Eventyrlig tur til Møn i Flower Power Bussen: Hvad vi lærte!

2_moen_2013

Den første weekend i august, skulle vil deltage i hyldest af et elsket familiemedlem, som blev halvtreds. Festen foregik på Møn, et fint lille sted ude i en skov. Med sjove bakker at løbe op og ned ad, med frøer i græsset, fugle i trætoppene, mange myg i skoven en hed, hed sommerdag med 32 grader og høj luftfugtighed. Denne artikel handler om flipperbussen og de mere ydmyge, lokale og personlige oplevelser og udviklinger og fordelene ved rejsen i bus, frem for familiebil.

Vil man læse om mere turistprægede oplevelser, findes artikler om Møns Klint (naturen), Geocenter Møns Klint (museet) og om Møn Is. Vi rejser som bekendt i naturoplevelser og kager, i dette sommervejr: Is-kager.

Men her skal det handle om alt det andet, som er mindst lige så spændende.

Turen var vores anden rigtige rejse i bussen, så vi gør os vores første følende erfaringer, og tænker mange tanker om modifikationer og både store og små ombygninger. Af bussen og dens brug og udstyr og detaljer, look og funktion.

Om at køre med børn. Om at dén tid er fuldkomen og meningsfuld også.

12_moen_2013
Bilturene bliver til tid sammen på en helt ny måde

Denne gang havde vi ikke vores ældste datter med, så vi rejste med tre børn efter at have afleveret hende på stationen. På vejen tankede vi op i et supermarked med nye høretelefoner til de voksne, frugt og nye opgavebøger. En udmærket Hr. Skæg bog.

En stor fordel ved minibussen er, at vi sidder rundt om et bord, når vi kører. Eller at nogle af os gør. Denne gang sad jeg der med de to mellemste børn, Storm og Silke på syv og fire år. Jesper kører bilen og Fjord på halvandet sidder foran og hygger med far. Det er mægtig fint. Jeg kan dele mad og vand ud fra mit sæde, og hjælpe med opgavebog. Så de halvanden time i bilen blev til halvanden time, hvor vi hjemmeskolede, spiste og sang sange.

Om at ankomme i harmoni - også som kaotisk storfamilie

8_moen_2013
Med flipperbussen har vi altid et bord med, og alle de ting vi har brug for

I praksis betyder det, at vi ankommer til destinationen – i dette tilfælde festen – i en skøn harmoni. Fjord falder som regel i søvn og ankommer veludhvilet. De to mellemste børn har haft masser af voksenkontakt og fået fyldt på hjernen og hjertet under rejsen og er også glade og i balance, når vi når frem. I familiebilen blev børnene i langt højere grad driblet, overladt til hinanden og ipads og lydbøger, og der var ikke samme harmoni, når vi slukkede bilen.

Om at være deltagende i familiefest. På sin egen måde. Og levere refugium også for andre(s børn).

6_moen_2013
Så er det tid til dessert

Her nåede vi frem til borde med hvide duge i et fint hus midt i en skov. Og familiemedlemmer og god stemning. At have bussen med betød, jeg kunne smøre madder til børnene som ikke spiser fin restaurant-mad (bortset fra dessert), og snige mig ud og brygge en kop kaffe til mig selv undervejs i øvrigt. Desuden var det et fint refugium både for vores egne børn og for deres fætre og kusiner til familiefesten som jo altså dybest set er mest for voksne. I hvert fald den del, som var mad og taler.

De ydmyge oplevelser i naturen. Af enormt format i virkeligheden.

1_moen_2013
Vi elsker at se på dyr sammen

Det gik væsentligt bedre med skattejagten som var anlagt til voksne, men som betød en dejlig tur gennem skoven. Det var langt at gå, og børnene måtte overvinde trætte ben. På fars skuldre. Men alligevel. Tilbage ved restauranten gik de på opdagelse og fandt frøer, som vi studerede og talte om fredning af. Og løb op og ned og op og ned ad bakken.

Hvad mere? Jow. Min mands fætter kendte en hemmelig og vidunderlig strand. Lille og med dejlig sand, og ikke for dyb. Efter en lang det i hed hede, var det skønt at komme i bølgen blå mens dagen kølede af. Den slags oplevelser havde vi ikke fået med familiebilen, for med den havde vi helt sikkert kørt hjem samme dag, så snart festen var slut.

Gæstfrihed er lettere for folk, når vi ikke skal huses, men blot parkere og trække et kabel.

Vi fik lov at parkere på fødselarens sommerhusgrund og ”bo” der de to overnatninger, vi blev på Møn. Det er jo luksus, sådan at kunne bruge køkken og bad og være i fred. Et helt vidunderligt sted ude i den næsten helt frie natur.

Vi nød græsplænen, og lå den første aften (efter at have besøgt Møns Klint) og nød is og bær og nødder, mens vi så en film og lyttede til fuglefløjt. Vid.und.er.ligt.

Den næste dag fandt vi masser af fred i en fredsommelig formiddag, hvor børnene legede med alle deres bamser på et tæppe i haven, mens jeg ryddede alting op. Det tager ikke lang tid, når man bor i bussen. Noget helt, helt andet end at låne et sommerhus og rykke ind og ud.

14_moen_2013
Og så en pizza i bilen. 

Da vi kørte hjem fra Møn, fandt vi i Stenstrup, sidste by inden motorvejen, den fuldkomne kombination af et okay pizzaria (sjældent i provinsen siger min erfaring desværre) og en Rema 1000 hvor vi kunne tanke op på brød, vådservietter (som vi bruger mange af når vi rejser, må jeg indrømme), vand og frugt. Og altså så den meget velkomne, velkomponerede pizza, som vi indtog i bussen, inden vi kørte hjem. I to stræk. For vi skulle også lige stoppe og have lidt køresyge ud af kroppen, og smide glasaffald ud (da der lige tilfældigvis var en sådan container). Mægtig fint.

Modifikationer af Bussen: Fra Myggenet til Sædeombygning

I sommerhuset fik vi lavet myggenet til det ene vindue med et produkt, som er ret godt udviklet. Det er i praksis noget burretape med lim på bagsiden og noget myggenet, som tåler at blive sat på og hevet af, uden det går i stykker. Vi lavede det på den forrude der har samme side som skydedøren, for det er den, der er lettest at komme til ved de fleste parkeringer.

Og i støbeskeen er den store modifikation at bilen skal isoleres. Det bliver koldt om natten allerede på disse sommernætter, så isoleringen er ikke god nok. Det må vi gøre noget ved, og det skal nok blive delt, hvad det ender med. Her på sitet.

Og så ombygningen af seng/sofa/sæde konstruktionen, som ikke fungerer godt nok. Desuden fandt vi ud af, at passagersædet foran kan vendes bagud, hvad der giver en ekstra siddeplads, når bussen har hus-funktion og en oplevelse af langt mere space. Vi ønsker os nu et tilsvarende førersæde.

Alt i alt en helt igennem vidunderlig lille rejse på tre dage, som helt sikkert aldrig var blevet til noget i familiebil. Så tak for bussen. Igen.

Med kærlighed

Cecilie-Underskrift-300x133

Cecilie Conrad

Se flere billeder fra turen her

3_moen_2013
Den udsigt vi skal nyde når vi vågner

4_moen_2013
Gåture sammen, giver ro og tid til nærvær

5_moen_2013
Det er lidt spændende, når det er farligt.

7_moen_2013
Elsker farverne på dette billede

9_moen_2013
Tid til at farvelægge

10_moen_2013
Bål med Fætter Bo

11_moen_2013
Stranden er sit helt eget univers

13_moen_2013
Silkes tegning

Vanconversion: Vores Flower-Power-Bus transformation
Møn Is: En ægte smagsoplevelse og mere end bare is

0 comments

There are no comments yet. Be the first one to leave a comment!

Leave a comment

Book en gratis afklarende samtale

Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.

Cecilie-portraet (2)