En uventet rejseoplevelse på vej mod Bilbao: Fra en øde hotel-parkering med en kirkegård af maskiner til en aften fuld af latter og familiehygge i Spaniens gader.

Bilen på billedet er Tove, som vi drømte om, men som vi ikke købte. Jesper har skrevet en lille artikel om vores "aftener i Paris" som vi kaldte det at gå til Teoriundervisning sammen og om købet af den bil vi endte med at tage på 100 dages roadtrip!

I byen, hvor de fleste mennesker åbenlyst stirrer på mig, ser jeg mig selv klart. Egentlig på den gode måde. I Miranda do Douro, stirrer folk på mig. Allerede fra vi ankom, oplevede jeg denne stirren helt tydeligt.

Byen er fuld af butikker, hvad der jo er normalt - men her er det mærkeligt: Her er møbelforretninger, med virkelig funky møbler i god kvalitet; tjekkede og godt designet, lækre og af gode materialer. Man får lyst til at købe en trailer. Dernæst er der butikker med håndklæder, sengetøj, nattøj, strømper og sengetæpper.

I dag har jeg lært nogle lektier, jeg troede jeg havde lært for længe siden - igen. Livet er det, der sker. Jeg er altid det rigtige sted, fordi det er der, jeg er. Less is more. Flyt dig fra den negative energi. Alt klarlagt er lys. Der er altid en gave.

En del af grænsen mellem Spanien og Portugal følger en flod, der på dele af sit løb ligger i en dyb kløft. Vi kørte fra Zamora til en bro på en dæmning over denne flod, dels for at opleve et land og dets sprog mere, og dels fordi der lokalt lige her er en bådtur op ad floden, hvor man kan se syv forskellige ørnearter, samt en masse andre dyr.

I grove træk er Parador Zamoras historie denne: En enke med masser af penge på lommen trænger til lidt space; køber en hel by og al den omkringliggende jord. Så bygger hun sig et palæ til sig selv, og dette palæ går i arv i et eller andet antal generationer i denne (heldige) familie.

Zamora ligger på en af de store pilgrimsruter;. Byen har 24 kirker og en enorm katedral. Alle kirkerne er fra samme periode, kan man se på byggestilen - og på en eller anden måde, fatter jeg det bare ikke. Hvad tænker de på? Hvem bygger SÅ mange kirker på så lidt plads? 

Lige nu bor vi på Parador Zamora, det er et gammelt slot bygget om til statsligt og stateligt hotel. Vi er ret trætte allesammen, og vi er også lidt trætte af at bo i byer. Vi savner naturoplevelserne, byer bliver ofte for stenet ferie: Restaurenter, shopping, gamle bygninger. Ikke lige i skabet for os, sådan set.

Der er storkereder på alle gamle bygninger, som er høje. Kirketårne og andre ruinagtige bygningsrester som rager højt op. Om aftenen, netop som solen synker, vender alle storkene tilbage til byen efter at de antagelig har jaget hele dagen.