Eventyrlig hverdag on the road: Fra BnB-hygge til strandens marmor

Om at komme indendørs, om hverdagen on the road, om små, vidunderlige oplevelser. 

Vi har lejet en BnB i nogle dage i byen Massa, og det var rigtig rart at komme indendørs. En masse ballade med frem og tilbage med betaling og datoer, men pyt – nu er vi her, og det har været en udsøgt fornøjelse at komme i bad og at vaske tøj, koge kaffe, rode en masse rundt, være indendørs. Vi har købt mad i et supermarked, også dét i al sin enkelthed ret dejligt.

Området er lidt mærkeligt. Der ligger nogle gamle og smukke byer lidt oppe i landskabet, og her nede ved Marinaen er der helt forfærdeligt turistfælde-agtigt overalt. Der er givetvis nogle perler imellem, men det er temmelig slemt. Al stranden er ejet af restauranter, så man skal ind og købe noget dér for at komme til vandet. Kun enkelte steder er der offentlig strand. Som vi heldigvis fandt.

On the road - også et praktisk fænomen

For ærlig talt er vi herregode til at rejse. Også selvom vi laver alle de klassiske fejl. I dag lavede vi for eksempel den helt fuldstændig almindelige fejl: Vi glemte at spise. Vi skulle lige-lige-lige alt muligt og fik så ikke lige spist. Så da vi havde installeret os i lejligheden, forhandlet pris og internet og alt det og endelig kom af sted for at spise, var vi nået dertil, hvor alt var dumt, og intet godt nok. Og så er det, at automatpiloten sætter ind: Find et godt sted at være, find noget god gade-mad. Vi er i realiteten ikke glade for restauranter, spiser hellere mere folkelig mad i gaderne og parkerne.

Denne gang fandt vi faktisk en legeplads med springvand og skyggefulde træer, koner som sludrede på bænkene og et nybagt forældrepar, som var ude på en af de allerførste ture med en nuttet lille nyfødt. I hjørnet noget tivoli-agtigt noget for børn, som heldigvis var stort set lukket. Det her sted må være inderligt rædselsfuldt om sommeren, men lige nu er det efterår og det meste er lukket, så faktisk var her rigtig dejligt.

Gademad i virkeligheden - min yndlingsrestaurant

Vi konsumerede intet mindre end syv pizzaer, brugte hver eneste cent og er nu totalt blanket af. Men godt var det. Rigtig godt. Virkelig rigtig stenovns- og friske krydderurter godt. Og så en god gang vand, og vi havde det langt bedre.

Videre til et stort supermarked med det hele, fordi Silke ikke kunne lide pizzaerne (hun har en noget følsom alder, når det kommer til mad) og havde besluttet sig for, at hun gerne ville have honningmadder. Silke er ikke et menneske, man diskuterer den slags med. Især ikke, når hun er virkelig træt og virkelig sulten. Så giver man hende kærlighed og præcis det mad, hun gerne vil have. Supermarkedet var som altid stressende, men vi klarede det i rimelig god stil.

Dagens naturoplevelse, overraskende og overdrevet romantisk.

Det utrolige. Den gave, som denne dag havde til os var stranden. Solnedgangen ved havet, de mest utrolige skyer og et vidunderligt stille vand. Man forstår godt alle sommerens turister: Her er helt fantastisk dejligt. Vi befinder os lige syd for et enormt og gammelt marmor-brud, og på stranden går man og finder marmorstykker. Hvid marmor. Det er meget smukt. Bølgebryderne består af enorme marmorstykker, hvide og brune.

Bag byen ligger de grønne bjerge, beklædt med skov, og bag dem ligger marmorbjergene. Helt anderledes i strukturen, store, tunge, kantede og hvid-marmorerede. Det ser helt fantastisk ud med skyerne som ligger og sejler rundt mellem disse bjerge. Stille fine bevægelser.

Solen sank i havet, netop som jeg hentede badetøjet i bilen og min elskede savnede mig i den anledning. Vi kan godt lide solnedgange. Bagefter sendte nogen lanterner op, og Jesper og de to mellembørn spænede rundt på stranden og samlede dem op, efterhånden som de faldt ned igen. Imens kom dagens naturoplevelse: Op bag de førnævnte utrolige bjerge steg en fuld måne, roligt, rimelig hastigt og helt vidunderligt op. Måne-opgang. Fuldmåne-opgang endda. Det var så smukt, at man måtte smile i hele ansigtet, i hele hjertet.

Luksuslivet kræver nu også sin praktiske gris.

Da vi kom tilbage var der en masse praktisk arbejde og nogle virkelig trætte og (igen) sultne børn. Det var skønt at være sammen og have plads til det, og det var dejligt at gå i seng i rigtige senge. Værterne kom med rødvin og gode råd, og senere ringede de på med en lun kage, vi lige skulle have. De virker helt enormt flinke, blot er sproget lidt vanskeligt. Men det går. De taler ok engelsk, men det er som om de er meget venlige, men ikke altid lige egentlig har forstået, hvad man siger. Lidt ærgeligt. Det går en anelse bedre på fransk, som jeg jo faktisk godt kan tale til husbehov, og selvom hun mixer ret meget italiensk ind i sit franske, vil jeg mene, jeg forstår, hvad hun vil sige. Jeg kom kun til kort, da hun spurgte om jeg havde en Tom-Tom – som hun udtalte meget mystisk, og i øvrigt kalder vi den jo GPS, så jeg fangdede den ikke lige. Og så er det noget rod, at jeg kommer til at svare på mit helt gebrokne spansk, når hun mixer for meget italiensk ind i sit franske. Det gør kun forvirringen total. For alle involverede, selv den venlige hund Max.

Også ligegyldigt sådan set. Vi lurer på at blive her noget længere, se marmorbrudet og Pisa og marmorbrudet igen. Eventuelt endda en tur mere til Cinque Terre. Men det må vente til i morgen at beslutte det, nu er det tid at sove.

Jeg elsker min flipperbus. Men jeg elsker nu også luksus. Her er det temmelig koldt nu, hvor det er nat, og jeg glæder mig over mine danske vinterdyner, som vi har hentet i bussen. Gulvene er af marmor og hundekolde, men jeg vil nu alligevel snige mig ud på dem for at se det billede, Thomas lige har fortalt mig er dagens skud. Af Storm, som mediterer ved havet.

Med kærlighed

Cecilie Conrad