Det føles som et sår i hovedbunden, jeg tænker hele tiden frustreret på det, følte mig totalt som en fiasko, brændte sammen inde i hovedet på den der ægte kemo-maner, hvor det summer og snurrer og jeg emotionelt bare drøner nedad, så det til sidst føles som om jeg næsten ikke kan gå. Det er latterligt. Det er jo ligegyldigt. Har bare købt mad. Til min familie. Det må man jo godt. Og vi skal jo nok også spise det.

Disse enorme bjerge sætter tingene i perspektiv i sig selv, og at gå så nær dem, i så lille en sprække gav mig oplevelsen af at være ... meget glad for at have en familie, nogen at høre sammen med, nogen jeg ved er der, rundt om det næste hjørne.

Jesper og jeg har aftalt at lave drømmebog. Vi er altid utrolig gode til at tale om livet, eksistensen og hvad de er, vi gerne vil og hvordan vi kommer derhen, når vi er på ferie. Også denne gang.

Jeg ville ønske der var stille inde i mit hovede. Men det er der bare ikke. Jeg gør mig alle mulige tanker og småbekymringer hele tiden. Rejsen her er egentlig et forsøg på at lære det.

Endelig vågnede vi til blå himmel. Og Oh! 'middelhavs middagshøjde blå' som Dan T skriver i digtet Engle. Hvilken lettelse. Og hvilken energi der kom ud af det

Endelig vågnede vi til blå himmel. Og Oh! 'middelhavs middagshøjde blå' som Dan T skriver i digtet Engle. Hvilken lettelse. Og hvilken energi der kom ud af det

Det er gået op for mig, at jeg har haft et lidt for tungt fokus i mine blogindlæg. Tror bare, jeg ikke ville virke for lalleglad og heller ikke for 'Se mig, jeg er på ferie'-agtig. Men det er jeg jo. På ferie. Og det er faktisk super fedt. Måske har jeg også bare haft ro til at skrive, når jeg har været allermest træt.

En af de lektier, vi ønsker at lære på denne rejse, er den evige: Frygt ikke, tro kun. En lille, kort læresætning, vi alle har brug for at lære og genlære hele vejen gennem livet.

Bilen i stykker Det var bilen bare ikke rigtig. Torsdag gik den mere og mere i udu. Gearene og koblingen drillede, så Jesper til sidst måtte køre i 1,3,og 5. Bakke var tæt på umuligt, så man skulle tænke sig om før man parkerede.

Lykken ville, at vi endte på en lokal Camping Plads (takker for at Cecilie kan Fransk) og holdt så meget af stedet, at vi blev der i 3 dage (well. Vi startede med at tro, at det bare skulle være en enkelt overnatning, men da det viste sig, at Livs iPhone lå på et hotel 250 km væk i Orleans, så prøvede vi at få DHL til at hente telefonen, og da det kunne tage op til to arbejdsdage, så blev vi og fik det bedste ud af det. Telefonen kom aldrig frem, men vi havde nogle vidunderlige dage.