteste produkt. Vi ser viadukter og de klipper, der med deres ubegribelige skønhed og størrelse, slår luften ud af lungerne, rositerier, vejsideboder, markeder med plims fra Kina og lokal honning, folk på scootere og masser af hoteller og campingpladser og restauranter og braserier. Rivieraen er ikke for ingenting et af verdens mest populære rejsemål. Men mest af alt: dette lys fra himlen og havet. 

Middelhavs Middagshøjde Blå  

Dan Turell skriver i sit digt: "Engle" i Drive In Digte - eller er det måske 3D digte, det husker jeg faktisk ikke: "For en engel er himlen altid blå, og for en engel er den ikke bare blå, men Middelhavs-middagshøjde-blå". Han har sagt det, så jeg behøver ikke sige det. Picasso har også sagt det. Og Matisse. Ikke mærkeligt, de havde 'blå' perioder. Dette blå lysende lys fyldte hele vores påskedag. Og Gud Ske Tak og Lov og evig Ære for dét. "Det er en vild luksus. Som at køre sig ihjel i en rød Porche på en kystvej med palmer" skriver Nordbrandt i digtet "Med naturen" fra "Violinbyggernes by" - Vild luksus. Sådan en dag som i dag er - i al ydmyghed - vild luksus. 

Med kærlighed

Cecilie Conrad