Det er en ting, jeg ikke forstår ved moderne forældre. Det virker som om, de ikke kan komme hurtigt nok væk fra deres børn; det virker som om, alt hvad de taler om, er hvor irriterende, slemme, støjende og rodede børnene er. De (de voksne) beklager sig over de pligter, der følger med forældreskabet, og tabet af tid, penge, stilhed og frihed - og jeg forstår det ikke.

Der er en form for oprør i at stoppe op, være stille og gøre simple langsomme ting uden umiddelbar værdi. I vores moderne verden virker det, som om vi altid skal være produktive og effektive, så det at lade være med det og åbent og med vilje være stille og langsom er min enkle modstand.

Den sidste aften, vi tilbragte sammen med min søsters familie i Sverige, delte vi den sidste flaske champagne fra min mor, som vi alle mistede for fire år siden. At dele en flaske champagne midt i hvad der ligner en almindeligt kaotisk dag med ti mennesker og tre hunde i et hus, virker som ingenting. Tværtimod er det alt.

At trives er en kompleks sag. Menneskets natur, vores fejl og sårbarheder vil komme frem i enhver sammenhæng, hvor vi udfolder os, også i denne sammenhæng. Vi kan lære meget ved at studere de syv dødssynder og lede efter fristelser i vores eget liv.

Det virker som om, huslige evner og opgaver værdsættes ekstremt lavt i vores kultur, som om det bare er et vedligeholdelsesarbejde, der skal klares så hurtigt som muligt, og et område hvor kønnene skal kæmpe, og hvor forældre skal presse deres børn.

Dette er en sand rejseblog. Den handler om steder, vi var, ting der skete, mennesker, vi mødte. Det er også en tekst om sandhed, om virkeligheder. I flertal. Om sårbarhed, nærhed, frihed. Om at være nomade, om at være til stede.

Historien om en rejse gennem Europa og de refleksioner om velstand, eksistens og væren, den bragte med sig. Læs om at være super rig, om at turde vælge at være lykkelig, om stenalderen, havet, menneskene, perfekt timing og tillid.

Blænder vi os selv med hjemmefølelse, bliver vores store huse og trygge senge en begrænsning i stedet for en base, er forestillingen om at høre til et sted mere et fængsel end en frihed? Læs, hvordan perspektivet skiftede for os, i løbet af det første år som digitale nomader om at være “hjemme”.

En refleksion over tilliden, troen og frygten, udfoldet mens solen står op, fire dage inde i den store rejse i den lille bus.

Et indblik i tankerne, som de udfolder sig nu, hvor vi netop er flyttet ind i bussen igen og endnu engang har indset, at planer skal skrives med blyant og livet leves helhjertet nærværende.