Vi får hele tiden den ene fantastiske oplevelse efter den anden. Hver gang vi kører, og hver gang, vi kører den forkerte vej, viser det sig at være rigtigt og byde på skønne timer sammen, i naturen, ved vandet, under solen, i livet, i live. 

Mandag trængte vi til at komme på tur, bare os seks igen efter mange skønne dage med venner. Vi satte ud for at se krokodillerne, og det store trækplaster var, at man kunne få lov at røre ved en rigtig krokodille.

Vi nåede sikkert og glade frem til Dawn og Marcus hus, lige i siestaen. Vældig hyggeligt, guidede Marcus os, mens Dawn faktisk kørte bag os det sidste stykke ad vejen. Lucas kom løbende og hoppende glad ud på vejen og råbte: "Hej Storm!" med al sin skønne livsglæde.

Kørte fra motorvejen for at finde et hotel. Første by bød på skummelt hotel og salg af verdens ældste handelsvare på den anden side af gaden. Næste by (kun 7km væk) bød på denne udsigt fra hotelværelset. Tak, tror vi kører til 2 by efter motorvejen fremover.

Det er jo også virkeligt. At der findes steder som dette, hvor den eneste virkelighed er turisterne, og deres behov for billig eller dyr ferie - her: Klart mest billig. Eller det var, hvad vi fandt. Men vi bad heller ikke om andet. Et hotel med pool ved en strand, noget at spise, en god nats søvnt. Og det var, hvad vi fik. Helt nøjagtigt.

Elsker den dreng, for han får mig rigtig tit til at tænke på alt det man glemmer at nyde. Må vi alle huske at hoppe i vandpytter, og indrømmet, jeg er 37 og tager meget gerne en tur gennem en kæmpe vandpyt på cykel stadig. Det er så fedt, når man løfter benenene og vandet spøjter omkring en.

Middelhavs-middagshøjde-blå skriver Dan T som sagt i digtet Engle. Mand, det var smukt. Havet havde samme farve som min søns øjne, himlen som min bror. Lyset var fantastisk, klippen stor og tilgængelig med sti og trapper og sikkerhedstorvværk, der gjorde det ufarligt med ungerne. Og oh. Hvilken udsigt

Planen er at spise morgenmad, pakke bil, hænge lidt ud på havnen, og så sætte speederen og retning mod syd ad den motorvej, de praktisk nok har hele vejen langs middelhavet her. Men hvem ved hvad der i virkeligheden sker?

Der er nok ikke noget rigtig simpelt ved det at være levende, og det er nok også tæt på umuligt at leve det enkle, ukomplicerede liv, når man har fire unger. Og så hjælper det bare ikke at være mig, jeg er ikke særlig organiseret, systematisk, tjekket.

Der helt sikkert mange mennesker, der er mere velorganiserede, end mig. Nok de fleste. Eller også handler det om, at jeg ikke kan holde ud at gøre det samme hele tiden, har brug for at prøve noget nyt af, gøre noget andet, end jeg plejer - meget ofte