Geocenter Møns Klint: Totalt i orden oplevelsesmuseum
Museumsanmeldelse Geocenter Møns Klint.
Geocenter Møns Klint er et velkomponeret museum, som retter sig mod børnefamilier især. Det kan hundrede procent anbefales, og som med så meget andet i dette jordiske liv, gælder det om at deltage ustresset, uden for mange projekter, med god tid, slow og sammen. Vi skal tilbage mange gange, før vi er færdige. Selvom vi tilbragte fire timer på museet.
Om kridt, lang tid og urtids-hav-dinoer
Museet handler om dannelsen af kridtet, og om alt det, vi lærer af geologien. Selvfølgelig særlig og mest af alt: DINOERNE, som mange børn (og voksne) finder indeligt fascinerende. Og om fossiler, gletcherne, landmassernes skabelse, udvaskning af klipper og alle den type processer. Det er vældig, vældig fint kommunikeret, og faktisk finder vi det helt i orden, at vi (næsten) er nødt til at komme tilbage, for der er SÅ meget at opleve, at det er mere, end vi kan rumme på en enkelt dag. Desuden var vores ældste datter på skriveeksternat, da vi var der – og hun skal jo også opleve det.
Med alle sanser, lige ind i hjerne og hjerte.
Vi må hjem og købe et spektroskop i samme model!
Så i korte træk. Man kan spille computerspil med hav-dinoer, se kæmpeforstørrelser af collitto algerne (som kridtet er lavet af), se forskellige elementer i elektronisk mikroskop, grave sand op og lukke vand ud, skubbe en gletcher og se kridtet blive skubbet op, komme i workshop og lave amuletter, studere sand i manuelt mikroskop, farvelægge sommerfugle og se dem flagre i en tunnel med luft, lege anseleg og putte armen ind i et rør for at føle sig frem. The works. Desuden er der jo 3D biografen, hvor der vises to forskellige film (men altså kun en pr dag), vældig fint kommunikeret og produceret for National Geographic.
Det er en STOR fornøjelse.
Skattejagt for alle, vældig fængende og lærerig.
Man kan deltage i en skattejagt, som man bare følger selv og som er mægtig fint konstrueret, så man forstår lidt af alt det svære geologi og der udtrækkes vindere to gange dagligt. Det nåede vi heller ikke til på vores første besøg, fordi der var SÅ meget at opleve. Vi var på museet i fire timer, og glæder os til at komme tilbage.
Personale og ekstra oplevelser udenfor bygningen.
To brødre hænger ud
Personalet er rigeligt og meget venligt og rimelig dygtige formidlere. Dog bedst til voksne var min oplevelse. Jeg kunne ikke så godt få dem i gang med at fortælle børnene ting og sager, men måske var vi for kaotiske. Det skal jeg ikke kunne sige.
Ud over ovennævnte aktiviteter på selve museet, viser de rundt både nede på stranden, og på en tur oppe langs klinten. Hvis man skulle være til det. Vi er ikke hurtige nok, og er ikke til det. Der er også noget mountainbikenoget og til tider fugleshow. Ring og spørg. Det skulle vistnok alt sammen være inkluderet i prisen, som man kan læse detaljer om længere nede under praktisk info.
3D Biograf med urtidsdyr. Et stærkt trækplaster.
Filmen Sea Monsters, vi så i deres 3D biograf, var egentlig fint informativ og kombinerer både geologernes arbejde med fundene af skeletter og animeringer af kridt-tidens tropiske hav. Animeringerne fortæller en fin historie om et hav-reptils liv, hvor det møder mange kendte skabninger, som man får mange gode og interessante informationer om. Jeg har forsøgt at finde den samme film på youtube, men det er ikke lykkedes. I stedet har jeg fundet denne lille tv-serie, hvor det skal forestille, at de rejser tilbage i tiden og dykker ned i forskellige tidspunkter i ur-havet for at studere dyrelivet. Vildt. Men ikke det samme. Mere sådan ”iiiihhhh hvor er det spændende”-agtigt. Den film vi så i Geocenterets biograf var langt mere informerende på en hyggelig og fin måde, uden at dramatisere.
Man skal være opmærksom på, at man skal bestille plads i biografen oppe i receptionen, hvor man køber sin billet. Det er ”gratis” (dvs med i prisen), men da der er få pladser i biografen har de indført billetsystem. Og de ”sælger” billetter til flere, end der kan være. Vi sad udmærket på trappen – faktisk passer den slags vores familie rigtig fint – men hvis man har et ældre familiemedlem med eller på anden måde har brug for sæde, evt mange sammen, kan det godt betale sig at komme i god tid og stå i kø i ti minutter eller noget. Der er mest tryk på biografen midt på dagen, så man kan jo vælge at komme tidligt og begynde med det eller slutte af med biograf til sidst, efter klokken to. Så skulle der være bedre plads. Det gjorde vi ikke, vi gik som får efter bogen og så filmen klokken halv et.
En lille detalje: Gode 3D briller. Ikke de der billige, tynde briller, som kradser lidt og sidder dårligt. De her var rare at have på og passede i øvrigt os alle: Fra min ret store mand til mit mindste barn sad de ok på hovedet.
Samlet set.
På alle måder en god og inspirerende oplevelse. Vi købte dino-bamser (i stof-æg) i butikken for næsten lige så mange penge som biletterne. Og det var et godt køb. Børnene får forankret deres oplevelse og husker langt bedre vores oplevelsesture, når de får en bamse med hjem. Virkelig genialt – vi har gjort det mange gange, og det er noget, børnene bruger til at fokusere deres hukommelse med, så alle de mange indtryk får fast rod i de små sjæle. Men man skal selvfølgelig gøre som man vil.
En Magisk Installation: Vand og ild i harmoni
Ild binder os sammen
En lille slutbemærkning. I et rum for sig, mørklagt og stille, er en installation, der er fuldkommen fascinerende i al sin enkelthed. Et springvand med ild i. Regn den selv ud. I mørke ser man bare en masse vand pjaske ned, og i toppen af dette vand, brænder en kæmpe flamme. Det ser fuldstændig sur-realistisk og fantastisk ud. Vi har set noget lignende vand/ild installation udendørs ved Guggenheim Bilbao, også meget fascinerende. Men på en anden måde.
Praktisk Information: Billetter, parkering og adresse
Priser: med den udmærkede prispolitik, at man køber sæsonkort med billetten. Priserne er okay: 65 eller 75 for børn 3-11 år og 115 for voksne. Som mor i en storfamilie (fire børn), foretrækker jeg museer hvor man kun betaler for voksne, som eksempelvis Vikingeskibsmuseet, alternativt hvor man har lov at være barn lidt længere end til 11. Men fred med det. I hvert fald er det et fint træk, at billetten gælder for hele sæsonen. Havde vi vidst det, havde vi nok taget en biograftur samme dag som vi gik på stranden, for de har den lidt irriterende politik, at de viser samme film hele dagen, selvom de højt annoncerer med to forskellige film.
Parkering: Der er en kæmpe parkeringsplads lige foran museet og selvom vi kom både en søndag og en mandag i højsæsonen med vores minibus, var det ikke svært at finde en plads. Det koster 25 kroner at parkere (uanset hvor længe). Man kan købe en polet i receptionen til betaling eller bruge sit kort. Vi valgte det sidste. Vi skal altid bruge sygt meget tid på at lede efter parkeringsbilletter, så en sådan polet ville klart være en dårlig investering.
Adresse. Enhver GPS vil lede en til Geocenteret, når man søger på Møns Klint. Ellers er adressen: Stengårdsvej 8, 4791 Borre.
Websitet: www.moensklint.dk
Forberedelse: På youtube kan man finde film fra national geographic om kridttiden og urtidshavet og dino-fund, hvis man eksempelvis søger på Sea Monsters. Jeg vil helst ikke gengive dem på sitet her, da jeg ikke helt ved om der er tale om lovlige uploads. Man kan også finde en lille Claus Meyer film om Møn, som fortæller lidt og en vistnok fra Visit Denmark som fortæller noget andet - om øen, herunder klinten.
Skov og naturstyrelsen har en fin folder, man kan downloade og printe, hvis man vil i forkøbet. Den findes også gratis på stedet.
Desuden findes udgivelsen / sitet jordihovedet.dk som formidler geologi med udgangspunkt i danske geologiske interesseområder, herunder Møns Klint. Det er udmærket materiale, vi er slet ikke færdige med det i vores familie. Endnu.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Se flere billeder fra dagen her
Legepladsen udenfor er fantastisk
Tænksomme, følsomme og skønne Storm
Gåturen gennem skoven er idyllisk
Silke er altid klar på at male
Vi brugte timevis på museet
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment