Sigøjner upgrade - Vi har købt en ombygget minibus: Her er historien om den første uge

Sigøjner upgrade. Minibus. Flipper-bil. Bus at bo i - work in progress. Historien om den første uge.

Vi har nu i en uge ejet en minibus. I morgen overlevede jeg i tre år. De to ting alting og ingenting med hinanden at gøre.

Indlægget her handler om at være menneske, turde og kunne gribe livet, være, lære, leve, lege. Sammen.

Nogen eller noget kaldte på os. Flipperbussen blev købt.

Da vi i år fik sommerferie, sådan for alvor, var der noget, som holdt os tilbage. Sidste år, i 2012, rejste vi i tre måneder rundt i Europa, og fik simpelthen nok af hoteller og fast food. Ikke at det var alt, hvad vi oplevede – bestemt ikke – men hoteller og det praktiske problem: at få noget at spise, blev to irriterende punkter, som vi til sidst fik nok af.

I år vil vi gerne opleve sommerdanmark. Men vi orker ikke hoteller, gider ikke spilde tid med telte (og er vist egentlig heller ikke campister nok) og har fire dejlige børn, som meget ofte er sultne. Desuden er jeg, efter kræftsygdommen, blevet meget vanskelig at mætte, da der er alle mulige ting, jeg ikke tåler.

Vi begyndte at fantasere om en rigtig autocamper, smuttede tankerne hurtigt forbi campingvogn og endte med en ombygget minibus med minimalt køkken, sengepladser nok til os alle og masser af bagageplads. For vores bus skal altid være turbus, ikke kun i ferier og ikke kun på vej fra det ene sted til det andet. Et lykketræf, eller mere sandsynligt Gud, bragte os til den helt rigtige bus, da vi kørte ud for at se den første på listen.

Tak Jesus. Og tak også til Caspar, som vi købte bussen af, for små justeringer, som gjorde det muligt for os. Og tak for friheden til at rejse.

Vi har ejet bussen i en uge nu, og det har – for mig især – været en uge i følelsesmæssig karrusel. Den første nat kunne jeg slet ikke sove. Selvom bussen bare stod ude på gaden, og jeg lå inde i min seng. Bussen åbner så mange nye muligheder i vores liv, at det lige i starten var virkelig vanskeligt at rumme.

Vi indtager bussen og kører ud i naturen.

Den første dag byggede vi om og fixede strøm. Som det allerførste fjernede vi klistermærker, så bussen nu er helt hvid. Med tiden skal den dekoreres og blive meget smuk. Snart, faktisk. Vi syede betræk til madrasserne, nogle af dem og begyndte i det små at pakke. Se før billeder her!

Lørdag kørte vi til Silkeborg, hvor min ven Tine Schmedes bor på at kloster ude i Guds frie natur. Det er et vidunderligt sted, og det var rigtig mange år siden, vi sidste havde besøgt hende. Faktisk helt tilbage til dengang, ”vi” blot var Liv og mig.

Hos Tine mødte vi et lykkeligt gensyn. Dem af os, der havde mødt Tine før. Samme – Liv og undertegnede – savnede Robert, som døde for fem år siden. Vi mødte også alle Tines dyr, eller i hvert fald de fleste. Hestene, kyllingerne, hønsene, hanerne, hundene, kattene, kaninerne, duerne, gederne, fårene. Det var fuldkomment vidunderligt. Naturen, Guds fred, samværet, det almindelige kaos.

Vores første nat i bussen var rolig, kølig, fin. Silke vågner nogle gange om natten og skal tisse. Første nat, tog Jesper hende ud af skydedøren i siden, og faldt lidt, fordi vi holdt ved en skrænt (opadskrænt), og anden nat tog han hende simpelthen ud gennem bagsmækken, fordi hun sov med mig og Fjord på sengen bag i bilen. Hun blev lidt forskrækket, fordi hun blev løftet langt ned. Men det gik fint. Helt fint. Godt, far er stærk.

Kapitel 3. Søndag på klosteret og med dyrene.

Storm vågner tidligt, også i bussen, og hyggede de første dage med ipad og høretelefoner, til vi andre efterhånden vågnede op.

Om søndagen, var vi med til at hejse flaget. Og synge sangen og bede fadervor. En stolt tradition, dejligt at være med til den. Og binde flagknob. Liv hejsede flaget, og vi sang med, så godt vi kunne. Storm blev bidt af en myre, så han og far og Fjord, forlod selskabet på halvvejen.

Vi hyggede også rundt. Spiste lidt, talte med mange dyr. Jesper fældede en masse brændenælder, og vi fik lov at være med til at fodre hønsene og duerne. Vi fik endda lov at samle æggene, hønsene havde lagt, for Gud havde hvisket til Tine i de seneste dage, at hun skulle vente. Så vi fik lov at samle sytten æg – og vi spise dem alle sammen til frokost. Der er intet så vidunderligt godt som nylagte æg. Alle gode gaver!

Dagen var hed, så hen under aften, kørte vi af sted til Knuds sø, som vi havde set på vejen til klosteret – for at bade. Vandet var koldt, og frisk, og mærkeligt fordi det var fersk. Vi er vant til at bade i havet. Men det var sjovt. Silke blev rigtig frustreret og ked af det, men vi fandt ud af det, Silkepigen og jeg, og det er mægtig godt, for Silke og jeg trænger sådan til hinanden. Der er på en eller anden måde rigtig lang vej tilbage til mor for Silke, efter sygdommen.

På vejen tilbage købte vi ind, vi fandt en Rema 1000. Det bedste var, at vi derinde fandt et par nye sko til Silke, for på en eller anden måde, havde vi mistet den ene af de røde, hun havde med. Meget upraktisk.

Kapitel 4. Himmelbjerget. Meget smukt. Megen himmel. Meget varmt.

Mandag besøgte vi himmelbjerget. Der er utrolig smukt, og jeg vil lade billederne tale for sig selv. I stedet vil jeg fortælle om en storfamilie-løsning, vi har fundet for is, og som fungerer super-hyggeligt. Vi køber én kæmpe is og får seks skeer. Eller som i dette tilfælde. En med kugler (i bæger, lettere at dele) og en softice, også i bæger. Det var på himmelbjerget, at vi besluttede fremover at have krymmel med i tasken selv, for de havde ikke noget dér – og det var irriterende. Det er også bedre, at have det med selv, fordi 1. prisen på krymmel i ishuset er optrækkeri, og 2. man kan få krymmel på otte gange, hvis man vil.

Kapitel 5. Mønsted Kalkgruber og rejsen mod vest.

Tirsdag var exit dag. Vi kom lidt stresset af sted, det var uheldigt. Især mor her fik lidt kaos i hovedet ved exit, men af sted kom vi – også dét skal man lære med et nyt køretøj.

Vi kørte op mod Viborg og besøgte Mønsted kalkgruber. Også dér har vi været før med De to ældste børn, da Storm blot var 6 måneder. Det var en fin ferie, vi holdt dengang i Viborg. Denne gang nøjedes vi med at besøge Gruberne. Det er et mærkeligt fænomen, dette. Inde i gruben er der koldt. Otte grader altid. Og maximal luftfugtighed. Vi gik en lang lang tur i disse grotter, og var næsten ikke bange. Klapvognen kom med op ad diverse skrænter, for vi giver aldrig op.

Vi lod os narre til at gå hen og se, hvor ostene ligger og modner. Det er frækt, synes jeg. For der er i praksis intet at se, knapt noget at lære. Men nogle store flotte reklameskilte for Arla, et jerngitter og nogle store rulle-skabe-ting med oste på langt tilbage i grotten. Forbandet være Arla og deres næsten-monopol. Så kan de være nok så grube-lagrede. Jeg holder mig nu stadig fra Arlaprodukter, når jeg kan.

Men ud over det, var det en utrolig oplevelse. Vi siger jo, vi rejser i naturoplevelser, udsigter, grotter og kager. Når ikke vi 'bare' rejser ud i det blå, de steder hen, vi lige kan mærke er rigtige. Og Mønsted kalkgrube er den støste grotteting i Danmark. Vistnok den største kalk-grube i verden. Utroligt nok. Vi så deres ret flotte multimedieshow, som passer fint med at man ser det, mens man venter på toget, som er sådan et turist-tog der kører ud af grotten. Og ind, hvis man vil. Vi valgte at gå ind, fordi det er så stor en oplevelse at gå ind i kulden, især når man kommer en varm sommerdag. Og så blive kørt ud, når man var blevet træt i benene.

Multimedieshowet var fint bygget, selvom ordet er lidt halvfemseragtigt. Det var en film, projiceret op på klippevæggen, hvad der gav en flot effekt. Og det var desuden en fint formidlet film om, hvad kalk-sten bruges til, hvordan det er blevet udvundet gennem tiden, og hvilken rolle, det har spillet i Danmarkshistorien. Meget informativ, og lidt mærkeligt, at man skal ind i gruben for at se den. Lidt ligesom vikingeskibsmuseet, som har en film om de gamle skibe, som man kun kan se i museets biograf. Det ville have været virkelig fint at se filmen sammen med børnene, som forberedelse til opelvelsen. Men nu så vi den on site, og det har selvfølgelig også sin berettigelse. Hjemmeskole nok for tre måneders Danmarkshistorie, vil jeg mene.

Videre mod sommerhuset ved Vesterhavet, hvor vi nåede frem i god ro og orden, fandt nøglen det hemmelige sted, og kom ind i et super-lummert sommerhus en hed aften. Heldigvis fandt vi energi til at gå ned til vandet, ovenpå den store rejsedag, og så en fuldstændig forkælet solnedgang, skyfri – den røde sol sank ned i havet, som i min barndoms minder. Og Jesper og børnene spænede op på toppen af klitten og så solnedgangen en gang mere, for det kan man faktisk. Et stykke matematisk logik, som overhovedet ikke giver intuitiv mening. Det er naturligvis ikke hele solnedgangen forfra, men toppen af skiven, man kan se forsvinde en ekstra gang. Det er stort.

Da vi umiddelbart herefter gik hjemad over klitterne, var fuldmånen netop stået op bag skoven, og det var så smukt, man næsten kunne græde. Isen var smeltet i sommerhusets fryser, som vist ikke helt holder frostgrader, så is-oplevelsen var noget mere end soft. Nogle af os valgte yogurt i stedet. Drengene og undertegnede smuttede med det samme ud og sove i bilen; det var vældig hyggeligt at sove med Storm igen – det er længe siden. Storm er stor i forhold til Fjord, så siden Fjord blev født, har Storm mest sovet med far.

Kapitel 7. Det, det hele handler om - og sabbath om onsdagen

Men det er det, det hele handler om med alle de rejser. Eller et af de vigtige elementer: At rejsen ryster posen, forstyrrer os, rykker os ud af hverdagens rutiner og åbner vores øjne og ører. Jeg tror, det er Gud som taler til os, og at vi bliver bedre til at lytte af disse forstyrrelser – enhver er fri til at kalde det, hvad han eller hun vil. Jeg kalder 'det' Jesus. Faktisk vil jeg mene, jeg ved, det er Jesus. Men det skal ikke skille mig fra nogen.

Om at holde sabbat om onsdagen.

Vores eneste hele dag i sommerhuset (onsdag), tilbragte vi stort set på grunden, i bilen, på terrassen, i køkkenet. Vi var i bad. Alle sammen. Lidt ad gangen. I en balje på terrassen var mine fødder i bad. Senere børnene på skift. Storms hår var rigtig meget i bad. I noget andet vand, forstås. Og så lidt under bruseren kom vi alle. Vi spiste en hel masse gange, og vi voksne fik endelig tid til at tale sammen. Om vores oplevelser. Om børnene. Om bussen. Om natur, kunst, ansvar, tid. Dejligt. Jeg kan godt lide min mand.

Vi gik en enkel og dejlig tur til vandet, lærte noget om gobler, som der er rigtig mange af, hvoraf kun en eneste kan brænde. Der var også mange fisk i vandet. Bølgerne var større, end den første dag, men Storm og Silke har dyb respekt for det store hav, som er så anderledes end det, de kender fra Gudmindrup. Vi sad længe og byggede sandslot med sten på toppen og sang Shalom.

Shalom – shalom – shalom-shalom, may peace be with you, in all your days. In all that you do, may peace be with you. Shalom.

Se den lækre Petebox version her, hvis du vil lære melodien til denne vidunderlige mantra-agtige freds-sang. Ægte flipper-karma garanteret!

Selv Fjord lærte Shalom-sangen som er god at synge, når man holder sabbat. Også når man holder sabbat en forkert dag.

Nu vil nogen måske undre sig. Jeg taler om Sabbat. Og om Jesus. Så er jeg jøde eller kristen? Jo, se. Jesus var jo jøde, ikke sandt? Og Jesus lærte os, at vi skal holde sabbat. I de tider i mit liv, hvor jeg holder sabbaten hellig, går alting bedre. Stærkere. Mere nært. Og jeg kan kun på det varmeste anbefale sabbat. Nogle gange, som i denne uge, havnede sabbaten på en 'forkert' dag. Der er jo i virkeligheden ikke noget forkert. Men der er den hellige, skønne, lyttende hvile fra solnedgang til solnedgang. Det skal man huske. Det er strækt.

Vi blev trætte længe før solnedgang. Gik hjem og spiste pølser og salat og hang ud. Solnedgangen nød jeg fra bilen, mens jeg puttede drengene. Da vi nåede dertil.

En af de ting, vi besluttede, Jesper og jeg, da vi fik tid til at tale sammen, var at stramme lidt i forhold til børnene. Altså de to mellemste. Liv er for stor og Fjord er for lille. Men S og S trængte lige til lidt. Så vi besluttede at slukke for ipads om formiddagen, så der ikke er skærmtid før efter frokost. Især Storm synes, det var ret irriterende. For han er vant til, at det er det, han kan lave, når han vågner flere timer før os andre. Desuden har vi indført den helt gammeldags regel, at alle sidder ved bordet, til alle er færdige med at spise. Og at alle hjælper med at rydde op efter maden. Det er for let at lade S og S løbe, tror vi. Fordi vi er trætte og ikke orker at holde fast i, at de skal hjælpe. Lære dem alle de mange detaljer i at rydde af. Men virkeligheden bliver for mærkelig på den måde, og børnene for afskårne fra de voksne, og desuden er det en kæmpe hjælp at de hjælper. Arbejdspresset falder markant. Så. Tre nye regler. Status dag et er, at det fungerer fantastisk.

Kapitel 8. Fra vestkysten til østkysten. Amerikansk association - mod Grenå

Nu kører vi så videre. Eller faktisk tilbage. Som jeg skriver her, er vi netop nået tilbage til Gudenådalen, og Silkeborg, hvor vi tilbragte de første dage i bussen hos Tine. Vi kører mod Grenå for at tage to overnatninger ved et sommerhus, vores ven Søren Amstrup har lejet. Dagen var sindssygt hed i Fjand, og vi havde brug for at komme videre. Det er lidt stress at rykke ind i et sommerhus, fordi man skal rykke ud af det igen. Det var ligesom det, der var en stor del af ideen med at købe bussen: At vi bor i den og ikke hele tiden skal pakke ind og ud alle mulige steder. Bedre at være på besøg, men have hjul under vores sted, samling på vores ting, være klar-parat til at følge næste bud.

Status efter en uge som bus-menneske:

Jeg elsker min bus, tak for den.

Jeg elsker at sove i min bus, sover fantastisk.

Det er så befriende at kunne flytte sig til enhver tid.

Børnene finder fin ro i at have deres hjem med.

Verden er åben, naturen og kagerne venter os - det her kan på det allervarmeste anbefales for alle, der er som os.

Dernæst syede vi nogle betræk til de af madrasserne, som i hvet fald i første omgang bliver bevarede. Ret hurtigt droppede vi også bordet, som ikke rigtig fungerer. Det er ikke stabilt nok, og vores løsnings-tanke indtil videre er faktisk at købe et campingbord, som kan bruges når der er brug for bord. Det er der faktisk ikke så meget, mens vi kører. Det er rart med al den plads til benene.

Vi ønsker os også et kludetæppe, som vi evt kan sy skridsikkerhed under, så Coco kan ligge på gulvet, uden at skøjte rundt. Men nok for nu. Her er lidt billeder af de første modifikationer af bussen. 

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Se flere billeder fra vores første uge med "sneglehus" her  

Hygge i stuen. Dejligt at være snegl, have sit eget sted alle steder

Tiden i minibussen, giver tid til samvær. 

Fjord hjælper med dyrene hos Tine.

Silke får en på opleveren. Med en Dumle i hånden.

Der hygges i sommerhiset. Med pile som årer i "båden".

Nærvær med dyr er magisk. 

Vi hilser på Tines hunde.

Jesper elsker at hilse på heste. 

Samsovning i bussen. Mit hjerte smelter :)