Oplev hvordan en impulsiv afkørsel fra motorvejen førte vores familie til uventet ro og charmen ved det franske landskab. En rejse fra stress til afslapning.

Vi er vist ved at give slip. Gloede en masse på kort, bøger og GPS i nat og i morges. I virkeligheden har vi bare brug for en retning og en beslutning om, at det er køredag eller hænge ud dag. I dag er køredag. Lige nu vil vi som sagt bare gerne ned til varmen. Og havet.

Jeg er i gang med at lære at slukke for tankerne. Jeg gør mig alle mulige tanker hele tiden, forberedende tanker, strategiske tanker, alle mulige tanker. De fleste er spild. Men en god bid er nu også meget gode at have med i pressede situationer. Nu vil jeg holde og nyde landskabet og freden så længe det varer.

D. 11. maj kørte vi for første gang ud i det blå. Alle mulige tanker om hvordan og hvorledes endte i praktiske løsninger. Vi kørte og kørte. Holdt stop på en almindelig rasteplads med køer, legestativ, toiletter, pizza.

'Verden er så stor så stor', og hver gang man beslutter noget, vælger man jo noget andet fra. Det er svært men egentlig ikke anderledes end livet derhjemme. Blot sat lidt på spidsen i denne Ud I Det Blå situation.

Man får brugt sig selv i løbet af sådan en dag. Klokken halv elleve havde vi fået morgenmad og ryddet op, og satte hele banden ud for at gå i forlystelsespark - en hel historie for sig.

Vi bor i en nyudsprungen bøgeskov, i en Duingalow (lille hytte), på en gammel campingplads sydvest for Amsterdam. Der står et blomstrende kastanjetræ lige uden for vinduet ved vores spisebord, der er tre soveværelser, en sofa to/tre af os kan ligge i samtidig, en lille terrasse hvis det ellers var varmt nok og rigtig skønt.

Egentlig var vi på vej til IKEA troede vi. VI havde set en IKEA i Groningen, men åbentbart ikke tastet den ind på GPSen som blot ledte os videre mod Hoorn. Ikeabehovet opstod, da Jesper i morges satte ild på Fjords potte. Og problemet er sådan set ikke løst endnu. Men hvad. De har vel masser af babyer i Holland, så vi finder vel en potte inden solen går ned.

Vi gør det for at lære at leve. Vi tror på, at der er utrolig mange erkendelser, vi ikke engang kan forestille os, som vil komme til os på det eksistentielle plan, mens vi bevæger os rundt i denne fantastiske og udfordrende verden.

Det har været lidt svært hos Marie Luise og Kenn, fordi vi voksne så gerne ville voksen-snakke, og det ved man jo så godt, går ud over ens børn. Hvis de er selvkørende det meste af en dag, så har de bare slet ikke fået nok nærvær. Men nogle gange, er det næsten prisen værd (altså kun næsten). Så vi skal blive bedre til at kombinere voksen-snakke med nærværspauser med de små, Og nu hvor vi ’bare’ skal være os selv de næste uger, bliver det garanteret bedre. Der er en anden ro i det.