Bone Broth - så meget mere end kyllingesuppe
🌱🌱🌱 Som nu fuldblodsveganere laver vi ikke længere Bone Broth - men det betyder ikke, at vi ikke gerne videregiver opskriften :)
Fra kyllinge-knogler til næring
Den moderne mad er blevet effektiviseret i en sådan grad, at vigtige og centrale kvaliteter simpelthen er forsvundet. Det handler om profit, effektivitet (i tid), smag og ind i mellem om kalorier. Men det handler sjældent om helbredet holistisk set, om nærvær og sammenhæng. Kyllinge-benene bliver smidt i skraldespanden, så hovedparten af ernæringen i den stakkels kylling, der måtte lade livet for vores lørdagssalighed, aldrig kommer nogen til gode. Det er synd, og etisk set er det heller ikke helt okay i min optik. Personligt er jeg jo vegetar, men min familie spiser på mange forskellige måder, har forskellige behov. Vi steger en kylling 1-2 gange om måneden, og den skal have haft det godt før den døde, så vi køber Løgismoses, som har fået højest dyrevelfærds-stempel. Der er ingen af os, der kan lide broth på ko eller grise-ben, så al vores suppe bliver kogt på kyllinge-knogler. Disse to kyllinger pr måned (nogle gange kun en) dækker behovet i en familie på seks, så det er jo ikke meget, der skal til.
Når kyllingen er stegt og kødet pillet af, koger jeg suppe på knoglerne. Koger man den i dagevis, til knoglerne går i stykker, når man rører ved dem, trækker gelatine, mineraler, vitaminer ud i væsken og bliver letoptagelige for den menneskelige organisme. Mine børn er ikke meget for at spise suppe, men vi kommer broth i pastasaucen og vi koger alle deres ris i broth (husk at ris er bedst, hvis de har ligget i blød i mindst fire timer i vand, før du koger dem). På den måde får de glæde af de fantastiske næringsstoffer, uden vi skal slås om suppeproblemet.
Selv drikker jeg en kop kyllinge-suppe med godt med hvidløg, salt og peber og et skvæt citron hen under aften. Det er godt. Også selvom jeg resten af tiden er vegetar.
Bone broth - opskriften
Knogler og brusk og skind af en økologisk kylling. Vand. Kog op og sæt i ovnen eller slowcooker i mindst fire dage på 100grader. Kog op igen. Si og sæt på køl. Eller gør som undertegnede. Kog den hele tiden, og tilføj mere vand, hver gang, du tager af suppen. Næste kyllings ben bliver bare proppet oven i, og ca en gang om måneden starter vi forfra. Har vi spist andre dyr (sker ekstremt sjældent), kommer knoglen fra lammekøllen eller oksestegen med i gryden. De luxe version er selvfølgelig med løg, urter, laurbærblade, peberkorn og hvad man ellers elsker i sin supper. Men det er dybest set ikke nødvendigt. Broth er en ingrediens, ikke en færdig ret. Og den er evig saliggørende. Helbreder tarmen, løfter immunforsvaret, dulmer inflammationer, detoxer, hjælper på humøret, og støtter vægttab (hvis man har gang i et sådant), styrker knogler, giver klarhed i bevidstheden. Yes. Intet mindre. Just do it. Kog en broth og put den i dem, du elsker.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Book en gratis afklarende samtale
Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.
Få mit nyhedsbrev
Jeg sender emails omkring vores projekter, rejser, nye artikler og når jeg holder foredrag eller andet spændende.
0 comments
Leave a comment